Analyse

Voldtægtskultur

Hvad betyder voldtægtskultur? Og bliver voldtægtskulturbegrebet det nye sort i den danske kønsdebat?

Voldtægtskultur er et ord, du godt kan skrive dig bag øret allerede nu. Ordet stammer fra den amerikanske kønsdebat, hvor “rape culture” i årevis har været anvendt af feminister til at beskrive, hvordan voldtægt af kvinder opfattes forkert. Og alt tyder på, at voldtægtskulturbegrebet er det næste store skud på stammen i den danske kønsdebat.

Voldtægtskultur

Rape culture hænger uløseligt sammen med to andre begreber, “victim blaming” (at pålægge offeret skyld for det skete) og “sexual objectification” (objektivisering, at fremstille kvinden som et objekt for mandens begær og dermed i sidste ende som en “ting”). Ofte inddrages også sprog og humor som elementer i voldtægtskulturen.

rape1-e1371233268547

Voldtægtskampagne har skabt opmærksomhed

Københavns Kommunes store voldtægtskampagne, som kan findes på busserne og gaderne i hovedstaden i disse dage, har for alvor sat gang i debatten om voldtægt.

Ikke mindst Politiken har reageret. Avisen har bragt hele to artikler i dag – skrevet af den feministiske journalist Milla Mølgaard – samt hele fire interviews med kvinder, der har været udsat for voldtægt. Men også Dansk Kvindesamfund har fundet det passende at komme med en udmelding. På foreningens Facebookside står blandt andet følgende at læse:

Det kaldes VOLDTÆGTSKULTUR.
Voldtægtskultur er et samfund og en kultur, som ser gennem fingrene med sexisme, kønsbaseret vold og seksuel vold.

Det er en kultur som er med til afholde voldsramte kvinder og voldtægtsofre fra at anmelde, som skyder skylden på ofrene og som gør, at det er for ’let’ at udøve vold og/eller voldtage uden at det får konsekvenser for gerningspersonerne.

Voldtægtskultur er at:
1. Journalister bruger ordet ’sex’ i stedet for ’voldtægt’ – fx han tvang hende til sex.
2. Når piger og kvinder får at vide, at de klæder sig slutty og selv er ude om det, hvis der er nogen, der krænker dem seksuelt.
3. At kvinder fortælles, at det er et grundvilkår ved pige og kvindelivet, altid at leve med den konstante trussel om seksuelle krænkelser og vold eller med at blive behandlet som objekter eller en andens ejendom.
4. Voldtægtjokes og dem der forsvarer dem
5. Politikere, myndigheder, rollemodeller, meningsdannere og omgivelserne, som fortæller piger og kvinder, hvordan de skal undgå at blive voldtaget, frem for at lære drenge og mænd ikke at voldtage.
6. Twitter/Facebook/Youtube etc manglende vilje til at handle på de meget kvindehadske opslag, tweets og videoer, som promoverer og bakker op om voldtægt, seksuel vold og vold mod piger og kvinder.
7. Antagelsen om at der er mange falske voldtægtsanklager, når der rent faktisk ikke er det. Der er ikke flere falske anmeldelser end inden for andre kriminalitetsområder. Det er max 7 % der er falske.
8. Når en vagtchef fra Nordjyllands politi udtaler offentligt, at med lidt sund fornuft kunne mange voldtægter være undgået.
9. At kun meget få voldtægtsforbrydere reelt dømmes. Ergo er signalværdien, at det er tæt på straffrit og uden konsekvenser at voldtage i Danmark.
10. Virksomheder og markedsføringsbureauer, der bruger seksualisering, seksuel vold og vold mod kvinder i deres markedsføring. Kvinder i reklamer tingsliggøres og seksualiseres. Dvs de tillægges værdi alt efter hvor seksuelt attraktive de er, samt at de egentlig bare betragtes som rekvisitter uden personlighed eller nogen form for menneskelig værdighed. De budskaber bombarderes vi med i så godt som alle medieprodukter, og man ved, at disse budskaber påvirker både kvinder og mænd til at have lavere empati over for kvinder, som jo bare – sat på spidsen – er ’ting’. Ulla Tornemand, Dansk Kvindesamfunds Facebookside.

Voldtægtskultur er det nye sort

Som det fremgår, minder voldtægtskulturbegrebet om andre feministiske begreber derved, at skabelonen er den samme: Manden er den undertrykkende, og kvinden er den undertrykte. Med det som præmis handler begrebet om, hvordan undertrykkelsen sker. Voldtægtskulturen er det, som gør, at nogle mænd begår voldtægt, hvis man skal tro teorien. Hvis mænd – og dermed det mandsdominerede samfund – grundlæggende havde et andet syn på kvinder, ville der ske færre voldtægter. Nedsættende jokes, sexistiske reklamer i bybilledet og tv-serier, som bruger voldtægtslignende sex som underholdning, er alt sammen en del af en kultur, som fremmer antallet af voldtægter.

rape_culture_bystander_lisak

Efter et halvt års intensivt fokus på sexisme er der god grund til at tro, at den næste tid kommer til at handle om voldtægtskultur. Alt fra drenges leg til politikeres udtalelser vil blive anklaget for at være en del af voldtægtskulturen, og selv den mindste kommentar på Facebook vil blive opfattet som en indikation på, at afsenderen støtter dette ondskabens imperium. Med andre ord: Sexismebegrebet vil træde i baggrunden for en stund og overlade scenen til voldtægtskulturbegrebet.

Fokus skal flyttes fra offer til gerningsmand

Den måske vigtigste pointe i teorien om voldtægtskultur er, at samfundet skal flytte fokus fra offeret til gerningsmanden. Forældre, pædagoger og lærere skal ikke lære pigerne, hvordan de undgår at blive voldtaget, men lære drengene, at de skal lade være med at voldtage. Politiet skal ikke spørge voldtægtsofferet, hvad hun havde på, men gerningsmanden om, hvorfor han gjorde det. Hele ideen om voldtægt skal ændres fra at være noget, piger og kvinder skal gøre en aktiv indsats for at undgå, til at være at være noget, samfundet skal gøre en aktiv indsats for at bekæmpe.

rape-culture-300x199

Kritik af voldtægtskulturbegrebet

Voldtægtskulturbegrebet kan kritiseres på flere måder. For det første risikerer begrebet at blive en slags undskyldning for voldtægt; for hvis det virkelig er voldtægtskulturens skyld, så er det jo ikke gerningsmandens. Men ude i den virkelige verden er der en mand, der begår en konkret og forkert handling, når han voldtager. Det er ikke voldtægtskulturen, der flår trusserne af kvinden, det er gerningsmanden.

For det andet kan man sætte spørgsmålstegn ved, om der faktisk er tale om en voldtægtskultur. I teoriens forståelse kan en lang række dagligdagsfænomener tolkes som dele af voldtægtskulturen, men er det meningsfuldt at gøre det, hvis hverken afsender eller modtager i den virkelige verden opfatter sig som dele af en voldtægtskultur?

For det tredje må man sætte spørgsmålstegn ved, om det faktisk forholder sig sådan, at vi i Danmark i udstrakt grad deler en kultur om, at det er okay at voldtage kvinder? Formentlig ville de fleste, både mænd og kvinder, svare nej, hvis de blev spurgt. Dermed kan teorien kritiseres for ikke at stemme overens med den virkelighed, den forsøger at beskrive.

Mere diskussion forude

Intet tyder på, at voldtægtskulturbegrebet har ‘toppet’ endnu i den danske debat. Der er mere diskussion forude, og det bliver spændende at se, hvor det fører hen. Er man pessimist, kan man frygte, at det ender i den sædvanlige skyttegravskrig mellem dogmatiske feminister på den ene side og alle fornuftige mennesker på den anden. Er man optimist, kan man håbe, at debatten ender med at rykke noget. Ikke mindst kan man håbe, at diskussionen på en eller anden måde har en positiv effekt på antallet af voldtægter. Jeg tillader mig at tvivle, men jeg håber det. For én ting har voldtægtskulturteorien ubetinget ret i, og det er, at enhver voldtægt er en voldtægt for meget.

Links:

http://politiken.dk/indland/ECE2623398/politiet-til-voldtaegtsofre-vi-spoerger-ikke-fordi-vi-tvivler-paa-jer/

http://politiken.dk/indland/ECE2626177/de-faerreste-voldtaegter-bliver-anmeldt/

http://politiken.dk/indland/ECE2626181/fire-kvinder-fortaeller-derfor-anmeldte-jeg-ikke-min-voldtaegt/

Dansk Kvindesamfunds post på Facebook

Tobias Petersen

40 år, sociolog, tekstforfatter, freelancejournalist og ligestillingsdebattør. Jeg er helhjertet tilhænger af ligeværd, lige muligheder og lige rettigheder og skriver om alt, der har med ligestillingsdebatten at gøre i bredeste forstand. Når jeg ikke diskuterer ligestilling, skriver jeg tekster for andre.

5 thoughts on “Voldtægtskultur

  • Morten Rømer Jespersen

    Jeg håber på at Danmark kan slippe for “Voldtægtskultur”-kulturen. I USA har den fået drøje hug med Duke Lacrosse og UVA historien i Rolling Stone.

    I Danmark havde vi Fredericia Banegård i 2012.

    Hvis “Voldtægtskultur” finder plads i den danske debat vil der nok komme en stigning i anmeldte voldtægter. Det vil man så fejre som et fremskridt. Desværre vil det nok samtidig medføre en stigning i antallet af falske (eller svage) anmeldelser.

    Svar
  • ÅH NEJ, skal vi nu til at diskutere det.
    I USA har feministerne igennem nogle år systematisk forsøgt at få emnet `voldtægtskultur´ højt op på dagsordenen. Det handler om, at der skulle være en særlig høj risiko for at blive voldtaget for unge kvinder på universiteterne. Det står nu efterhånden klart, at der er IKKE en sådan voldtægtskultur. Hvis feministernes tal for voldtægter var korrekte, ville der være større risiko for at blive voldtaget ved at studere på et amerikansk universitet end ved at opholde sig i det østlige Congo under borgerkrigen. Deres tal er pustet kunstigt op. En uvildig undersøgelse viser, at risikoen for voldtægt er MINDRE for unge kvinder på universiteterne end for kvinder i samme alder uden for universiteterne. Voldtægtskulturen eksisterer IKKE.
    Artiklen i magasinet Rolling Stone sidste efterår om en pige på UNiversity of Virginia der var udsat for gruppevoldtægt, har vist sig at være opspind fra ende til andet. Denne artikel er nu officielt trukket tilbage, og universiteten har rejst erstatningskrav over for Rolling Stone.
    Det store problem i disse år er, at feminister er ansat som sexchikane-rådgivere ved alle universiteter, og disse rådgivere driver sager igennem, hvor uskyldige mænd anklages for voldtægt og bortvises fra universiteterne. De anklagede mænd får ikke lov at vidne eller føre vidner, alt baseres udelukkende på hvad pigen fortæller, samt hvad rådgiveren på egen hånd finder på at tilføje. Hundredvis af mænd er blevet bortvist uden reeel grund, og indtil nu har universiteterne måttet bløde med 36 mio. $ i erstatning, hvortil kommer et stort antal sager som stadig er undervejs i retssystemet.
    Det helt store problem med seksuelle overgreb på universiteterne er kvindernes overgreb på mænd, hvor de anklager dem uden grund og får smadret deres ungdom og uddannelse.
    Diskursen om voldtægtskultur er så grundigt belastet nu, at man ikke længere kan tage den alvorligt. Og i DEN situation vil danske feminister nu eksportere det hele til Danmark ?
    Det er bare for meget.
    Vi må have aflivet den diskurs inden den fænger for alvor.

    Svar
  • John Bon J

    Voldtægtskultur er at hvis du voldtager en person, slipper du pt. med meget stor sandsynlighed afsted med det uden nogle konsekvenser. Retssystemet har ikke fundet en ideel måde at tackle problemet på endnu, så indtil videre er det bedste middel oplysning, mere omtanke, og at få italesat problemet. Det kan godt kamme over, bevares, men hellere for meget omtanke og overvejelse end for lidt.

    Desuden vil det aldrig nå samme hysteriske proportioner herhjemme, da college-kulturen og levemåden slet ikke eksisterer.

    Svar
  • Til John Bon J:
    “Retssystemet har ikke fundet en ideel måde at tackle problemet på endnu.” Nej, det har de ikke, fordi man i et ordentligt retssystem ikke kan dømme en mand som måske er uskyldig. Der er de senere år kommet stadig flere eksempler frem på falske voldtægtsanmeldelser, som altså er et reelt problem. Vejen frem kunne være at igangsætte en oplysningskampagne over for kvinder om at hvis de indgiver falsk voldtægtsanmeldelse, så skader de ikke blot den uskyldige mand – de skader også kvindernes sag. For hver ny falsk anmeldelse falder villigheden til at tro på hvad kvinderne fortæller. Det vil sige at de lyvende medsøstre underminerer muligheden for faktisk at få dømt rigtige voldtægtsmænd.
    Jeg kan slet ikke forestille mig, at det vil virke med en kampagne over for mænd med temaet: “Husk nu, du må ikke voldtage, og ikke gå i seng med en pige der er bevidstløs af druk.” Man kan lige så godt sige: “Husk nu, du må ikke stjæle.” Jeg kan ikke se, det kan have nogen virkning. De der er hårdkogte nok, vil være fuldstændig ligeglade. De mænd der er bløde og følsomme, vil derimod blive endnu mere skræmte fra at gøre tilnærmelser til kvinder, end de allerede er. Det vil således virke på de forkerte mænd.
    Kampagnens ide om at en kvinde godt må være meget udfordrende klædt, og at det skal ikke føre nogen til at tro, at hun er ude efter sex, er også forfejlet. For det første: Hun er faktisk ude efter sex (bare ikke med dig). For det andet: Det bidrager først og fremmest til signalforvirring. De usikre, følsomme mænd får endnu sværere ved at tolke kvinders signaler, når selv signaler så kraftige, at de svarer til at råbe meget højt, ikke kan tillægges nogen betydning.
    Man ville nå længere med andre former for kampagner, hvor man ikke dæmoniserede mænd, men derimod valgte at se tingene fra mændenes synspunkt og gå ind på, hvad der er mændenes problem. Mændenes problem er ofte – især for de usikre mænds vedkommende – at de ikke forstår at navigere i et socialt rum fuldt af tvetydige og forvirrende sociale signaler. Der er efter min mening et kæmpe behov for undervisning af den meget usikre del af de unge mænd – nørderne der opgiver at forstå kvinder. I en sådan undervisning kan bl.a. indgå hvordan man forholder sig til fuldskab og alkoholkultur.
    Forholdene i Danmark er heldigvis slet ikke så grelle som på de amerikanske universiteter. Men hvis man importerer amerikansk feministisk tankegang, så kan det udvikle sig i den retning. Der er ansat hærskarer af feminister ved de amerikanske universiteter, hvis berettigelse afhænger af, at de kan dokumentere at voldtægt og sexchikane er udbredt. Vi kan også her i Danmark få et miljø, hvor det ligger i luften, at man hellere end gerne ser mange flere voldtægtsanmeldelser. Det kan få flere kvinder til at indgive falske eller tvivlsomme anmeldelser, og så er vi kommet fra asken og i ilden.
    Kampagnen lugter en smule af had til mænd og dæmonisering af mænd. I stedet burde man snakke mere med mænd der har indsigt i emnet, og bygge en kampagne på mænds faktiske tankegang og faktiske problemer med at finde en god måde at omgås det modsatte køn på.

    Svar
    • Tobias Petersen

      Jeg er meget enig Kåre, og som jeg før har peget på, er det ærgerligt, at Everyday Sexism Project ikke anlægger denne vinkel (https://reelligestilling.dk/sandheden-om-everyday-sexism-project/).

      Everyday Sexism Project har, efter min mening, et potentiale til at skabe større forståelse på tværs af kønnene, men det kræver, at man også lader drenge og mænd komme til orde, så de kan fortælle deres historier.

      Det vil man ikke, og det er ærgerligt. Det, der er brug for, er større kommunikation mellem kønnene, ikke større afstand.

      Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *