Hvad betyder voldtægtskultur? Og bliver voldtægtskulturbegrebet det nye sort i den danske kønsdebat?
Voldtægtskultur er et ord, du godt kan skrive dig bag øret allerede nu. Ordet stammer fra den amerikanske kønsdebat, hvor “rape culture” i årevis har været anvendt af feminister til at beskrive, hvordan voldtægt af kvinder opfattes forkert. Og alt tyder på, at voldtægtskulturbegrebet er det næste store skud på stammen i den danske kønsdebat.
Voldtægtskultur
Rape culture hænger uløseligt sammen med to andre begreber, “victim blaming” (at pålægge offeret skyld for det skete) og “sexual objectification” (objektivisering, at fremstille kvinden som et objekt for mandens begær og dermed i sidste ende som en “ting”). Ofte inddrages også sprog og humor som elementer i voldtægtskulturen.
Voldtægtskampagne har skabt opmærksomhed
Københavns Kommunes store voldtægtskampagne, som kan findes på busserne og gaderne i hovedstaden i disse dage, har for alvor sat gang i debatten om voldtægt.
Ikke mindst Politiken har reageret. Avisen har bragt hele to artikler i dag – skrevet af den feministiske journalist Milla Mølgaard – samt hele fire interviews med kvinder, der har været udsat for voldtægt. Men også Dansk Kvindesamfund har fundet det passende at komme med en udmelding. På foreningens Facebookside står blandt andet følgende at læse:
Det kaldes VOLDTÆGTSKULTUR.
Voldtægtskultur er et samfund og en kultur, som ser gennem fingrene med sexisme, kønsbaseret vold og seksuel vold.Det er en kultur som er med til afholde voldsramte kvinder og voldtægtsofre fra at anmelde, som skyder skylden på ofrene og som gør, at det er for ’let’ at udøve vold og/eller voldtage uden at det får konsekvenser for gerningspersonerne.
Voldtægtskultur er at:
1. Journalister bruger ordet ’sex’ i stedet for ’voldtægt’ – fx han tvang hende til sex.
2. Når piger og kvinder får at vide, at de klæder sig slutty og selv er ude om det, hvis der er nogen, der krænker dem seksuelt.
3. At kvinder fortælles, at det er et grundvilkår ved pige og kvindelivet, altid at leve med den konstante trussel om seksuelle krænkelser og vold eller med at blive behandlet som objekter eller en andens ejendom.
4. Voldtægtjokes og dem der forsvarer dem
5. Politikere, myndigheder, rollemodeller, meningsdannere og omgivelserne, som fortæller piger og kvinder, hvordan de skal undgå at blive voldtaget, frem for at lære drenge og mænd ikke at voldtage.
6. Twitter/Facebook/Youtube etc manglende vilje til at handle på de meget kvindehadske opslag, tweets og videoer, som promoverer og bakker op om voldtægt, seksuel vold og vold mod piger og kvinder.
7. Antagelsen om at der er mange falske voldtægtsanklager, når der rent faktisk ikke er det. Der er ikke flere falske anmeldelser end inden for andre kriminalitetsområder. Det er max 7 % der er falske.
8. Når en vagtchef fra Nordjyllands politi udtaler offentligt, at med lidt sund fornuft kunne mange voldtægter være undgået.
9. At kun meget få voldtægtsforbrydere reelt dømmes. Ergo er signalværdien, at det er tæt på straffrit og uden konsekvenser at voldtage i Danmark.
10. Virksomheder og markedsføringsbureauer, der bruger seksualisering, seksuel vold og vold mod kvinder i deres markedsføring. Kvinder i reklamer tingsliggøres og seksualiseres. Dvs de tillægges værdi alt efter hvor seksuelt attraktive de er, samt at de egentlig bare betragtes som rekvisitter uden personlighed eller nogen form for menneskelig værdighed. De budskaber bombarderes vi med i så godt som alle medieprodukter, og man ved, at disse budskaber påvirker både kvinder og mænd til at have lavere empati over for kvinder, som jo bare – sat på spidsen – er ’ting’. Ulla Tornemand, Dansk Kvindesamfunds Facebookside.
Voldtægtskultur er det nye sort
Som det fremgår, minder voldtægtskulturbegrebet om andre feministiske begreber derved, at skabelonen er den samme: Manden er den undertrykkende, og kvinden er den undertrykte. Med det som præmis handler begrebet om, hvordan undertrykkelsen sker. Voldtægtskulturen er det, som gør, at nogle mænd begår voldtægt, hvis man skal tro teorien. Hvis mænd – og dermed det mandsdominerede samfund – grundlæggende havde et andet syn på kvinder, ville der ske færre voldtægter. Nedsættende jokes, sexistiske reklamer i bybilledet og tv-serier, som bruger voldtægtslignende sex som underholdning, er alt sammen en del af en kultur, som fremmer antallet af voldtægter.
Efter et halvt års intensivt fokus på sexisme er der god grund til at tro, at den næste tid kommer til at handle om voldtægtskultur. Alt fra drenges leg til politikeres udtalelser vil blive anklaget for at være en del af voldtægtskulturen, og selv den mindste kommentar på Facebook vil blive opfattet som en indikation på, at afsenderen støtter dette ondskabens imperium. Med andre ord: Sexismebegrebet vil træde i baggrunden for en stund og overlade scenen til voldtægtskulturbegrebet.
Fokus skal flyttes fra offer til gerningsmand
Den måske vigtigste pointe i teorien om voldtægtskultur er, at samfundet skal flytte fokus fra offeret til gerningsmanden. Forældre, pædagoger og lærere skal ikke lære pigerne, hvordan de undgår at blive voldtaget, men lære drengene, at de skal lade være med at voldtage. Politiet skal ikke spørge voldtægtsofferet, hvad hun havde på, men gerningsmanden om, hvorfor han gjorde det. Hele ideen om voldtægt skal ændres fra at være noget, piger og kvinder skal gøre en aktiv indsats for at undgå, til at være at være noget, samfundet skal gøre en aktiv indsats for at bekæmpe.
Kritik af voldtægtskulturbegrebet
Voldtægtskulturbegrebet kan kritiseres på flere måder. For det første risikerer begrebet at blive en slags undskyldning for voldtægt; for hvis det virkelig er voldtægtskulturens skyld, så er det jo ikke gerningsmandens. Men ude i den virkelige verden er der en mand, der begår en konkret og forkert handling, når han voldtager. Det er ikke voldtægtskulturen, der flår trusserne af kvinden, det er gerningsmanden.
For det andet kan man sætte spørgsmålstegn ved, om der faktisk er tale om en voldtægtskultur. I teoriens forståelse kan en lang række dagligdagsfænomener tolkes som dele af voldtægtskulturen, men er det meningsfuldt at gøre det, hvis hverken afsender eller modtager i den virkelige verden opfatter sig som dele af en voldtægtskultur?
For det tredje må man sætte spørgsmålstegn ved, om det faktisk forholder sig sådan, at vi i Danmark i udstrakt grad deler en kultur om, at det er okay at voldtage kvinder? Formentlig ville de fleste, både mænd og kvinder, svare nej, hvis de blev spurgt. Dermed kan teorien kritiseres for ikke at stemme overens med den virkelighed, den forsøger at beskrive.
Mere diskussion forude
Intet tyder på, at voldtægtskulturbegrebet har ‘toppet’ endnu i den danske debat. Der er mere diskussion forude, og det bliver spændende at se, hvor det fører hen. Er man pessimist, kan man frygte, at det ender i den sædvanlige skyttegravskrig mellem dogmatiske feminister på den ene side og alle fornuftige mennesker på den anden. Er man optimist, kan man håbe, at debatten ender med at rykke noget. Ikke mindst kan man håbe, at diskussionen på en eller anden måde har en positiv effekt på antallet af voldtægter. Jeg tillader mig at tvivle, men jeg håber det. For én ting har voldtægtskulturteorien ubetinget ret i, og det er, at enhver voldtægt er en voldtægt for meget.
Links:
http://politiken.dk/indland/ECE2626177/de-faerreste-voldtaegter-bliver-anmeldt/