27. juli, 2024

Centrumvenstreparti ekskluderer mænd for at fremme ligestilling

Toronto, hovedbyen i den canadiske provins Ontario. Billede: Pixabay.com.

Canadiske Ontario Liberal Party tillader i 22 valgdistrikter kun kvindelige kandidater.

Det skal være slut med kun at snakke om ligestilling, mener det canadiske centrumvenstreparti Ontario Liberal Party.

Der skal handling til, og derfor har partiet besluttet helt at ekskludere mænd fra stemmesedlerne i 22 af de valgdistrikter, partiet stiller op i ved sommerens valg i Ontario.

– Mange partier taler om mangel på ligestilling, men de behandler det i høj grad som en målsætning, siger partiets præsident, Brian Johns, til Global News.

– Vores leder, Steven Del Duca, har meget stærkt følt, at vi havde brug for reelle værktøjer for at sikre, at vi kunne opnå det, tilføjer han.

Professor: Afsæt også valgdistrikter til andre grupper

Med beslutningen om at ekskludere mænd i de 22 distrikter vil Ontario Liberal Party opnå en højere kvindeandel i partiet. Men ifølge en professor, Tim MacNeill fra Ontario Tech University, er partiet ikke gået langt nok ved kun at ekskludere mænd.

– I ethvert demokrati ønsker du, at politikerne afspejler befolkningen, og dette er et skridt i den retning, siger han til Global News.

I stedet for kun at reservere valgdistrikter til kvinder burde Ontario Liberal Party have tænkt mere holistisk, mener professoren, og afsat valgdistrikter til andre underrepræsenterede grupper, for eksempel efterkommere af Canadas oprindelige befolkning.

– Du kunne have en meget kvalificeret indfødt kandidat, som har en lav socioøkonomisk baggrund. Han er udelukket fra at stille op, og så ender det med, at en hvid, privilegeret kvinde får positionen, siger han.

Læs også

Ny bog udkommet: Aldrig din skyld, altid din skyld - De to fortællinger om køn

Interview