Ligestillingsnyt

Karen Ellemann: #MeToo-kampagnen viser, at der er et udbredt problem på danske arbejdspladser

Ligestillingsminister Karen Ellemann (V) indkalder til høring om seksuel chikane på danske arbejdspladser på basis af efterårets #MeToo-kampagne. Billede: Ft.dk, fotograf: Steen Brogaard.

Ligestillingsminister Karen Ellemann (V) arrangerer høring om seksuel chikane på danske arbejdspladser som konsekvens af efterårets #MeToo-kampagne.

Ingen ved, hvor mange af de historier, der siden den 15. oktober er blevet postet på sociale medier under hashtagget #MeToo, der er sande. Ingen ved, hvor mange af dem der kan dokumenteres. Og ingen ved, hvor mange af dem der har med seksuel chikane på danske arbejdspladser at gøre.

Men det forhold, at #MeToo-kampagnen handler om meget forskellige oplevelser og for langt størstedelen af »beretningernes« vedkommende består af udokumenterede historier på sociale medier, stopper ikke ligestillingsminister Karen Ellemann (V), der nu skrider til handling.

– Når jeg klart og tydeligt siger, nu bliver vi simpelthen nødt til klart og tydeligt at bryde tabuet og få sat det her på dagsordenen på danske arbejdspladser, så er det jo, fordi at hele hashtag #MeToo, den virtuelle bevægelse, jo i den grad har vist, at det er altså et udbredt problem, siger Karen Ellemann til TV 2.

En opsang til de danske virksomheder

Anonyme, udokumenterede historier, der indgår i en politisk motiveret kampagne på sociale medier kræver ingen yderligere undersøgelse, mener ligestillingsministeren altså. Hun har set nok og kræver, at virksomhederne træder i karakter.

– Og derfor så er min opfordring bare så klar, at vi bliver altså nødt til at være fokuserede på, hvordan er medarbejdere, og jo ansatte i det hele taget, alles trivsel på en arbejdsplads. Og det betyder altså også, at man er nødt til at være klar i forhold til, hvad spillereglerne er. Helt banalt, siger Karen Ellemann til TV 2.

Foruden en opsang til de danske virksomheder planlægger Karen Ellemann at afholde en høring om seksuel chikane på danske arbejdsplads i begyndelsen af det nye år.

En undersøgelse af #MeToo-kampagnens indhold, herunder hvor mange af historierne der er danske, hvor mange af dem der handler om seksuel chikane på arbejdspladser, samt hvor mange af dem der kan dokumenteres, har ligestillingsministeren ingen planer om at gennemføre.

Tobias Petersen

40 år, sociolog, tekstforfatter, freelancejournalist og ligestillingsdebattør. Jeg er helhjertet tilhænger af ligeværd, lige muligheder og lige rettigheder og skriver om alt, der har med ligestillingsdebatten at gøre i bredeste forstand. Når jeg ikke diskuterer ligestilling, skriver jeg tekster for andre.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *