Mens danske medier og politikere fejt og undskyldende lægger sig fladt ned for #MeToo-kampagnen, debatteres den kritisk i Sverige.
Det plejer at være os, der kan grine ad svenskerne, når talen falder på den offentlige debat.
Men sådan er det ikke mere.
I hvert fald ikke, hvad angår den del af den, der handler om efterårets store, feministiske happening på de sociale medier: #MeToo-kampagnen.
Det står klart efter de seneste ugers debat.
I Danmark har de toneangivende medier lagt sig fladt ned, undladt at forholde sig kritisk og medløberisk bragt alt, hvad den feministiske lobby ønskede skulle bringes.
Det er oprørende at følge.
Hvor var de danske medier eksempelvis forleden, da den danske ligestillingsminister bebudede, at hun nu vil indkalde til en høring om sexchikane på danske arbejdspladser som konsekvens af #MeToo-kampagnen?
Hvorfor spurgte ikke et eneste af dem Karen Ellemann, om det ikke er et skråplan at føre politik på basis af udokumenterede historier?
– Når jeg klart og tydeligt siger, nu bliver vi simpelthen nødt til klart og tydeligt at bryde tabuet og få sat det her på dagsordenen på danske arbejdspladser, så er det jo, fordi at hele hashtag #MeToo, den virtuelle bevægelse, jo i den grad har vist, at det er altså et udbredt problem, sagde Karen Ellemann forleden til TV 2.
Hvorfor spurgte intet medie hende, hvad hun mente med, at kampagnen »i den har grad har vist«, at sexchikane er »et udbredt problem« på danske arbejdspladser? Det er jo noget sludder. Udokumenterede historier kan i sagens natur ikke »vise« noget som helst.
Personligt stillede jeg selv spørgsmålene til ministeren, men fik intet svar. Jeg har ikke den vægt, eksempelvis Berlingske Tidende eller Jyllands-Posten har. Hvorfor tager de ikke deres ansvar alvorligt?
Tavse var de danske medier også, da en justitsminister Søren Pape forleden storsmilende holdt hof med repræsentanter for den danske feministlobby, herunder Dansk Kvindesamfund.
Og der var da eller nok at spørge ministeren om i forbindelse med mødet, der handlede om psykisk vold.
Krisecentret Danner, Røde Kors, Dansk Stalking Center, Dialog mod Vold, Dansk Kvindesamfund, Mødrehjælpen og Landsorganisation af Kvindekrisecentre deltog i mødet, mens ikke en eneste af de danske mandeorganisationer var til stede.
Hvad skyldtes det?
Havde de ikke ønsket at deltage? Eller havde de ønsket at deltage og var blevet afvist? Og så fald hvorfor?
Eller var årsagen til deres fravær, at ministeren mener, at de feministiske organisationer er bedre end mandeorganisationerne til at repræsentere mandlige ofre for psykisk vold?
Men også her udeblev spørgsmålene.
Heldigvis er de svenske medier ikke så hunderæd for at diskutere feminismen og det vanvid, den bringer med sig, som de danske er.
Det blev tydeliggjort, da SVT’s debatprogram ‘Opinionen live’ torsdag løb over skærmen.
Emnet var #MeToo-kampagnen og fyringen af journalist Staffan Heimerson, der efter 54 års loyalt arbejde for Aftonbladet, blandt andet som udenrigskorrespondent, for få dage siden blev fyret fra avisen som konsekvens af en kritisk klumme om #MeToo-kampagnen og dens konsekvenser.
I klummen, som blev bragt mandag, trak Heimerson blandt andet paralleller fra #MeToo til heksejagt og Stalins udrensninger i 1930’erne, og da tirsdag forsvarede sine synspunkter i et interview, blev det for meget for Aftonbladets kvindelige chefredaktør, Sofia Olsson Olsén, som tog konsekvensen og fyrede Heimersom samme dag med den begrundelse, at hans holdninger ikke var i overensstemmelse med avisens værdier.
Heimerson deltog fra sin hjem uden for Nice i ‘Opinionen live’, og det var en vred 82-årig mand, seerne fik at se og ikke mindst høre. Nogle af hans argumenter var måske nok en anelse langt ude, for eksempel påstanden om, at #MeToo-bevægelsen i virkeligheden er udtryk for et undertrykt behov hos mange kvinder for at udtrykke sig pornografisk, mens andre dele af den aldrende svenskers argumentation gav mere mening. Mest interessant var Heimerson dog som offer og levende bevis på, at man i Sverige nu risikerer at miste sit arbejde som klummeskribent – altså som en, der er ansat til at ytre skarpe meninger – hvis man mener noget, der er i strid med de gældende feministiske doktriner.
Heimerson var dog langt fra den eneste interessant figur i programmet.
Også Gudrun Schyman, stifter og leder af Feministisk Initiativ i Sverige – og dermed i Norden – var med. Og undervejs afslørede hun flere gange, hvor langt ude den feministiske tankegang er. Eksempelvis sagde hun, at selv kloge mænd ikke er mennesker.
– Hvis mænd, som er kloge, hvilket mange mænd er, forstår denne situation rigtigt, så findes der nu en dør, som åbner sig for, at mænd kan træde ud af den destruktive mandlighedsnorm og det patriarkale panser og gå ud at være mennesker, lød det fra den feministiske Godmother.
Sagt anderledes: Uden feminisme er mænd ikke mennesker, men umennesker.
Schyman brugte i øvrigt sin tid på at plædere for, at #MeToo-bevægelsen havde afsløret det patriarkalske samfunds strukturer og mønstrene i mænds magt, og at den naturlige konsekvens af kampagnen var politisk handling. Altså det, den danske ligestillingsminister så beredvilligt leverer.
Scyman fik dog ikke lov til at fremføre sine demagogiske paroler uden modspil. Med i debatten var nemlig en skarp ung kvinde ved navn Siri Steijer, som køligt fastholdt vigtigheden af ikke at dømme alle mænd for nogle mænds handlinger, og vigtigheden at at fastholde retsstatens principper om, at man som anklaget stilles for en dommer og får mulighed for at forsvare sig. Modsat de henretninger, der finder sted på #MeToo-bevægelsens digitale skafot.
Et kort, opløftende klip af lidt af Siri Steijers argumentation kan ses her.
Hele programmet kan ses på SVT’s hjemmeside, hvor det er tilgængeligt de næste to måneder, og jeg vil anbefale alle at se det.
Ikke mindst chefredaktørerne på de danske aviser og medier, der så frygteligt bange for at komme til at sige feministlobbyen blot den mindste smule imod.