Jeg giver ‘En frygtelig kvinde’ tre stjerner af seks mulige. Meget ved filmen fungerer godt, og jeg er tættere på fire end to.
‘En frygtelig kvinde’. Set i Nordisk Films biograf i Fields, lørdag den 30/12 2017, kl. 14.20. ***/—
Dagen før nytårsaften tog jeg i biografen for at se ’En frygtelig kvinde’. Filmen var forinden blevet heftigt omtalt i såvel traditionelle som på sociale medier, og jeg glædede mig til at se den med egne øjne. Jeg havde med vilje afholdt mig fra at læse anmeldelser, da jeg gerne ville danne mig mit eget indtryk.
Udstyret med en lille caffe latte til 30 kroner fandt jeg min plads i biografen i Fields. Til højre for mig sad et ægtepar på omkring tres, og vi skulle hurtigt vise os at være på bølgelængde. Manden sukkede til konen, mens det endeløse reklame- og forfilmsshow kørte over lærredet i, hvad der føltes som en evighed. »Femogtyve minutter«, sagde han til hende og pegede på sit armbåndsur. Jeg kunne se på min telefon, at han havde ret.
Enige var vi også i starten af filmen, da et par højlydte sexscener fortalte publikum, at filmens to hovedpersoner, Marie og Rasmus, indledte deres forhold på dyrisk facon. »Det kunne du godt have sparet os for«, tænkte både jeg og det sølvfarvede ægtepar, henvendt til filmens instruktør, Christian Tafdrup.
Jeg tog en tår af min for længst lunkne latte og lænede mig tilbage. Det skulle jeg imidlertid ikke have gjort. Sædet var af den slags, der rutsjer med, når man forsøger at bevæge sig, og da jeg ikke havde planer om at se filmen liggende, rettede jeg mig straks op igen, hvilket mit ellers kun halvt fyldte papbæger tog som en opfordring til at skvulpe over. Ikke meget, men nok til at enhver på min skjorte efter filmen ville kunne se, at jeg ikke var gammel nok til at medbringe drikkevarer i biografen.
En film om mennesker
Den frygtelige kvinde på lærredet forekom mig at gøre en god indsats. Det samme gjorde den mandlige hovedrolle og hans bedste ven. De fleste af scenerne var realistiske, og historien hang fint sammen.
Der var nogle småting, jeg undrede mig over, for eksempel at kæresten til hovedpersonens bedste ven i en scene virkede glad for at være i et traditionelt parforhold, hvor det er manden, der viser retningen, men lidt senere var forvandlet til en dominerende kvinde, der styrer sin mand med hård hånd. Det er muligt, skiftet i hendes adfærd er inkluderet for at vise, at alle kvinder udvikler sig i den retning i et parforhold, men hvis det er tilfældet, var den pointe godt nok underspillet. For mig gav det i hvert fald ikke rigtig mening.
Set fra et køn- og ligestillingsperspektiv er filmen ikke voldsomt interessant. De træk, Marie har, er muligvis mere udbredte blandt kvinder, men findes bestemt også blandt mænd. ’En frygtelig kvinde’ er derfor ikke en film om køn, men en film om mennesker. Den portrætterer fint nogle af de konflikter, der opstår i relationer mellem mænd og kvinder, men den fæstner dem ikke i en konflikt mellem det mandlige og det kvindelige. Maries opførsel skyldes ikke, at hun er kvinde. Den skyldes, at hun er narcissist.
Det betyder dog ikke, at filmen slet ikke handler om køn. Mange mænd vil kunne genkende sig selv i Rasmus’ samvær og samtaler med vennerne. Også hans frustrationer over ikke at kunne gøre Marie tilfreds, uanset hvad han gør, vil virke bekendte for en del af det mandlige publikum. Tilsvarende vil mange kvinder kunne se sider af sig selv – eller deres veninder – i Maries dominerende adfærd. Også i virkeligheden er en cd-samling eller to blevet offer for kvinders venlige, men bestemte, hang til pyntepuder, lysestager og nuancer af hvid.
De mere filmnørdede elementer vil jeg ikke forholde mig til, da jeg ikke har forudsætninger for at udtale mig om dem. Jeg vil dog gerne sige, at jeg følte mig underholdt fra start til slut. Filmen var intens og medrivende, og mange af scenerne virkede lige så ubehagelige på mig, som de ville gøre i virkeligheden. Det er noget af det, en film skal kunne, og det kan ’En frygtelig kvinde’.
En frygtelig kvinde 2
Da jeg efter filmen tænkte den igennem, slog det mig, at jeg muligvis er en smule for gammel til at nyde alle aspekter af den. Jeg er sidst i 30’erne, og dramaerne i min omgangskreds handler om noget andet, end de gjorde i sluttyverne. Her på vej mod 40 er det for de flestes vedkommende mere arbejdsliv, skilsmisser og delebørn, det drejer sig om, end forelskelse, parforholdsdannelse og den første baby. Det betyder ikke, at vi ikke kan nikke genkendende til filmen, men det gør måske, at den ikke berører os lige så umiddelbart, som den berører dem, der er på alder med Marie og Rasmus.
I forlængelse heraf kom jeg til at tænke på, at det vil være oplagt for Christian Tafdrup at tage udgangspunkt i livet sidst i 30’erne, hvis han overvejer at lave ’En frygtelig kvinde 2’. De følelser, der er i spil, når parforhold forliser, huse skal sælges og aftaler om børn skal indgås, er absolut ikke til at spørge med. En eventuel efterfølger til ’En frygtelig kvinde’ kan derfor meget vel handle om Marie og Rasmus’ liv 10 år senere. Det vil samtidig give os mulighed for at se, hvordan det er gået, siden vi så dem sidst. Nu, hvor vi har lært dem at kende, vil vi jo gerne vide, hvad der blev af dem.
***/—
Jeg giver ‘En frygtelig kvinde’ tre stjerner af seks mulige. Meget ved filmen fungerer godt, og jeg er tættere på fire end to. Når den ikke får mere, skyldes det, at den ikke rammer godt nok i sit forsøg på at skildre køn og parforhold. Dertil optager Maries personlighedstræk, ikke hendes kønnede træk, for meget af pladsen. Filmen kan ses af alle, men jeg anbefaler den i særdeleshed til aldersgruppen 20-30.