Man behøver ikke være feminist for at kunne se, at feminisme også har sine gode sider. Her er mit bud på de 10 gode ting ved feminisme.
Nej, jeg er ikke blevet feminist, og jeg bliver det heller ikke. Jeg er politisk og ideologisk uenig i flere af de grundlæggende feministiske udgangspunkter og værktøjer. Jeg mener, at ligestilling bedst opnås ad ikke-feministiske veje. Jeg er fortaler for ikke-ideologiske løsninger baseret på objektivitet og rationalitet.
Men jeg vil gerne sige noget godt om feminisme. For der er gode ting at sige. Desuden er det også sådan, at hvis vi, der er uenige med feministerne, skal forvente, at de lytter til os, bør vi også lytte til dem.
Jeg er klar over, at når jeg overhovedet siger noget som helst om feminisme, så kan det udlægges som mansplaining, fordi jeg er en mand, der i min privilegieblindhed ikke kan se, at den neutrale position, jeg oplever verden fra, kun opleves som neutral, fordi verden er indrettet efter mine behov, og at jeg er blind over for, hvordan ikke-privilegerede oplever verden. Risikoen for den udlægning må jeg leve med.
Jeg er også godt klar over, at der er en del feminister, der er af den opfattelse, at jeg ikke har forstået det mindste af, hvad feminisme er, og at det er spild af tid at læse, hvad jeg skriver. Til jer kan jeg kun sige: Så lad være. Livet er kort, og hvis der er bedre ting at bruge tiden på, så gør det.
Endelig må jeg bringe en trigger warning. Ved hver af de 10 gode ting tilføjer jeg et perspektiv. Nogle af perspektiverne er kritiske. Hvis det er mere, end du kan klare, bør du ikke læse videre.
Med det på plads videre til de 10 gode ting ved feminisme.
10 gode ting ved feminisme
Privilegieblindhed
Begrundelse: Det er sundt at tænke over, at vi alle oplever verden fra forskellige udgangspunkter, og at noget af det, vi lægger mindst mærke til, er de ting, vi tager for givet. Alt det, der bare er det normale. Og at det, der er normalt og bagatelagtigt for mig, måske er ubehageligt og vigtigt for andre. Derfor kan jeg godt lide begrebet privilegieblindhed.
Perspektiv: Jeg tror med fordel man kan tænke over andre former for blindhed end den, der knytter sig an til privilegier. Fx har jeg flere gange skrevet, at jeg mener, at Henrik Marstal lider af ideologiblindhed. Altså er blind for sin egen ideologis begrænsede udsyn. At han, fordi han ser på verden gennem ideologiske briller, overser, hvordan verden ser ud fra andre ståsteder.
Kampen for ligestilling
Begrundelse: De fleste feminister går ind for ligestilling, og det vil jeg gerne støtte dem i. At mænd og kvinder skal have de samme muligheder og rettigheder er for mig en selvfølge – og noget, vi løbende skal sikre bliver opnået og opretholdt. Samtidig har tidligere tiders feminister en del af æren for, at vi i dag lever i et ligestillet samfund, og det er der god grund til at takke dem for.
Perspektiv: Nogle feminister går ind for særrettigheder til kvinder på nogle områder. Her hopper kæden af for mig. Det samme gør den, når resultatet af folks frie valg lægges til grund for at vurdere graden af ligestilling. At flere kvinder end mænd har lyst til at uddanne sig til og arbejde som fx sygeplejersker er ikke et ligestillingsproblem. Det er ikke en samfundsopgave at sikre, at mænd og kvinder træffer de samme valg. Opgaven er at sikre, at mænd og kvinder har de samme muligheder for at vælge.
Engagement
Begrundelse: Mange feminister lægger et enormt arbejde i at kæmpe for det, de tror på. Det har jeg stor respekt for. Selv om der også findes vellønnede stillinger på det, man kan kalde ‘det feministiske arbejdsmarked’, knokler de fleste feminister for deres sag, fordi den betyder noget for dem, ikke fordi de får løn for at gøre det. Flere af de mest engagerede feminister i Danmark er ildsjæle, der ikke tjener en krone på de mange timer, de bruger på at kæmpe den feministiske sag.
Perspektiv: Der er brug for, at ikke-feminister tager sig sammen og lægger et tilsvarende arbejde i kampen for en alternativ ligestillingspolitik. Man får intet ud af at læne sig tilbage og brokke sig over, at andre kæmper for det, de tror på. Hvis man ikke selv gør en indsats, må man acceptere, at verden formentlig ikke bliver, som man foretrækker.
Sammenhold
Begrundelse: Hvis man følger de feministiske grupperinger i Danmark i en periode, bliver man klar over, at de er kendetegnet ved et stærkt sammenhold. De mødes ofte, udveksler erfaringer og støtter hinanden i deres forskellige projekter. Ofte med tråde til ‘moderorganisationen’ Dansk Kvindesamfund. Sammenholdet er en af bevægelsens helt store styrker.
Perspektiv: Det stærke sammenhold har en bagside, som folk med kendskab til Dansk Kvindesamfund, Stop Sexisme, Everyday Sexism Project og andre feministiske grupper og projekter udmærket er klar over, men af frygt for omverdenens reaktioner kun taler om i lukkede fora. Bagsiden er den disciplin, som kræves af medlemmerne af grupperne, og som håndhæves hårdt. Ikke så få feminister er blevet smidt ud af grupperne, fordi de ikke forstod at gå i takt. Det stærke sammenhold gælder kun for dem, der forstår at indordne sig under de ideologiske retningslinjer.
Fix the system, not the women
Begrundelse: Ideen om, at ligestilling ikke skal opnås ved at lave kvinder om, så de passer til systemer, men ved at lave systemer om, så de giver plads til kvinder, er god. Hvis systemer rummer strukturelle skævheder, er det systemerne, der skal ændres, ikke de mennesker, der ikke passer til systemerne.
Perspektiv: Ideen og begrebet kan med fordel udvides til at gælde andre end kvinder og fx blive til »fix the system, not the people«. På verdensplan er kvinder fortsat klart det undertrykte køn, men i nogle lande, herunder i Danmark, klarer kvinder sig bedre end mænd på en række områder, i Danmark fx i forhold til uddannelse og sundhed. Begrebets kvalitet er ikke dets tilknytning til kvinder, men dets kritik af at sætte systemet før mennesket.
Det feministiske vokabularium
Begrundelse: Gennem årene har den feministiske bevægelse udviklet mange ord og begreber, som har vist sig effektive til at sætte dagsordenen i den politiske debat. Det seneste eksempel er »sexisme« og dets afledte former. Det er desuden en styrke for den internationale feministiske bevægelse, at man kan tale sammen på tværs af grænser på baggrund af dette fælles ‘sprog’.
Perspektiv: Som ikke-feminist kan man kun være misundelig på feministers evne til at udvikle dagsordensættende ord og begreber. For det er absolut ikke ligegyldigt, hvilke begreber en debat præges af. Debatterer man på modpartens ‘sprog’, debatterer man også på modpartens præmisser.
Kommunikation
Begrundelse: Når man tænker på, hvor få aktive feminister, der faktisk er i Danmark (jeg vurderer, der er et par hundrede), er det ganske enkelt imponerende, hvor bredt de er i stand til at få deres budskaber ud, både på sociale og i traditionelle medier. Der går stort set ikke en dag, hvor der ikke er mindst et debatindlæg, en artikel, en kronik, et indslag i tv eller en femte form for feministisk tilstedeværelse i medierne. Samtidig er der ikke langt imellem succesfulde kampagner på fx Twitter, der ofte er dagsordensættende. Endelig er de danske feminister gode til at finde på ord og slogans, der fungerer i kampagneøjemed, og til at lade sig inspirere af udenlandske kampagner.
Perspektiv: De danske feministers evner til at kommunikere deres budskaber forstærkes af tilstedeværelsen af feministiske journalister på diverse redaktioner. Det giver let adgang til ‘taletid’, og det reducerer antallet af kritiske spørgsmål. Det er fantastisk for den feministiske bevægelse at have allierede på redaktionerne. Men for den frie debat er det et problem. Ikke-feminister har undertiden meget svært ved at trænge igennem med deres budskaber, og det skaber en uoplyst og skæv ligestillingsdebat.
Idealisme
Begrundelse: Selv om det har sine klare ulemper og begrænsninger, er det positivt, at der findes mennesker og grupper, der drives af ren idealisme. Uanset hvor uenig man kan være med Ulla Tornemand og andre af de feministiske repræsentanter, er man aldrig i tvivl om, at de mener, hvad de siger. Troen på, at der findes en bedre samfundsindretning, at man har værktøjerne, og at det er muligt at komme derhen, er stærk og uforfalsket hos de toneangivende danske feminister, og man kan altid mærke, at drømmen om at virkeliggøre idealerne er den drivende kraft bag deres arbejde.
Perspektiv: Den store og åbenlyse bagside ved feministernes idealisme er, at den knytter sig til et idesystem, som er så fastlåst, at mange feminister reelt ikke er i stand til at diskutere løsrevet fra det. Særlig problematisk er de dele af det feministiske idekompleks, som udgør variationer over det marxistisk begreb om fremmedgørelse. Her opstår situationer, hvor teorien ikke kan modsiges af virkeligheden (empirien), fx at hvis en kvinde ikke føler sig undertrykt, så skyldes det ikke, at hun ikke er det, men blot at hun ikke har erkendt, at hun er det. Dermed bliver teorien værdiløs. En teori, ikke kan modsiges af empiri, er ubrugelig.
Nye perspektiver
Begrundelse: Dykker man bare lidt ned i den interne feministiske diskussion, opdager man et sandt virvar af ideer, tematikker og begreber, som er meget forskellige. Hvis man ikke er feminist, vil mange af dem forekomme at være det, man på godt dansk kalder langt ude. Men samlet set er denne kogende gryde af nye tanker inspirerende, og man kan også som ikke-feminist fra tid til anden falde over nye perspektiver på verden. På den måde bidrager den feministiske tænkning til også at gøre ikke-feminister klogere.
Perspektiv: I det feministiske ideocean findes både smukke og mindre smukke tanker. Her må man bruge sin sunde fornuft og sortere de værste fra. Det er ikke svært at finde formørkede og direkte vanvittige forslag, fx den britiske feminist og blogger for The Guardian Julie Bindels ide om at indespærre mænd i lejre. Men går man til idekomplekset med et åbent sind, vil man opdage, at det trods alt er de færreste feminister, der tænker som Julie Bindel, og at der er mange positive ideer at finde, som man også som ikke-feminist kan støtte.
Samfundskritik
Begrundelse: I en tid, hvor der er så som så med de store ideer hos de politiske partier, er det positivt, at andre aktører er kritiske over for samfundsudviklingen og peger på de problemer, der eksisterer og løbende opstår. Jeg mener ikke, at de ting, feministerne udpeger som problemer, altid er det, men nogle gange rammer de noget, der er vigtigt, og det gør de kun, fordi de overhovedet forholder sig kritisk til samfundsudviklingen til at starte med. En af de bedste feministiske identifikationer af samfundsproblemer de sidste par år tilskriver jeg Emma Holten, der meget tydeligt har gjort opmærksom på, hvor problematisk og utidssvarende vores lovgivning er i forhold til digital udveksling af billeder og videoer. Det er en vigtig diskussion, både i forhold til materiale af seksuel karakter, men også i forhold til andre former for indhold, fx filer med personfølsomme oplysninger.
Perspektiv: Jeg bifalder det samfundskritiske element i feminismen. Man behøver ikke være enig i løsningsforslagene for at anerkende, at noget er et relevant problem. Derfor bør man, som jeg ser det, værdsætte, at andre sætter fingeren på problemer, også selv om man formentlig ikke er enig med dem i, hvordan problemerne skal håndteres. Sagt anderledes: Det er vigtigere, at et problem bliver opdaget, end hvem der opdager det.