27. juli, 2024

Toppolitikere og entertainere til KVINFO-fest i Vega: Du betaler gildet

Flere prominente navne gæster KVINFO’s 8. marts-fest i Vega i aften. Blandt dem statsminister Mette Frederiksen. Billede: Collage af billeder om arrangementet fra KVINFO på Facebook.

Skattekroner og fagforeningskontingenter medfinansierer KVINFO’s fejring af Kvindernes Internationale Kampdag.

Allerede 25. februar takkede KVINFO sine sponsorer. Og det var der en grund til.

– Sagen er nemlig den, at vi ikke kunne stable vores fejring af Kvindernes Internationale Kampdag på benene uden vores sponsorer, forklarede Danmarks videnscenter for køn og ligestilling på Facebook.

– Vi er utrolig taknemlige for den brede støtte og takker hver og en af vores sponsorer for deres bidrag. TAK! fortsatte KVINFO, inden de satte navn på de organisationer, der sponsorerer KVINFO’s stort anlagte 8. marts-fest, som afholdes på spillestedet Vega i København.

Ingen kvaler, Arne betaler

Billetterne til det udsolgte arrangement er blevet solgt til 200 kroner stykket, men det har altså ikke været nok til at finansiere festen, som i aftenens løb byder på taler af blandt andre statsminister Mette Frederiksen, ligestillingsminister Trine Bramsen, tv-vært Sofie Linde og debattør og foredragsholder Emma Holten.

Heller ikke KVINFO’s årlige bevilling på 7,8 millioner kroner har kunnet dække regningen, som i stedet er blevet samlet op af DI, Deloitte, 3F, HK, Finansforbundet, DM, DJØF, Dansk Sygeplejeråd og Jordemoderforeningen.

Mens alle danskere er med til at finansiere festen over skatten, bidrager medlemmer af en af de sponsorerende fagforeninger således to gange til aftenens feministiske festivitas: først via skatten og siden via fagforeningskontingentet.

Se med fra stuen

Uanset om du har betalt en eller to gange, sørger KVINFO for, at du kan følge med i festen via livestream, hvis du ikke selv er til stede i Vega. Her kan du møde talere, musikere og entertainere fra ind- og udland, som vil blive præsenteret af aftenens vært, standupkomiker Sanne Søndergaard.

Vært for onlinedelen af arrangementet er journalist Janni Pedersen, mangeårig vært på TV NEWS, som ifølge KVINFO vil »guide dig gennem 8. marts-festen, så også du kan få en spændende og festlig aften«.

Vil du have noget for pengene, er det altså bare at tune ind. Festen starten klokken 19.00 og vil kunne streames fra KVINFO’s Facebook-side, indtil den formelle del af festen slutter 22.30.

Læs også

Ny bog udkommet: Aldrig din skyld, altid din skyld - De to fortællinger om køn

Interview