En heteroseksuel, hvid mands bekendelser
For mig er kvinder umulige ikke at se på som seksuelle væsner, og det sker helt af sig selv. Gør det mig til sexist?
Det er en god uges tid siden, at jeg læste Henrik Marstals bog Breve fra en kønsforræder. I bogen kredser Marstal blandt andet om mænds syn på kvinder og den måde, mænd taler med hinanden om kvinder på. Om det, man med et fint ord kan kalde objektivisering, altså at reducere kvinden til et objekt for det mandlige begær.
I den forgangne uge har jeg lagt ekstra meget mærke til mit eget blik på kvinder. Her må jeg entydigt erkende, at Marstal har ret. Altså ret i forhold til påstanden om, at mænd først og fremmest ser på kvinder som seksuelle objekter.
Jeg vil forsøge at forklare, hvordan jeg oplever fænomenet. Jeg påstår ikke, at det er det samme for alle andre mænd, eller at mine oplevelser har nogen forrang. Det følgende beskriver altså alene, hvordan det ser ud gennem mine øjne og i mit hoved.
Den automatiske seksualisering
Hver gang jeg ser en kvinde, sker der noget, jeg i mangel af bedre udtryk vil kalde en automatisk seksualisering i min hjerne. Det er en form for scanning, som sker ubevidst, og som vurderer kvinden seksuelt. Det er ikke noget, jeg vælger at gøre. Det sker helt af sig selv, og det sker på under et sekund.
Allerede inden vurderingen går i gang, sker en selektion på alder og udseende. Det er umuligt at fastsætte en præcis aldersgrænse, men piger og kvinder, som er for unge eller gamle, udgår her. Det samme gør kvinder, som min hjerne på forhånd ikke finder attraktive. Ingen af disse grupper går videre til den egentlige vurderingsproces.
Resten, og det er langt de fleste kvinder, forholder min hjerne sig til seksuelt. Den vurderer deres ansigt, deres krop, deres udtryk, deres energi, deres stemme, deres adfærd og sikkert et hav af andre bittesmå ting, som jeg ikke er bevidst om, og på baggrund af denne analyse fortæller den mig, hvor interessante de er seksuelt.
Jeg gentager, at denne vurderingsproces sker af sig selv. Det er ikke noget, jeg kan slå fra og til efter behag. Man kan sammenligne det med at smage på noget, man ikke kender. Allerede inden man i ord kan udtrykke, hvad man synes om det, ved man det godt. Så snart det rammer smagsløgene, sker bedømmelsen. På samme måde her. Så snart hun rammer synsnerven, sker vurderingen.
Der er altså tale om, hvad man kunne kalde en før-bevidst bevidsthed om kvinden som seksuelt væsen. Et par briller, jeg oplever hende igennem, som jeg ikke kan tage af. Ikke en måde, jeg vælger at se på hende på, men den eneste måde, jeg kan se på hende på. Der er ikke tale om et valg, men et vilkår. Jeg kan ikke se på en kvinde uden altid allerede at have set på hende som et seksuelt væsen.
Den automatiske seksualisering sker hele tiden og overalt. I det offentlige rum, ved private sammenkomster og selv når jeg bare ser fjernsyn. For lidt siden var to kvindelige politikere på skærmen på TV2NEWS. Der var også en kvindelig studievært. De blev alle udsat for den automatiske seksualisering af min hjerne, selv om jeg gerne bare ville høre, hvad de diskuterede.
Det er ikke retfærdigt, at det er sådan. Hverken for kvinderne, som ufrivilligt bliver underkastet en seksualiseret vurdering, eller for mig, som forstyrres i min interesse for det, de siger. Men det er sådan, og det er ikke noget, jeg kan ændre på. Det sker af sig selv, hvad enten jeg vil det eller ej.
Sexist?
Gør det mig så til sexist? Det håber jeg da ikke. For hvad kan jeg gøre for at ændre det? Det er sådan, min hjerne fungerer.
Samtidig er det ikke sådan, at den seksuelle vurdering har indflydelse på mine andre vurderinger. Min respekt for en kvinde eksisterer adskilt fra det seksuelle. Jeg lægger ikke større vægt på Eva Agnete Selsings ord, fordi hun er smuk, og jeg lytter ikke mindre til Birthe Rønn Hornbech, fordi hun ikke interesserer mig seksuelt.
Det er heller ikke sådan, at jeg på grund af den automatiske seksualisering render rundt i en evig tilstand af liderlighed, når jeg er i nærheden af kvinder. Naturligvis ikke. Det er svært at forklare, men der er forskel på de to ting, selv om de begge handler om seksualitet, selv om de begge sker ubevidst og selv om de i sidste ende sikkert hænger sammen.
Kvinden i metroen
Jeg oplever ikke så sjældent en konflikt mellem lyst og normer. Altså mellem det, jeg gerne vil, og det, jeg synes, jeg kan tillade mig. Et eksempel:
Jeg sad i metroen, og en kvinde kom ind med en cykel. Jeg lagde med det samme mærke til, at hun var smuk. Jeg havde lyst til at se på hende, men jeg forsøgte at lade være. Det var vanskeligt, dels fordi hun stod i min naturlige synsretning, kun få meter foran mig, dels fordi hun så virkelig godt ud i sit sommertøj.
Hvis jeg havde været usynlig, ville jeg have kigget på hende hele vejen. Nydt hendes lækre krop og smukke ansigt i fulde drag. De stramme bukser, der sad på de perfekte ben. Den med vilje lidt for korte top, der for oven sad stramt om brysterne og for neden afslørede en fræk mave. De flotte krøller, hendes smil og hendes læber. Man kunne have set på denne kvinde i timevis uden at blive træt af det.
Men det går jo ikke. Jeg er ikke usynlig, og man kan ikke tillade sig at sidde at glo på andre, bare fordi man har lyst til det. Man må nøjes med et henkastet blik i ny og næ og ellers kigge ud af vinduet, ned i jorden, op i loftet, på sin telefon, kort sagt alle andre steder hen end på den smukke kvinde. Det er et helt lille teaterstykke, man opfører i den forbindelse, fordi ens blik ikke længere vandrer naturligt rundt, men koreograferes med det ene formål at undgå at se på hende.
På sædet modsat kvinden med cyklen sad en ældre mand og læste avis. Da hun på et tidspunkt vendte sig om og stod med ryggen til ham, kiggede han op og så i to sekunder på hendes baller med et fantastisk udtryk i øjnene. En blanding af begejstring og frygt; begejstring over den lækre røv, der stod en meter foran ham, og frygt for at nogen – og i særdeleshed hun – skulle opdage, at han kiggede på den. Han vidste godt, at han ikke måtte, men han havde svært ved at lade være. Præcis som mig.
Sådan er det jo
Jeg kan ikke vide det, men jeg tror, at mange mænd har det som os. Altså som den ældre mand og jeg i metroen forleden. Ofte kæmper vi en stille kamp for at opføre os ordentligt. Vi er i konflikt med os selv, fordi vi på den ene side har lyst til at se på alle de smukke kvinder og på den anden side ikke ønsker at genere dem med vores blikke. Det er en kamp mellem vores naturlige, seksuelle interesse for kvinder og vores normer for passende og respektfuld adfærd.
Jeg kan ikke garantere, at jeg ikke har kigget for meget på en kvinde på et tidspunkt. Heller ikke, at det ikke sker igen. Men jeg kan i hvert fald sige, at jeg gør en stor indsats for at lade være. Jeg undertrykker min egen lyst af hensyn til kvinders ret til at færdes uden at blive gloet på. Det tror jeg også, de fleste andre mænd gør. Vi er fra naturens side programmeret til at finde kvinder seksuelt interessante, og jeg har på fornemmelsen, at kun de færreste kvinder egentlig er klar over, hvor meget energi vi faktisk bruger på at undertrykke vores naturlige interesse for dem – og gør det netop af hensyn til dem.
Det er en pointe, som skal med, når man diskuterer sexisme. Forestillingen om, at mænd – eller kvinder – er tomme tavler, der kan udfyldes efter behag, er tåbelig. Mænd er fra 12-13-årsalderen og livet ud dømt til at leve i en konflikt mellem naturlig, seksuel interesse på den ene side og moral, normer og ønsker om at opføre os med respekt over for kvinder på den anden. Det er ikke en konflikt, vi vælger. Den er et livsvilkår.
Pointen må også med i forhold til diskussionen om objektivisering af kvinder. Jeg indrømmer, at jeg objektiviserer kvinder på mindst to måder. For det første gennem det, jeg ovenfor kaldte automatisk seksualisering. For det andet når jeg ser en konkret, seksuelt interessant kvinde som hende i metroen. Men begge dele sker altså, fordi jeg som mand er programmeret til at finde kvinde seksuelt tiltrækkende. Ingen af delene sker som et aktivt tilvalg, jeg foretager, fordi jeg synes, at kvinder skal opfattes som ting. En metafor, som i øvrigt ligger meget fjernt fra den måde, jeg oplever kvinder på i begge tilfælde. De er netop ikke ting, men levende væsner, som påvirker mig ved deres blotte tilstedeværelse.
Tillad mig afslutningsvis at vende tilbage til Henrik Marstal. Jeg skrev indledningsvis, at jeg erkendte, at han havde ret i forhold til det mandlige blik på kvinder. Det står jeg fast ved i forhold til mit eget blik. Men det betyder ikke, at jeg er enig i Marstals opfordringer til mænd om at lave om på sig selv. Dels tror jeg ikke, at det kan lade sig gøre, dels tror jeg ikke, at yderligere undertrykkelse af den mandlige seksualitet, selv hvis det kan, vil føre ret meget godt med sig.
I stedet tror jeg på, at mænd og kvinder kan få det bedre med hinanden, også på samfundsplan, hvis vi lærer hinanden bedre at kende. Hvis vi alle sammen bedre forstår, hvorfor vi gør, som vi gør, så vil mange ting virke mindre skræmmende. Manden, der kigger på kvinden i metroen, er næppe overfaldsmand eller på anden måde farlig, men blot en ganske almindelig mand, der kæmper for ikke at kigge, men som alligevel ikke helt kan lade være. Ikke fordi han er ude på noget, men fordi hans øjne tiltrækkes som magneter af den kvindelige skønhed.
Det er simpelthen både modigt, ærligt og konstruktivt skrevet det her. Respekt for det.
Jeg er meget enig. Jeg har selv på det sidste tænkt over hvorfor den offentlige debat altid peger fingrer af seksualiseringen af mennesket – Vi er jo seksuelle væsener. Hvis ikke vi havde de instinktive mekanismer der tiltrækker os til andre mennesker så ville menneskeracen jo uddø med det samme. Hvordan skulle mænd og kvinder ende i seng med hinanden hvis ikke vi så på hinanden som potentielle seksuelpartnere – og det fra starten.
Når man ser den offentlige debat (om sexobjektificering) så skulle man tro at mennesker kun kunne se hinanden som enten mennesker eller sexobjekter. Jeg synes at der mangler nuancer. Vi er jo begge dele og ser hinanden som begge dele. Det der burde blive peget fingre af er hvis vi KUN ser et menneske som et sexobjekt. At se en kvinde (eller for den sags skyld en mand) som “sexobjekt og meget andet” kan jeg ikke se noget galt i. Nu hvor jeg tænker over det kan man måske i det tilfælde slet ikke bruge ordet sexobjekt – man må nærmere bruge begrebet “sexet menneske” eller “seksuelt tiltrækkende menneske”. Anyways. Vi skal selvfølgelig holde vores seksuelle lyster i snor så de ikke går ud over andre. Det er klart. Men der er lang vej fra den grænse og så til at afseksualisere sig selv og verdenen.
Jeg er helt enig. Samtidig tak for de pæne ord 🙂
Jeg er meget enig med Morten og synes det er en meget meget væsentlig pointe at anvende udtrykket “seksualisering af mennesket” og ikke “seksualisering af kvinden”. Hvad enten vi er tiltrukket af det ene eller det andet køn, så sker der en seksualisering, når vi møder det køn vi tiltrækkes af! Kvinder har gang i nøjagtig det samme når de ser en mand. Der bliver screenet på det ubevidste plan så snart en mandlig kollega eller andet træder ind af døren. Det italesættes måske ikke så meget den vej rundt. Måske skyldes det at en kvindes livsvilkår er, at vi skal lade som om vi ikke er interesserede, da det strider imod kulturen om at vi skal være “hard to get”/den ikke-jagende part. Jeg tror på at vi mennesker generelt er programmeret til at “spotte” om vi er tiltrukket af et andet menneske – også på det seksuelle plan. Jeg kunne skrive alenlange tanker om dette emne og har mange pointer og kommentarer til dit debat indlæg Tobias.
Du er meget velkommen til at dele dine pointer og kommentarer med mig og alle andre her, Lotte 🙂
Desuden har hun opnået akkurat det hun ville med sin påklædning.
Hvis hun havde været klædt i en præstekjole og havde tildækket sit ansigt og hår, ville du hurtigt finde roen, og den ældre herre ville du ikke have bemærket.
Jeg tror, man skal passe på med at tro, at andre nødvendigvis er ude på at opnå en reaktion, bare fordi man selv reagerer, Harald. Hjernen vil gerne se logik og mønstre, men virkeligheden er næppe altid så ligetil.
I øvrigt kan kvinder være fantastisk tiltrækkende, selv når de med garanti ikke gør en indsats for at være det.
Det sidste du siger er spændende, for skønhed har det med at komme indefra og stråle udad. Derfor kan man blive tiltrukket af kvinder der ikke har “tidens ideamål” i drøjde og alder.
Ang det første: Så handler det om videreførelse af arten og konkurrence om den rigtige partner igennem former, farver og dufte.
Dette instinkt lukker aldrig ned. Derfor lagde du mærke til den ældre herre.
Også jeg er helt enig med Tobias Petersen.
Yderligere bemærkninger: Forsøg har vist at når man viser et portrætfoto for en forsøgsperson, så kan vedkommende vurdere om ansigtet er smukt eller grimt på blot 13 millisekunder – hvorimod en bevidst bearbejdning af synsindtrykket tager et sted omkring 500 millisekunder. Den slags sker virkelig uvilkårligt og automatisk.
En kommentar mere: Mange (de fleste ?) kvinder ønsker at blive vurderet på den måde, som det her beskrives. Hvis der skal kunne opstå en affære mellem ham og hende, har hun brug for at mærke hans uvilkårlige spontane påskønnelse. En mand der undertrykker den påskønnelse, sådan som Henrik Marstal anbefaler det, har gjort sig selv til et ikke-emne i kvinders vurdering.
Tror du virkelig hjernen afgør, før du selv gør, (hvem så end dette selv er, når det ikke er din hjerne) hvorvidt en kvinde er for ung, for gammel, for grim eller hvad du end ikke finder attraktivt? Jeg er helt enig i din pointe omkring, at mennesker selvfølgelig seksuelt scanner hinanden konstant, men jeg tror også at kulturelle normer omkring, hvad der opfattes som sexet har en afgørende betydning for den scanning – måske så afgørende, at man ikke blot kan tale om en forhistorisk reptil hjerne, der er uden indflydelse fra kulturen. Glæder mig til at høre dit svar 🙂
Hej Marie
Nu er jeg jo ikke hjerneforsker, men det kunne være interessant at spørge en sådan, hvordan det faktisk hænger sammen. Jeg kan alene sige, hvordan jeg oplever det: som noget, der sker af sig selv, inden det når min bevidsthed.
Spørgsmålet om krybdyrhjerne versus normer kunne ligeledes være interessant at stille til en hjerneforsker. Sorteringen sker jo på basis af nogle kriterier. Men hvad har skabt dem, den rå natur eller samfundets skønhedsidealer? Eller en blanding? Jeg er i tvivl.
Ingen af os kan give et færdigt svar på, om kulturen eller vores såkaldte ur-instinkter har mest at sige i forhold til køn og seksualitet. Vi ved ikke hvor grænsen går, vi ved ikke hvilken af de to, der påvirker den anden mest. Men vi ved, at mennesket alle steder til alle tider er sociale væsener, hvis hjerner er plastiske og tilpasser sig miljøet. Så hvad nu, hvis din umiddelbare, eller hvad du kalder før-bevidste reaktion i virkeligheden er et produkt af den kultur, du på så basalt et plan er en del af? Og det er netop dér, man kan rette en kritik imod den magt som du tillægger ur-instinktet i din artikel. Når du fx skriver, “Gør det mig så til sexist? Det håber jeg da ikke. For hvad kan jeg gøre for at ændre det? Det er sådan, min hjerne fungerer.”, eller, “Det er ikke retfærdigt. Hverken for kvinderne, der underkastes ufrivillig seksualisering, eller for mig, som forstyrres i min interesse for det, de siger. Men det er sådan, og det er ikke noget jeg kan ændre på. Det sker af sig selv, hvad enten jeg vil det eller ej”. Det er ikke dig personligt, jeg retter en kritik mod, men snarere den tillæggelse af magt til den såkaldte ur-hjerne eller det før-bevidste som gør, at vi overser hvordan seksualisering eller objektiviseringen af kvindekroppen også i høj grad er et kulturelt fænomen og derfor må og skal studeres som et sådan.
For hvis du spørger til min mening (som jeg lige lader som om du gør) er der en splittelse i den seksualisering: kvindekroppen ses på som et sex-objekt, men samtidig ser vi igen og igen at kvinder ikke kan opføre sig for seksuelt uden at blive nedgjort eller ligefrem udsat for overgreb, psykisk og fysisk. Slut-shaming, med et moderne ord. Kvindens seksualitet er, sat lidt på spidsen, dejlig at se på og benytte sig af når det passer den heteroseksuelle, hvide mand og det er indenfor de idealer, vi har i vores samfund. For hvad, hvis kvinden i metroen havde hår under armene og skulle møde sin kone på Nørreport? Eller hijab? Eller hvis hun engang havde været en mand? Overskriften på din artikel kommer ind i billedet her: Jeg er nemlig, hvis jeg skal være helt ærlig, ikke specielt rystet over din indrømmelse. Den hvide, heteroseksuelle mands historie har jeg hørt. Rigtig mange gange. Hele tiden. I film, i politiske sammenhænge, på mit universitet, i radioen, i reklamerne. Jeg vil høre den historie, der gør op med sociale normer. Den om den ældre, homoseksuelle kvinde, der snaver sin yngre, traditionelt lækre kæreste i metroen. Den om den tykke afrikanske mand, der prøver at navigere med sin aseksualitet i et meget seksualiseret samfund. Den om den unge pige, der dyrker sex med alle dem, hun har lyst til, og ikke føler sig “brugt” eller “slidt”. For måske har de historier et blik på seksualitet og køn, der bryder lidt med forestillingen om den føromtalte reptil-hjerne, og et blik, der kan rykke lidt ved kulturen omkring køn og seksualitet i stedet for blot at repetere den gode gamle histore.
Nå, det blev lidt af en svada. Jeg håber det kan bidrage med lidt til debatten 🙂
Her vil jeg gerne byde ind med at det på ingen måde er tilfældet.
“Gør det mig så til sexist? Det håber jeg da ikke. ”
Hej Tobias, for mig er det ret enkelt. Et ord skal ikke definere for mig hvad jeg må og ikke må. Hvis jeg er sexist fordi jeg kigger efter piger og får lyst til at knalde dem, ja så er jeg sexist, og stolt af det.
Jeg er også stolt hvis pigerne kigger efter mig og får lyst til at knalde mig.
Om det er det ene eller andet der er grund til at jeg tænker som jeg gør er egentlig ligemeget.Jeg nyder det, og jeg gør ingen skade.
Marie’s indlæg herover illustrerer for mig at nogle kvinder kun kan finde en nedgørende vinkel på alt energi fra mænd mod kvinder “kvinder der underkastes ufrivillig sexualisering”. C’mon hvilken verden er det Marie lever i??? Er det den samme verden jeg kender hvor kvindelige Popstars optræder i beklædning som kun lige akkurat dækker de intime områder, og hvor kvinder dagligt sender billeder på facebook af nøgne mænd…letpåklædte håndboldspillere osv.
Og det at den “heteroseksuelle hvide mand” hele tiden nævnes på netop denne måde og som den store skurk, fortæller mig en hel del mere om, at de samme kvinder er fyldt af mindreværdskomplekser, og at det i virkeligheden er dette der er det store problem for dem.
Hilsen den mega vrede hvide heteroseksuelle sexist 🙂
Man kunne snertet blive forarget. Eller man kan bare sige: Tak.
Så længe at det ikke devaluere kvindens intellekt, så er det da dejligt (også) at blive beskuet og fundet attraktiv.