Boganmeldelse: Antifeminisme – Kvindehad i lighedens tidsalder af Mikkel Thorup.
Opdateret 3/11-2020, 12:20.
Nogle bøger er lette at anmelde. Enten fordi de fremragende, eller fordi de er elendige. Andre bøger, de fleste, ligger et sted i midten. Noget trækker op, andet trækker ned, og bedømmelsen kommer i høj grad til at afhænge af, hvordan man vægter de gode og dårlige sider.
Antifeminisme – Kvindehad i lighedens tidsalder er en af den slags bøger. På 206 sider forsøger Mikkel Thorup, professor i idéhistorie ved Aarhus Universitet, at indfange, beskrive og analysere nutidens antifeminisme. Det lykkes ikke, men bogen har bestemt sine momenter.
Thorup skriver godt, indholdet er velstruktureret, og bogen har en behagelig størrelse, som gør den let at sidde med, uanset hvor man befinder sig. Skal man kritisere noget som helst ved de redaktionelle valg, er det beslutningen om at placere Thorups ganske mange noter efter hvert kapitel i stedet for nederst på siderne. Det stiller et nærmest urimeligt krav om tålmodighed og stædighed til læseren.
Thorups analyse har en række alvorlige svagheder, som står i vejen for, at Thorup når i mål. Her er tale om grundlæggende problemer, som vanskeliggør eller svækker analysen på afgørende måder. Det giver mening at se nærmere på dem, inden blikket rettes mod bogens lyspunkter.
For det første er det et problem, at Thorup kun meget overfladisk forholder sig til den feminisme, han skatter så højt. Ifølge Thorup er den feministiske samfundsanalyse korrekt og de feministiske ønsker om forandring legitime og prisværdige, men Thorup sandsynliggør intet sted, hvorfor det skulle forholde sig sådan. Det svækker Thorups kritik af feminismens kritikere, som ville have stået langt stærkere, hvis Thorup havde reflekteret over sit eget grundlag. Thorups bærende præmis er, at feminismen har ret. Det er al sin enkelthed derfor, antifeminismen tager fejl. En så afgørende påstand bør ikke efterlades som antagelse, men diskuteres og underbygges.
For det andet er det frustrerende og ærgerligt, at Thorup stort set afholder sig fra at beskæftige sig med empiri. Thorup redegør for dette valg i bogens indledning, hvor han forklarer, hvad bogen er og ikke er. Ifølge Thorup er Antifeminisme – Kvindehad i lighedens tidsalder »ikke en sociologisk undersøgelse af vrede mænd eller en journalistisk afsløring af, hvad nogle mænd hvisker og råber. Det er en samtidsidéhistorie, dvs. en undersøgelse af idéer, begreber, metaforer og argumenter i vores tid« (p. 9). Thorup lover således ikke mere, end han holder, men det ændrer ikke ved, at man mange steder i bogen savner at se idéerne forankret i virkeligheden. Igen og igen beskæftiger Thorup sig med spørgsmål af empirisk karakter uden at beskæftige sig empirisk med dem. Vi bliver i idéernes verden, også når det ville give mening at forlade den og aflægge virkelighedens et besøg.
For det tredje svækker det analysen, at Thorup ikke levner plads til legitim kritik af feminisme. Thorup skriver ganske vist i bogens indledning, at »Der er en flydende grænse mellem feminismekritik og antifeminisme, lige som det tit kan være svært at se, om en eller anden vred mand på nettet hader denne specifikke kvinde eller kvinder som sådan. Det er klart, at det er muligt og legitimt at kritisere kvinder og feminisme uden at blive beskyldt for at være kvindefjendsk eller antifeministisk« (p. 28). Men Thorup vender aldrig tilbage til denne pointe. Resten af bogen er én lang fortælling om, hvor langt ude man er, hvis man ikke er feminist. Derfor forbliver det et mysterium, hvad den legitime feminismekritik ifølge Thorup består i. Af en note på bogens side 16 fremgår det, at den hjemmeside, du befinder dig på nu, Reelligestilling.dk, er en antifeministisk side, så min kritik af feminisme drejer det sig i hvert fald ikke om. Hvilken feminismekritik, der ifølge professoren faktisk er legitim, står hen i det uvisse.
For det fjerde nærmer Thorups argumentation sig flere steder stråmandsniveauet. Det gælder ikke mindst, når han i sine eksempler fremhæver terrorister og kvindemordere som væsentlige eksponenter for antifeminisme. Forstå mig ret. Flere af dem er absolut antifeminister, men Thorups begreb om antifeminisme bliver snævert og analysen tynd, hvis antifeminisme først og fremmest beskriver tankerne hos personer som Anders Breivik og Elliot Rodgers. Og, undskyld mig, hvis det virkelig er Thorups opfattelse, at disse personer er kendetegnende for den antifeminisme, han skriver om, vil jeg gerne have en forklaring på, hvorfor jeg og min side skal rubriceres under samme betegnelse. Det er en grovhed uden lige. Vil Thorup inkludere positioner som min i sin analyse, hvilket han tilsyneladende vil, må han udvide sit begreb om antifeminisme betydeligt mere, end han gør. Ellers ender han med at holde mig og andre ansvarlige for holdninger, vi ikke har, og handlinger, vi ikke støtter. At afvise min kritik af feminisme med, at en terrorist har tænkt antifeministiske tanker, er som at sige, at Jens er nazist, fordi Hitler spiste ost, og Jens også gør det.
Antifeminisme – Kvindehad i lighedens tidsalder består af tre dele, og de to første er klart bedre end den tredje, hvor Thorup bruger sine kræfter på at slås med den canadiske psykologiprofessor Jordan B. Peterson. Thorups vrede over Petersons succes er åbenlys og påvirker på katastrofal vis Thorups analyse af Petersons tænkning. Hvis man tror, professorer er en slags overmennesker, der ikke forfalder til nid og misundelse, tager man fejl, og har man brug for at se det udpenslet, kan man med fordel læse Thorups hvidglødende raseri over, at nogen som helst tager Peterson alvorligt.
Den travle læser kan dog roligt springe bogens tredje del over. Thorups gengivelse af Petersons tanker er mere end tendentiøs og strider flere steder mod ikke bare bedre vidende, men med al sandsynlighed også Thorups egen viden. For eksempel ved Thorup formentlig godt, at Peterson ikke forsvarer kvindemordere eller mener, at staten bør stille kvinder til rådighed for mænd. At forstå Petersons bøger og udtalelser sådan kræver et bevidst ønske om at misforstå. Blandt Thorups tilhængere vil denne tilgang formentlig gå, da mange af dem deler Thorups holdning til Peterson og derfor med glæde vil labbe Thorups overdrivelser, fejludlægninger og løsrevne citater i sig. Men ingen med blot en smule indsigt i Petersons tænkning vil være i tvivl om, hvad der foregår. Bogens tredje del bidrager negativt til det samlede indtryk.
Bogens bedste dele, de to første, rummer interessante afsnit, som er værd er læse for andre end Thorups støtter. Thorup forsøger her at indfange antifeminismens idéer og argumenter, og analysen giver god grund til eftertænksomhed, især hvis man er kritisk over for feminisme.
Thorup læner sig op ad sociologen Michael Kimmels efterhånden berømte begreb om vrede, hvide mænd, som Kimmel beskrev i detaljer i sin 2013-bog af samme navn. Ifølge Kimmel har mange mænd faktisk grund til at være vrede. Verden har forandret sig, og den har efterladt dem på perronen. Men, mener Kimmel, mændene retter deres vrede de forkerte steder hen. Det er hverken kvinderne eller indvandrernes skyld, at det er gået ned ad bakke for bilfabrikkerne og kulminerne. Der er andre kræfter på spil, og mændene bør rette blikket mod de multinationale selskaber, storkapitalen, spekulanterne og ikke mindst de politikere, der lader dem hærge og tillader finanskriser at opstå. De vrede, hvide mænd bør være vrede på dem, der har revet tæppet væk under deres fødder, og tage aktiv del i at forandre samfundet i en anden og bedre retning, mener Kimmel.
Kimmels analyse har noget for sig. Der findes mænd, der bliver antifeminister, fordi de har det svært og har brug for nogen eller noget at rette deres vrede mod. Det er jeg ikke i tvivl om. Men analysen har sine begrænsninger. Det er langt fra al kritik af feminisme, der kan affejes som en form for fremmedgjort reaktion på ulykkelige omstændigheder. Kimmels analyse er brugbar, men kan ikke stå alene.
De steder, Antifeminisme – Kvindehad i lighedens tidsalder er bedst, er der, hvor Thorup går skridtet videre og selv sætter ord på, hvad antifeminismen kommer af, og hvilke argumenter den hviler på. Det sker første gang for alvor i afsnit fire i første del og gentages bogen igennem. Er man kritisk over for feminisme, vil man med sikkerhed kunne nikke genkendende til nogle af de argumenter, Thorup gennemgår, og det kan være en kærkommen lejlighed til at tage dem op til revision. Thorups tone er spydig og ikke uden en vis bedrevidende arrogance, og også her har gengivelsen af modpartens synspunkter et ikke ubetydeligt skær af stråmand, hvilket kan provokere nogle læsere. Det er en skam, for det er en god idé at tænke over sine egne argumenter.
I afsnit syv, det første i bogens andel del, ser Thorup på det, han kalder den reaktionære tænkning, og dennes argumenter. Dette afsnit er ligeledes udmærket og en fin anledning til at se sine egne idéer og deres fundamenter efter i sømmene. Ikke nødvendigvis for at ændre holdning, men for at blive mere bevidst om, hvilket grundlag man står på. Dette afsnit er sammen med det føromtalte afsnit fire bogens bedste, om end bogens første og anden del løbende rummer passager, bemærkninger og refleksioner, som hæver det samlede indtryk.
Som nævnt indledningsvis er Antifeminisme – Kvindehad i lighedens tidsalder vanskelig at bedømme. Bogen er drevet af en stærk modvilje mod sit genstandsfelt, og det skinner lidt for ofte igennem, at Thorup virkelig ikke bryder sig om de mennesker, hvis holdninger han har sat sig for at analysere. Det er i flere tilfælde forståeligt, når man ser på persongalleriet, men det gør analysen bister og anspændt. Det er, som om Thorup er så opsat på at vise, hvor forfærdelige antifeministerne er, at han er villig til at skære hjørner og fremstille dem mere firkantet, end de – og Thorups analyse – fortjener.
Antifeminisme – Kvindehad i lighedens tidsalder vil uden tvivl blive godt modtaget blandt de læsere, der er enige med Thorup i, at feminisme er godt, og kritik af feminisme er noget, Djævlen har fundet på. Bogen er leveringsdygtig i argumenter, disse læsere kan bruge i deres aktivisme, og man kan med rimelighed betragte Antifeminisme – Kvindehad i lighedens tidsalder som en håndbog for den feministiske kritiker af feminismekritik.
Andre læsere vil være knap så begejstrede, men også ikke-feminister kan få noget ud af Antifeminisme – Kvindehad i lighedens tidsalder. Dels giver flere af bogens afsnit som nævnt anledning til refleksion over egne udgangspunkter, dels er bogen et studie i den feministiske forståelse af antifeminisme. Thorup har givetvis skrevet bogen for at advare mod antifeminisme, men han giver samtidig et indblik i, hvordan feminister betragter deres ideologiske modstandere.
Jeg ender med tre af seks mulige stjerner til Antifeminisme – Kvindehad i lighedens tidsalder. Det er et interessant emne, Thorup tager op, han skriver godt, og bogen har masser af energi. Men analysen savner kvalitet. Vi kan alle blive enige om, at terrorister og massemordere er idioter, og at de mest ekstreme udsagn fra incelfora og scorecoaches som Roosh V. er dybt godnat. Men hvad med resten af feminismekritikken? Er den det også? Det får vi aldrig rigtig svar på. Thorup vil hellere bevise, at jeg og andre som mig står i ledtog med Fanden selv, end han vil forholde sig til vores argumenter. Desværre. For det ville være mere spændende at se Thorup diskutere sit eget grundlag og en legitim kritik af det, end det er at se ham bygge karikaturer og skyde dem ned.
Antifeminisme – Kvindehad i lighedens tidsalder udkom den 15. oktober på forlaget Antipyrine og kan købes, hvor man køber bøger.