28. februar, 2024

En heteroseksuel, hvid mands bekendelser

For mig er kvinder umulige ikke at se på som seksuelle væsner, og det sker helt af sig selv. Gør det mig til sexist?

Det er en god uges tid siden, at jeg læste Henrik Marstals bog Breve fra en kønsforræder. I bogen kredser Marstal blandt andet om mænds syn på kvinder og den måde, mænd taler med hinanden om kvinder på. Om det, man med et fint ord kan kalde objektivisering, altså at reducere kvinden til et objekt for det mandlige begær.

I den forgangne uge har jeg lagt ekstra meget mærke til mit eget blik på kvinder. Her må jeg entydigt erkende, at Marstal har ret. Altså ret i forhold til påstanden om, at mænd først og fremmest ser på kvinder som seksuelle objekter.

Jeg vil forsøge at forklare, hvordan jeg oplever fænomenet. Jeg påstår ikke, at det er det samme for alle andre mænd, eller at mine oplevelser har nogen forrang. Det følgende beskriver altså alene, hvordan det ser ud gennem mine øjne og i mit hoved.

Den automatiske seksualisering

Hver gang jeg ser en kvinde, sker der noget, jeg i mangel af bedre udtryk vil kalde en automatisk seksualisering i min hjerne. Det er en form for scanning, som sker ubevidst, og som vurderer kvinden seksuelt. Det er ikke noget, jeg vælger at gøre. Det sker helt af sig selv, og det sker på under et sekund.

Allerede inden vurderingen går i gang, sker en selektion på alder og udseende. Det er umuligt at fastsætte en præcis aldersgrænse, men piger og kvinder, som er for unge eller gamle, udgår her. Det samme gør kvinder, som min hjerne på forhånd ikke finder attraktive. Ingen af disse grupper går videre til den egentlige vurderingsproces.

Resten, og det er langt de fleste kvinder, forholder min hjerne sig til seksuelt. Den vurderer deres ansigt, deres krop, deres udtryk, deres energi, deres stemme, deres adfærd og sikkert et hav af andre bittesmå ting, som jeg ikke er bevidst om, og på baggrund af denne analyse fortæller den mig, hvor interessante de er seksuelt.

Jeg gentager, at denne vurderingsproces sker af sig selv. Det er ikke noget, jeg kan slå fra og til efter behag. Man kan sammenligne det med at smage på noget, man ikke kender. Allerede inden man i ord kan udtrykke, hvad man synes om det, ved man det godt. Så snart det rammer smagsløgene, sker bedømmelsen. På samme måde her. Så snart hun rammer synsnerven, sker vurderingen.

Der er altså tale om, hvad man kunne kalde en før-bevidst bevidsthed om kvinden som seksuelt væsen. Et par briller, jeg oplever hende igennem, som jeg ikke kan tage af. Ikke en måde, jeg vælger at se på hende på, men den eneste måde, jeg kan se på hende på. Der er ikke tale om et valg, men et vilkår. Jeg kan ikke se på en kvinde uden altid allerede at have set på hende som et seksuelt væsen.

Den automatiske seksualisering sker hele tiden og overalt. I det offentlige rum, ved private sammenkomster og selv når jeg bare ser fjernsyn. For lidt siden var to kvindelige politikere på skærmen på TV2NEWS. Der var også en kvindelig studievært. De blev alle udsat for den automatiske seksualisering af min hjerne, selv om jeg gerne bare ville høre, hvad de diskuterede.

Det er ikke retfærdigt, at det er sådan. Hverken for kvinderne, som ufrivilligt bliver underkastet en seksualiseret vurdering, eller for mig, som forstyrres i min interesse for det, de siger. Men det er sådan, og det er ikke noget, jeg kan ændre på. Det sker af sig selv, hvad enten jeg vil det eller ej.

Sexist?

Gør det mig så til sexist? Det håber jeg da ikke. For hvad kan jeg gøre for at ændre det? Det er sådan, min hjerne fungerer.

Samtidig er det ikke sådan, at den seksuelle vurdering har indflydelse på mine andre vurderinger. Min respekt for en kvinde eksisterer adskilt fra det seksuelle. Jeg lægger ikke større vægt på Eva Agnete Selsings ord, fordi hun er smuk, og jeg lytter ikke mindre til Birthe Rønn Hornbech, fordi hun ikke interesserer mig seksuelt.

Det er heller ikke sådan, at jeg på grund af den automatiske seksualisering render rundt i en evig tilstand af liderlighed, når jeg er i nærheden af kvinder. Naturligvis ikke. Det er svært at forklare, men der er forskel på de to ting, selv om de begge handler om seksualitet, selv om de begge sker ubevidst og selv om de i sidste ende sikkert hænger sammen.

Kvinden i metroen

Jeg oplever ikke så sjældent en konflikt mellem lyst og normer. Altså mellem det, jeg gerne vil, og det, jeg synes, jeg kan tillade mig. Et eksempel:

Jeg sad i metroen, og en kvinde kom ind med en cykel. Jeg lagde med det samme mærke til, at hun var smuk. Jeg havde lyst til at se på hende, men jeg forsøgte at lade være. Det var vanskeligt, dels fordi hun stod i min naturlige synsretning, kun få meter foran mig, dels fordi hun så virkelig godt ud i sit sommertøj.

Hvis jeg havde været usynlig, ville jeg have kigget på hende hele vejen. Nydt hendes lækre krop og smukke ansigt i fulde drag. De stramme bukser, der sad på de perfekte ben. Den med vilje lidt for korte top, der for oven sad stramt om brysterne og for neden afslørede en fræk mave. De flotte krøller, hendes smil og hendes læber. Man kunne have set på denne kvinde i timevis uden at blive træt af det.

Men det går jo ikke. Jeg er ikke usynlig, og man kan ikke tillade sig at sidde at glo på andre, bare fordi man har lyst til det. Man må nøjes med et henkastet blik i ny og næ og ellers kigge ud af vinduet, ned i jorden, op i loftet, på sin telefon, kort sagt alle andre steder hen end på den smukke kvinde. Det er et helt lille teaterstykke, man opfører i den forbindelse, fordi ens blik ikke længere vandrer naturligt rundt, men koreograferes med det ene formål at undgå at se på hende.

På sædet modsat kvinden med cyklen sad en ældre mand og læste avis. Da hun på et tidspunkt vendte sig om og stod med ryggen til ham, kiggede han op og så i to sekunder på hendes baller med et fantastisk udtryk i øjnene. En blanding af begejstring og frygt; begejstring over den lækre røv, der stod en meter foran ham, og frygt for at nogen – og i særdeleshed hun – skulle opdage, at han kiggede på den. Han vidste godt, at han ikke måtte, men han havde svært ved at lade være. Præcis som mig.

Sådan er det jo

Jeg kan ikke vide det, men jeg tror, at mange mænd har det som os. Altså som den ældre mand og jeg i metroen forleden. Ofte kæmper vi en stille kamp for at opføre os ordentligt. Vi er i konflikt med os selv, fordi vi på den ene side har lyst til at se på alle de smukke kvinder og på den anden side ikke ønsker at genere dem med vores blikke. Det er en kamp mellem vores naturlige, seksuelle interesse for kvinder og vores normer for passende og respektfuld adfærd.

Jeg kan ikke garantere, at jeg ikke har kigget for meget på en kvinde på et tidspunkt. Heller ikke, at det ikke sker igen. Men jeg kan i hvert fald sige, at jeg gør en stor indsats for at lade være. Jeg undertrykker min egen lyst af hensyn til kvinders ret til at færdes uden at blive gloet på. Det tror jeg også, de fleste andre mænd gør. Vi er fra naturens side programmeret til at finde kvinder seksuelt interessante, og jeg har på fornemmelsen, at kun de færreste kvinder egentlig er klar over, hvor meget energi vi faktisk bruger på at undertrykke vores naturlige interesse for dem – og gør det netop af hensyn til dem.

Det er en pointe, som skal med, når man diskuterer sexisme. Forestillingen om, at mænd – eller kvinder – er tomme tavler, der kan udfyldes efter behag, er tåbelig. Mænd er fra 12-13-årsalderen og livet ud dømt til at leve i en konflikt mellem naturlig, seksuel interesse på den ene side og moral, normer og ønsker om at opføre os med respekt over for kvinder på den anden. Det er ikke en konflikt, vi vælger. Den er et livsvilkår.

Pointen må også med i forhold til diskussionen om objektivisering af kvinder. Jeg indrømmer, at jeg objektiviserer kvinder på mindst to måder. For det første gennem det, jeg ovenfor kaldte automatisk seksualisering. For det andet når jeg ser en konkret, seksuelt interessant kvinde som hende i metroen. Men begge dele sker altså, fordi jeg som mand er programmeret til at finde kvinde seksuelt tiltrækkende. Ingen af delene sker som et aktivt tilvalg, jeg foretager, fordi jeg synes, at kvinder skal opfattes som ting. En metafor, som i øvrigt ligger meget fjernt fra den måde, jeg oplever kvinder på i begge tilfælde. De er netop ikke ting, men levende væsner, som påvirker mig ved deres blotte tilstedeværelse.

Tillad mig afslutningsvis at vende tilbage til Henrik Marstal. Jeg skrev indledningsvis, at jeg erkendte, at han havde ret i forhold til det mandlige blik på kvinder. Det står jeg fast ved i forhold til mit eget blik. Men det betyder ikke, at jeg er enig i Marstals opfordringer til mænd om at lave om på sig selv. Dels tror jeg ikke, at det kan lade sig gøre, dels tror jeg ikke, at yderligere undertrykkelse af den mandlige seksualitet, selv hvis det kan, vil føre ret meget godt med sig.

I stedet tror jeg på, at mænd og kvinder kan få det bedre med hinanden, også på samfundsplan, hvis vi lærer hinanden bedre at kende. Hvis vi alle sammen bedre forstår, hvorfor vi gør, som vi gør, så vil mange ting virke mindre skræmmende. Manden, der kigger på kvinden i metroen, er næppe overfaldsmand eller på anden måde farlig, men blot en ganske almindelig mand, der kæmper for ikke at kigge, men som alligevel ikke helt kan lade være. Ikke fordi han er ude på noget, men fordi hans øjne tiltrækkes som magneter af den kvindelige skønhed.

Læs også

Ny bog udkommet: Aldrig din skyld, altid din skyld - De to fortællinger om køn

Interview