26. maj, 2024

»Af med sølvpapirshatten«

Nazila Kivi (tv.) og Lone Frank (th.) debatterede James Damores fyring i mandagens udgave af Deadline. Billede: Screenshots, dr.dk/tv.

Opdateret 22/8, 10:05.

Det var en tydeligt rystet Nazila Kivi, der efter en lektion i logisk argumentation greb ud efter det sidste våben i værktøjskassen, da mandagens udgave af Deadline i går aftes var ved at slutte.

– Af med sølvpapirshatten, udbrød den decimerede feminist, mens vært Lotte Folke Kaarsholm var i gang med at runde af.

Meldingen var et sidste desperat forsøg på at redde æren, der dog for længst var tabt.

Klasseforskel

Debatten havde været ensidig.

Selv om Nazila Kivi undervejs havde forsøgt at så tvivl om James Damore og den forskning, han henviser til i sit efterhånden berømte ‘memo’, var det forfatter og videnskabsjournalist Lone Frank, der trak sig sejrrigt ud af dysten.

Lone Frank understregede, at James Damore har ret.

Der eksisterer, hvad enten man kan lide det eller ej, biologiske forskelle på mænd og kvinder, og disse forskelle har betydning for, hvad mænd og kvinder interesserer sig for, fastslog hun.

Det brød Nazila Kivi sig ikke om.

Den feministiske redaktør kaldte Lone Franks syn på køn »ekstremt« og prøvede at feje argumenterne af bordet med henvisning til, at et ikke nærmere bestemt »vi« ser anderledes på tingene, end Lone Frank gør.

Det klingede dog hult, og Nazila Kivi nærmede sig aldrig et argument, der for alvor kunne hamle op med Lone Franks.

Derfor endte det, som det gjorde.

– Af med sølvpapirshatten, sagde Nazila Kivi.

Mest henvendt til Lone Frank, men måske, det kan håbe, også en smule til sig selv.

Se debatten

Du kan se klip fra debatten mellem Nazila Kivi og Lone Frank her. Hele debatten kan ses på DR’s hjemmeside.

Læs også

Ny bog udkommet: Aldrig din skyld, altid din skyld - De to fortællinger om køn

Interview