
Anmeldelse af Emma Holtens Underskud: Om værdien af omsorg.
Jeg har endelig læst Emma Holtens Underskud: om værdien af omsorg, som udkom i maj 2024. Inden jeg forholder mig til bogens indhold, finder jeg det passende at adressere den usædvanligt lange tilblivelsestid af denne anmeldelse.
Som faste følgere af denne side vil vide, bestræber jeg mig på at anmelde bøger, når de udkommer. Meget gerne på selve dagen, og hvis det ikke kan lade sig gøre, så meget snart herefter. Det er det mest rimelige over for alle parter: forfatteren, forlaget og ikke mindst læserne. En bog er blandt meget andet en vare, og anmeldelser kan bruges som en slags forbrugervejledninger, man kan støtte sig til, når man overvejer at købe den. Det gør man oftest i forbindelse med udgivelsen, og så nytter det selvsagt ikke noget, at anmeldelsen først kommer uger eller måneder efter.
Flere ting har gjort, at det undtagelsesvist er tilfældet her.
For det første modtog jeg først bogen fra forlaget nogle uger efter, at den var udkommet. Det skyldtes muligvis bogens øjeblikkelige succes. I hvert fald udkom den hastigt i flere oplag. Ser man efter hos Politikens Forlag i dag, kan man se, at den nu er oppe på det ottende.
Forsinkelsen virkede demotiverende på mig, og hurtigt tog den ene uge den anden. Når man allerede er tre uger forsinket, hvad er forskellen så egentlig til fire? Snart gentog det samme sig i forhold til måneder. Det er ikke god måde at tænke på, det medgiver jeg, men det ændrer ikke på, at det var sådan, jeg tænkte. Hurtigt blev det ligegyldigt for mig, hvornår jeg fik den læst, for jeg var alligevel så forsinket, at det ikke føltes, som om en måned fra eller til gjorde nogen forskel.
Oven i det skal lægges, at jeg i lighed med Emma Holten – en lighed, jeg opdagede, da jeg læste Underskud: om værdien af omsorg – lider af kronisk sygdom. De hermed forbundne udfordringer er årsagen til, at jeg i lang tid har måttet sige nej tak til henvendelser fra tv-programmer, debatarrangementer med videre, ligesom de er årsagen til, at aktiviteten her på siden ikke er, hvad den var engang. Det er ikke, fordi jeg har mistet interessen eller er løbet tør for ting at tænke over.
En blanding af de tre faktorer – den oprindelige forsinkelse, min manglende disciplin i de efterfølgende uger og måneder og mine generelle udfordringer – er årsagen til, at anmeldelsen først kommer nu. Bedre sent end aldrig, siger man. Vi får se, om det også gælder her.
Jeg har så vidt muligt holdt mig fra andres vurderinger af bogen. Det var umuligt helt at undgå debatten om den, som fyldte en del sidste sommer, men de egentlige anmeldelser har jeg undladt at læse, sådan som jeg altid gør, hvis jeg har tænkt mig at anmelde en bog. Intet er mere forstyrrende i læsningen af en bog end andre læseres læsninger. Det skulle da lige være fire koncerter med Ed Sheeran nede ved stranden.
Underskud: Om værdien af omsorg
Underskud: om værdien af omsorg er i en vis forstand en misvisende titel. For tager man den for pålydende, kan man med god ret påpege, at bogen handler om noget andet. Dens centrale omdrejningspunkt er ikke værdien af omsorg, men økonomisk tænkning og årsagerne til, at de økonomiske teorier og regnemodeller ikke forholder sig til værdien af omsorg.
Holten skitserer den økonomiske tæknings historie og udvikling for at vise, hvordan alt det, der ikke kan måles – herunder omsorg og reproduktivt arbejde – er blevet udeladt og har skabt en måde at betragte mennesker og samfund på, som har store mangler. Den dominerende økonomiske tænkning, som blandt andet ligger til grund for Finansministeriets regnemodeller, baserer sig på antagelser om menneskers adfærd, som ikke afspejler menneskers faktiske adfærd.
Det fører til, at samfundet – staten, regionerne, kommunerne – drives, som var det en virksomhed. Alt optimeres på basis af økonomiske nøgletal, og andre hensyn nedprioriteres eller overses helt. Ifølge denne tænkning er det godt, hvis en kommune fyrer hver tredje pædagog, da det reducerer kommunens udgifter. Om det er godt for børnene i kommunen, at der er færre voksne i børnehaverne, tager den derimod ikke stilling til. For børnenes glæde og udvikling kan ikke omregnes til kroner og ører indgår derfor ikke i de økonomiske modeller.
Holten synes at argumentere godt for sin sag. Synes, skriver jeg, for min viden om økonomisk teori rækker ikke til at fælde en endelig dom desangående. I den offentlige debat har Holten diskuteret sine synspunkter med flere økonomer, og er man interesseret i den side af sagen og dens finere detaljer, opfordrer jeg til, at man fremsøger de artikler og debatter, som beskæftiger sig med det. Som læser er det let at forstå, hvad Holten mener, og bogen er fra start til slut fyldt med citater fra mennesker, der på den ene eller anden måde har forholdt sig til bogens emne, fortrinsvis økonomer.
Borgerlige læsere vil instinktivt opfatte Underskud: om værdien af omsorg som venstreorienteret tænkning, og bogen appellerer da formentlig også mest til læsere på venstre side af den politiske midte. Men Holtens grundlæggende kritik af samfundsøkonomiens position som altstyrende parameter kan let omsættes til spørgsmål, som optager borgerlige vælgere.
Når eksempelvis økonomer siger, at øget arbejdskraftindvandring er en god ting, fordi det styrker samfundsøkonomien, vil nogle borgerlige pege på, at det ikke er tilstrækkeligt alene at se på de økonomiske effekter ved øget indvandring til Danmark. Det kan godt være, vil de sige, at man ikke kan måle i kroner og ører, hvad det gør ved Danmark som land, men det betyder ikke, at det ikke skal tillægges vægt i de politiske beslutningsprocesser. En sådan argumentation er substantielt præcis den samme som den, Holten gennemfører i forhold til omsorg og reproduktivt arbejde.
Sine steder kan Underskud: om værdien af omsorg føles repetitiv. Holtens kritik af den økonomiske tænknings evne (og vilje) til at forholde sig til omsorg og reproduktivt arbejde spiller hovedrollen bogen igennem, og fordi det er så gennemgående et tema, optræder de samme pointer flere gange. I alle bøger af denne karakter er det en afvejning, om det er nok at slå noget fast én gang, eller om det er nødvendigt at gentage det nogle gange. I dette tilfælde hælder jeg til, at Holten godt kunne have nøjedes med lidt færre omskrivninger af sin grundidé. Hvis man på side 100 stadig ikke har forstået, at den økonomiske tænkning overser væsentlige dele af menneskelivet, og at det er et problem givet dens status som politisk rettesnor, forstår man det nok aldrig.
Når det er sagt, er Underskud: om værdien af omsorg bestemt rar at læse. Holten trækker stedvis på sit eget liv, herunder sit møde med sundhedsvæsnet i forbindelse med en indlæggelse. Disse passager gør Holtens tanker konkrete og skaber kærkomne brud med bogens til tider noget lange gennemgange af diverse økonomers tanker. Sprogligt støder man løbende på små afvigelser fra den ellers akademiske tone, som når Holten på et tidspunkt adresserer sine læsere som babes. Det virker ikke påtaget, men helt naturligt og i tråd med, hvordan Holten i øvrigt formulerer sig.
Min eneste lille anke mod bogen er, at den ikke leverer et alternativ til det, den kritiserer. Mod slutningen gør Holten klart, at hun ikke ønsker, at den økonomiske tænkning skal blive bedre til at værdisætte omsorg, da det vil ikke ændre på det grundlæggende problem, som ifølge Holten er den økonomiske tænknings dominans som politisk måleinstrument. Det er ikke nok, at vægten bliver bedre til at veje, kan man sige, den skal helt ud af lokalet. Og fint nok, men hvad så?
Når det er en lille anke, skyldes det, at der ikke nødvendigvis er noget galt med at fremsætte en kritik uden at have en løsning på hånden. Nogle gange må man starte med at forklare, at noget er et problem. Men når Holten har valgt at give bogen undertitlen om værdien af omsorg, er det rimeligt at forvente, at bogen på et tidspunkt anviser bedre måder at forholde sig til værdien af omsorg på end det fravær, Holten påpeger i den økonomiske tænkning. Og det gør den ikke.
Jeg veksler mellem tre og fire af seks stjerner og ender på fire, fordi bogen i al væsentlighed lever op til, hvad man kan forvente af en god debatbog. Den kunne uden problemer have været lidt kortere, ligesom den med fordel kunne have givet lidt mere plads til det nære og konkrete.
Holtens beskrivelser af alt det arbejde, der udføres rundt om en, når man er indlagt på et hospital, gør det tydeligt, hvorfor det er værd at tænke over, hvor svært det kan være at sætte værdi på noget, selv om det åbenlyst er værdifuldt, og hvor vigtigt det er, at vi som samfund ikke kun forholder os til de former for værdi, som kan udtrykkes i regneark og opgørelser af BNP.
På samme måde bliver det let at forstå det frustrerende ved nye ledelsesværktøjer, når man oplever dem gennem Holtens tidsregistreringsramte veninde Mia. Hvis Holten på et tidspunkt vælger at skrive en toer, vil flere observationer og refleksioner af den karakter være en klar styrke. Det er her, hvor abstraktionerne møder virkeligheden og bliver håndgribelige, at bogen er bedst.
**** Underskud: om værdien af omsorg af Emma Holten. 288 sider. Udkom i maj 2024 på Politikens Forlag. Kan købes, hvor der sælges bøger.