Reklamera har i årevis kæmpet mod sexistiske reklamer i Sverige. Nu går kampen ind i Danmark på Facebook-siden Reklamér.
»Reklamér er et initiativ for et rummeligt samfund, frit for sexisme og diskriminering. Vi anmelder kønsdiskriminerende reklamer«. Sådan præsenterer Reklamér sig selv på Facebook-siden af samme navn.
Reklamér arbejder sammen med den svenske moderside, Reklamera, som i årevis har kæmpet mod sexistiske reklamer i Sverige, og princippet på den danske side er det samme som på den svenske:
Sidens følgere opfordres til at tage billeder af sexistiske reklamer og indsende dem til Reklamér, som derefter står for kontakt til virksomhederne bag reklamerne og anmeldelser til de relevante myndigheder – i Danmark Forbrugerombudsmanden og Ligebehandlingsnævnet.
En kamp for et offentligt rum uden sexisme
Det fremgår ikke af Reklamérs Facebook-side, hvem der driver den. Til gengæld er siden tydelig omkring sit formål.
»Reklamér ønsker at lægge pres på for at gældende lovgivninger mod kønsdiskriminering i reklame både overholdes og styrkes. Sammen opfordrer vi virksomheder og reklamebureauer til at tage ansvar for et inkluderende offentligt rum, frit for sexisme!«, skriver Reklamér.
Reklamér henviser sine følgere til at læse mere om reglerne for kønsrelaterede reklamer på Forbrugerombudsmandens hjemmeside.
Finansieret af samarbejdsorgan under Nordisk Ministerråd
Reklamera er opstået som et samarbejde mellem de svenske organisationer Sveriges Kvinnolobby og Allt är Möjligt.
Reklamera finansieres af NIKK – Nordisk Information för Kunskap om Kön – som er et samarbejdsorgan under Nordisk Ministerråd.
De første reklamer er blevet anmeldt i Danmark
Selv om Reklameras danske side kun lige er startet, er de første reklamer allerede blevet anmeldt. Er af dem er denne reklame fra Dansk Byggecenter.
I sit opslag om reklamen skriver Reklamér:
»Øl, fliser og fagmekanik – OG sexisme. Hvad føler håndværkere, der identificerer sig som kvinder, når de ser denne annonce? Hvad føler mændene? Skulle vi ikke lade håndværkere lave sit arbejde, uden at de skal sexualiseres eller bliver talt ned til?
Annoncen blev publiceret i Ekstrabladet, og er allerede blevet omskrevet på Politiken grundet reaktioner på det sexistiske budskab, den signalerer. Vi fik den sendt til os af en følger, og nu er den anmeldt. Vi håber, at Dansk Byggecenter tager kritikken til sig og gør det om«.
Også i Norge
Det er ikke kun Danmark, der har fået sin egen afdeling af Reklamera. Også i Norge er det svenske projekt nu til stede. Ikke på Facebook, men på Tumblr og Instagram under hashtagget #reklamere, som norske kvinder og mænd kan bruge til at deltage i Reklameras kamp mod sexistiske reklamer.
Reklamér startede i Danmark i februar. Reklamérs seneste opslag kan ses nedenfor, og siden kan besøges på Facebook her.