Ligestillingsnyt

Det kniber fortsat med ligestillingen hos KVINFO

Direktør i KVINFO, Nina Groes. Billede: Kvinfo.dk.
Direktør i KVINFO, Nina Groes. Billede: Kvinfo.dk.

KVINFO sætter fokus på kønsrepræsentationen på Folkemødet på Bornholm, hvor 66% af deltagerne er mænd. Hos KVINFO selv er 86% af medarbejderne kvinder.

KVINFO er Danmarks videns- og udviklingscenter for køn, ligestilling og mangfoldighed, og centret arbejder ifølge sin vision for, »at lige muligheder uanset køn bliver et fælles og nærværende anliggende, nationalt og internationalt«.

Det gør KVINFO blandt andet ved i denne uge at deltage i Folkemødet på Bornholm, hvor centret for tredje år i træk vil opgøre kønsfordelingen blandt de omkring 5.500 deltagende debattører.

– I 2014 var 34,32% af debattørerne kvinder. I 2015 var der en fremgang på 0,01% til 34,33%. Vi krydser fingre for, at 2016 er året hvor der sker noget med kønsrepræsentationen på Folkemødet, skriver organisationen om den forestående optælling i et opslag på Facebook, som kan ses nedenfor.

86% kvinder hos KVINFO

I januar sidste år viste en gennemgang af kønsfordelingen blandt medarbejderne i KVINFO, at 89% af de ansatte i centret var kvinder, og det tal har stort set ikke ændret sig siden.

Det fremgår af en gennemgang foretaget i dag.

Ifølge KVINFO’s hjemmeside har centret 28 ansatte. Heraf er 24 kvinder og blot 4 mænd. Det svarer til en kønsfordeling på 86% kvinder og 14% mænd.

Dermed er der sket en fremgang på 3 procentpoint i forhold til januar 2015-tallene, men der er stadig lang vej til en ligelig fordeling af mandlige og kvindelige ansatte i det danske ligestillingscenter.

88% mandlige borgmestre

KVINFO’s direktør, Nina Groes, har gentagne gange i sin tid i spidsen for centret sat fokus på netop kønsrepræsentation. Eksempelvis i maj, hvor hun forholdt sig til kønsfordelingen blandt danske borgmestre.

– Det må være en kæmpe advarselslampe for de politiske partier, for det viser jo, at man ikke afspejler den befolkning, man er sat i spidsen for at repræsentere, sagde hun til DR ved den lejlighed.

88% er af de danske borgmestre er mænd, mens 12% er kvinder.

Tobias Petersen

40 år, sociolog, tekstforfatter, freelancejournalist og ligestillingsdebattør. Jeg er helhjertet tilhænger af ligeværd, lige muligheder og lige rettigheder og skriver om alt, der har med ligestillingsdebatten at gøre i bredeste forstand. Når jeg ikke diskuterer ligestilling, skriver jeg tekster for andre.

2 thoughts on “Det kniber fortsat med ligestillingen hos KVINFO

  • Anders Hansen

    Jeg er lidt i tvivl, men stiller disse ca 5.500 debattører ikke frivilligt op? Hvis der er for få kvindelige debattører er der vel snarere snak om at kvinderne af den ene eller anden årsag ikke ønsker at yde i samme omfang som mændene gør. Det er på tide at kvinderne også melder sig på banen og tager deres del af samfundsansvaret.

    Svar
    • Tobias Petersen

      Jeg kender ikke den præcise fordeling mellem lønnede og ulønnede debattører ved Folkemødet, men det er i hvert fald langt fra sådan, at alle stiller gratis op. En del af deltagerne lever af at sælge deres tid som debattører, debatværter, foredragsholdere osv., og de arbejder ikke gratis.

      Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *