Allan Schmidt diskuterer køn og ligestilling på TikTok. Reaktionerne er ikke kun positive.
I juli besluttede Allan Schmidt sig for at lave en TikTok-kanal om køn og ligestilling.
22. juli uploadede han sin første video. 23. juli skrev en anonym bruger, at vedkommende havde kontaktet hans arbejdsplads for at informere den om, at den har en medarbejder, som forsvarer voldtægtsmænd og er racist.
Reelliigestilling.dk har talt med Allan Schmidt om TikTok-kanalen og reaktionerne på den.
Kanalen har på 10 dage opnået mere end 500 følgere og mere end 6.000 likes. Flere af kanalens videoer er blevet set mere end 10.000 gange.
Hvordan fik du idéen til at lave en TikTok-kanal, hvor du taler om køn og ligestilling?
– Jeg har deltaget i køns- og ligestillingsdebatten siden 2010 på tværs af flere medier og har skrevet mange kommentarer, opslag med mere. TikTok er et nyt medie, hvor rammerne for opslag fordrer mere fokus og mindre bidder. Og gør det nemmere at dele informationen senere.
– Samtidig er det en ny målgruppe, som ikke findes på de medier, jeg normalt færdes på, antager jeg. Lagt sammen med nye spilleregler for et nyt medie, der skulle afprøves, tænkte jeg, det var interessant at give det et skud.
Hvilken målgruppe er det, du kan nå på TikTok, som du ikke på samme måde kan nå på andre sociale medier?
– Det er en yngre målgruppe end på andre sociale medier.
Hvorfor vil du gerne have de unge i tale?
– Første skridt for at kunne ændre ting er en forståelse for, at der er et problem. Og her er vidensdeling vigtig. Det er mit primære mål.
Hvad er det for en viden, du gerne vil have, de unge bliver opmærksomme på?
– At mænd også har problemer. Seriøse problemer. At ligestilling ikke kun er for kvinder, som man nemt får opfattelsen af, når man følger diverse medier og politik.
@allanschmidtdk Mænd får flere domme og længere straffe end kvinder for samme forbrydelse ##mænd ##ligestilling ##sexisme ##retssystem
♬ original sound – AllanSchmidtDK
Likes og mail til arbejdsgiver
Hvordan har TikTok-brugerne reageret på din kanal?
– Generelt er feedbacken meget positiv. Det er noget, en del mænd og kvinder har savnet, fortæller de. Selvfølgelig er der de sædvanlige kritikere, men det er forventet i den debat
– Ser man på tallene, går det også godt. Jeg er stadig ved at finde formen, men min mest populære video har omkring 1.000 likes. Flere andre ligger over 500. Det er vildt meget mere end på eksempelvis Twitter og Facebook.
Hvad er den mest negative reaktion, du har oplevet?
– Under 15 timer efter, jeg havde lagt den første video op, havde jeg en dialog med en anonym bruger. Den sluttede med, at brugeren kaldte mig racist og forsvarer af voldtægtsforbrydere, og at den information var sendt til min arbejdsgiver. Det har jeg aldrig prøvet før.
Har din arbejdsgiver modtaget mailen?
– Jeg er på ferie lige nu, så det ved jeg først, når jeg er tilbage på kontoret.
Hvordan påvirker det dig, at nogen skriver, de vil kontakte din arbejdsgiver og fortælle, at du forsvarer voldtægtsforbrydere og er racist?
– Det har givet en uro i maven. Men også en frustration over, at folk overhovedet tænker en sådan tanke. Og endelig en vrede over et sådan tiltag for at lukke munden på en anden person, udelukkende fordi de ikke kan lide mig eller er uenige med mig.
På Twitter har voldtægtsaktivist og forkvinde for Voldtægtsofres Vilkår, Kirstine Holst, forholdt sig kritisk til dig. Hun skriver: »Jeg synes, det er uhyggeligt, at den slags typer prædiker for børn«. Hvad tænker du om det?
– Jeg tænker, at Holst hellere vil have, at det er hendes eget budskab, der spredes.
Kongen er på TikTok
Du har lavet 48 videoer på 10 dage. Hvor lang tid tager det dig at producere en video?
– Det varierer. Enkelte har taget fem minutter. Andre op til en halv time.
Hvad kræver det af udstyr?
– Jeg bruger min telefon og TikTok-app’en, så det er nemt at komme i gang. Kun i visse tilfælde er der behov for en computer og et redigeringsprogram.
@allanschmidtdk ##duet with @delightzone
♬ simple dimple – Tik Toker
Hvad er planen for kanalen? Eksisterer den stadig om et år?
– Det er det store spørgsmål. Jeg kører med en kortsigtet plan, der handler om at undersøge behov, form, kommunikationsvinkel, platformsmuligheder med mere. Derefter er planen at holde et nogenlunde stabilt output. Det bliver nok den største udfordring.
Vi har mest talt om de negative reaktioner. Så lad os slutte med de positive. Hvad er den mest positive reaktion du har oplevet?
– Nogle skriver, de er glade for, at der er en dansk stemme, som snakker om de emner, de oplever i dagligdagen. Andre skriver, at de er glade for, at jeg bringer fakta ind i debatten. Og så er der selvfølgelig den umiddelbare opbakning i følgere og likes. Det er en meget lavpraktisk feedback.
– Der er også et par stykker, der har skrevet: »Kongen er på TikTok«. Men det skal du ikke tage med. Det er for selvhøjtideligt.