»Vi er meget stolte over at kunne byde hende velkommen«, siger Malmö Universitet om sin kommende æresdoktor, Sara Ahmed.
Opdateret 25/9-2019, 14:26.
Kvinden bag begrebet »feminist killjoy«, Sara Ahmed, udnævnes den 18. oktober til æresdoktor på Malmö Universitet.
Den 50-årige feminist, som i sit akademiske virke især har beskæftiget sig med queer-teori, kritisk raceteori og postkolonialisme, gør dermed comeback til den akademiske verden, efter hun i 2016 trak sig fra sin stilling som professor på Goldsmiths University i London efter utilfredshed med ledelsens ageren i sager om seksuelle krænkelser.
Feminist killjoy
Sara Ahmed er forfatter til ni bøger, men uden for akademiske kredse bedst kendt for at være opfinderen af begrebet »feminist killjoy«.
Begrebet sigter til nødvendigheden af at turde være en lyseslukker og til at være vedholdende i sin kritik, også selv det skaber dårlig stemning.
Sara Ahmed har beskrevet begrebet på sin blog af samme navn og i bogen Living a Feminist Life fra 2017.
På dansk er desuden i 2018 udkommet den noget kortere KILLJOY MANIFEST, som sammenfatter de væsentligste pointer fra Living a Feminist Life.
I Living a Feminist Life henviser Sara Ahmed til en perlerække af feministiske tænkere som Shulamith Firestone, bell hooks, Arlie Hochschild, Gloria Anzaldúa, Alice Walker, Adrienne Rich og Audre Lorde.
Hvide mænd nægter Sara Ahmed dog kategorisk af henvise til i Living a Feminist Life, hvilket hun eksplicit gør opmærksom på. Bogens lange litteraturliste rummer derfor ikke så meget som én henvisning til en hvid mand.
Meget stolte
Malmö Universitet er stolte over at kunne præsentere Sara Ahmed som æresdoktor.
Det fortæller lederen af Fakultetet for Kultur og Samfund, Rebecka Lettevall til universitetets hjemmeside.
»Ahmed har påvirket generationer af kritiske forskere, herunder mange ph.d.-studerende og unge forskere på vores fakultet. Vi er meget stolte over at kunne byde hende velkommen som æresdoktor«, siger hun.
Hovedpersonen selv er glad for, at hendes arbejde vækker genklang i Sverige. Ikke mindst blandt unge mennesker.
»Da jeg begyndte at skrive og tale om killjoys, blev jeg virkelig overrasket over, hvordan de yngre generationer forstod det. Forstod, hvad figuren laver, hvad hun skal lære os. Jeg har lært så meget af de yngre generationers aktivisme; fra hvor villige de er til at sætte ord på strukturelle problemer, til at tale om kapitalistisk patriarkat, hvidt overherredømme og så videre. Det finder jeg meget opløftende«, siger Sara Ahmed til Malmö Universitets hjemmeside.
»Det har været en fornøjelse at få mit arbejde oversat til svensk og at komme og præsentere mit arbejde her. Jeg har også været glad for muligheden for at tale med farvede feminister og queers i Sverige. I er her; jeg hører jer!«, fortsætter den engelsk-pakistanske feminist, der voksede op i Australien.
»Som en ung, brun pige, der blev undervist i Australien og i Storbritannien, blev jeg altid undervist af hvide lærere. Jeg blev vejledt i hvidhed. Da jeg læste tekster af sorte feminister som Audre Lorde, ændrede det alt. Her var teori, som var skabt af oplevelser. Her var teori, som også var poetisk; som i ord fandt potentialet til at skabe nye opfattelser af os selv, af vores verdener. Feminisme handler om at ændre ord og verdener«, uddyber Sara Ahmed, inden hun afslutter med en hilsen til sine svenske medfeminister.
»Jo mere, du udfordrer strukturer, des mere støtte har du brug for. Mit bedste tip til feministiske killjoys er: Find andre feministiske killjoys!«
Dagen før sin udnævnelse som æresdoktor afholder Sara Ahmed en forelæsning på Malmö Universitet. Her vil hun tale om strategier og taktikker, som kan bruges til at udfordre magten i den akademiske verden.
Forelæsningen finder sted den torsdag den 17. oktober klokken 14.45.