Borgerlig debattør og erklæret feminist Rasmus Brygger er kommet i modvind, efter han brugte hashtagget #AldrigDinSkyld i en opdatering på Facebook.
Er det i orden at tage et hashtag fra én sammenhæng og bruge det i en anden, hvis man synes, det passer ind?
Nej. I hvert fald ikke hvis hashtagget er #AldrigDinSkyld, og man spørger de danske feminister.
Det har den borgerlige debattør og erklærede feminist Rasmus Brygger måttet sande, efter han i går brugte #AldrigDinSkyld i en opdatering om tricktyveriet mod Lars Seier Christensen, der fandt sted i sidste uge og kostede den danske rigmand et dyrt ur.
Brygger: Man er ikke selv skyld i, at man bliver udsat for røveri
– Ja, jeg er med på, at I ikke bryder jer om manden. Men det betyder ikke, at han skal kaldes dum for at gå med et dyrt ur på Kongens Nytorv, og det betyder heller ikke, at anledningen skal bruges til at kalde ejerskabet af et dyrt ur “perverst”, som Pelle Dragsted har gjort det, skrev Brygger blandt andet i opdateringen.
– Det er #aldrigdinskyld at du bliver røvet. Længere er den sgu ikke, afsluttede Brygger et par linjer senere, og det er siden faldet mange feminister for brystet.
Årsagen er, at #AldrigDinSkyld er et hashtag, som tidligere er blevet anvendt i forbindelse med demonstrationer mod voldtægt. Ved at bruge hashtagget om et tricktyveri sidestiller Brygger voldtægt med tyveri, og det er en hån over for ofre for voldtægt, mener flere.
Feminister: Urtyveri og voldtægt kan IKKE sammenlignes!
– #aldrigdinskyld handler om voldtægt. Gider du ikke godt lade være at kalde tyveri af et ur for voldtægt?, skriver Johanne Pors Birkholm, og hun støttes af blandt andre Zen Donen, der er medlem af #AldrigDinSkyld-initiativet.
– Jeg er medlem af Aldrig din skyld initiativet og jeg synes virkelig ikke det er i orden at bruge det (hashtagget) i denne her sammenhæng Rasmus. Du kan sgudda ikke mene at tyveriet af et ur kan sammenlignes med overgreb og voldtægt!, skriver hun.
Andre er endnu mere direkte i deres kritik af Bryggers hashtag-misere.
– Der er dælme forskel på “Hey Lars Seier, din fede nar, du er selv ude om dit 300.000 kr ur er nakket uden du opdagede det – du kunne bare lade vær at ha det!” og så til “Jaaa tøsen, du blev voldtaget, men den havde du nok selv bedt om, når nu du render rundt i sådan en slutty kjole!”, skriver Sara Smith Hald, og hun bakkes op af Mira Nanda Oceania Ågård.
– Hvad fanden sker der for at bruge det hashtag til at skrive om tyveri af et dyrt ur? Du er sgu da velkommen til at bruge ordene, men der var ingen der tvang dig til at bruge en markering der kategoriserer tyverier af et ur med beretninger om voldtægt. Sygt dårlig smag, og så oven i købet lade som om du ikke ved hvad Sara Smith Hald taler om., skriver hun.