27. juli, 2024

Godt nytår!

2021 var præget af debatten om MeToo. Det bliver 2022 formentlig også. På Reelligestilling.dk handlede årets mest læste indlæg dog om andre emner. Billede: Pixabay.com.

De tre mest læste artikler på Reelligestilling.dk i 2021 og andre glimt fra året, der gik.

Set med ligestillingsbriller vil 2021 blive husket for de afledte effekter af den MeToo-debat, Sofie Lindes tale ved Zulu Awards i august 2020 blev startskuddet til.

Flere fremtrædende mænd har måttet forlade deres poster, senest Michael Dyrby, og mod slutningen af året fik vi de første indikationer på, at MeToo måske på et tidspunkt også kommer til at handle om kvinders adfærd.

Debatten om MeToo er langt fra slut, så man får ikke pengene mange gange igen, hvis man spiller på, at den også vil præge ligestillingsdebatten i 2022.

2021 på Reelligestilling.dk

Her på siden har det været et specielt år med lavere aktivitet end tidligere. Det er der flere årsager til, mest tungtvejende, at jeg tog en pause under den store nedlukning i starten af året og først gik i gang igen i august.

Det betyder dog ikke, at det slet ikke er blevet til noget. I alt 83 indlæg har set dagens lys i 2021. Det står langt fra mål med sidens rekordår 2017, hvor det blev til hele 303 indlæg, men det matcher fint 2020, hvor tallet var 85, og det er betydeligt bedre end 2019, hvor sygdom gjorde, at det kun blev til 30.

Jeg håber i 2022 at øge kadencen en smule, så antallet af indlæg når op over 100.

De tre mest læste indlæg i 2021

De tre mest læste indlæg på Reelligestilling.dk er et nyt indlæg og to gamle kendinge.

Nummer tre på listen over de mest læste indlæg i 2021 er min kommentar om Karen Melchiors angreb på Deloitte-medarbejderen Lasse Jacobsen. Kommentaren er fra juli 2020, men har altså også i 2021 tiltrukket sig interesse. Et uddrag:

»I en byge af kommentarer, hvoraf Karen Melchior nu har slettet eller redigeret de fleste, langede den radikale politiker ikke bare ud efter Lasse Jacobsens spørgsmål til DJØF, men inddrog også hans arbejdsplads, revisions- og konsulenthuset Deloitte, i diskussionen.

Melchiors svadaer lød blandt andet som følger:

“Lasse Jacobsen seriøst?! Så ved jeg da at jeg ikke bør ansætte Deloitte.”

“Jeg vil foretrække firmaer uden ansatte, der tror på, at der er biologiske forskelle, som afgør kompetencer og valg.”

“Lasse arbejder hos Deloitte; jeg håber ikke hans syn på køn, som jeg mener er ligeså gammeldags som at tro på at jorden er flad kan få indflydelse på hans arbejde. I så fald vil jeg ikke hyre Deloitte.”

“(…) dine holdninger har en afsmittende effekt på min holdning til din arbejdsplads; hvilket naturligvis er synd for dine kollegaer.”

“(…) du tegner som medarbejder et billede af den virksomhed, du arbejder for. Du nævner selv Deloitte arbejder meget med ligestilling, måske ikke nok så.”

“Jeg mener Lasses holdning kan være udtryk for Deloittes virksomhedskultur og ønsker ikke at hyre Deloitte som firma, hvis det er tilfældet. Fordi ja jeg mener, hvem du ansætter viser hvem du er som firma.”«

Nummer to på listen over de mest læste indlæg i 2021 handler også om en kvinde, nemlig formand for Nye Borgerlige, Pernille Vermund. Indlægget er fra 2017, men bliver ved med at være et af de mest populære på siden. Om det skyldes Vermunds refleksioner over feminismens betydning eller billederne og videoen af Vermund i bikini, kan man kun gisne om. Et uddrag:

»I et opslag, der blandt andet tager læseren med tilbage til ungpigeværelset, sukker Nye Borgerliges formand, Pernille Vermund, over at seksualiteten ikke er så fri og naturlig, som den var engang.

– Som jeg husker min ungdom, var der frække undertoner og flirt overalt. Ikke stiliserede halvnøgne kroppe og rå seksuel arrogance, men rigtig flirt. Jeg havde som det mest naturlige i verden en plakat af en letpåklædt Samantha Fox hængende på væggen i mit ungpigeværelse (skulle måske have undladt at skrive det, men nu er det ude), indleder hun.

– Der blev spillet på alle tangenter, når Sabrina tonede frem på MTV og sang om ‘boys’ med brysterne hoppende ud af bikinien. Og enhver automekaniker, med respekt for sig selv – og for kvinder – fulgte ugens dage og årets gang fra sin sirligt ophængte pin-up kalender, fortsætter partiformanden, inden hun lidt efter beskriver tilstanden i dag

– Mulighederne har vi stadig. Men bikinitoppen bliver på, og de uskyldigt frække undertoner og den naturlige flirt mellem mænd og kvinder er erstattet af krænkelseskultur, afseksualisering, respektløshed og rå porno, skriver hun.«

Nummer et på listen over de mest læste indlæg på Reelligestilling.dk i 2021 er i modsætning til nummer to og tre fra i år, nærmere bestemt fra i sommer, hvor jeg efter at have skrevet en række kritiske kommentarer om tre ITU-forskeres arbejde med en »sexismealgoritme«, der blandt andet kan detektere såkaldt »neosexisme«, blev tippet om, at forskerne var blevet snydt af gode folk på Reddit til at inddrage Egon Olsens eder i deres forskning i »hadtale«.

Indlægget nåede vidt omkring. På Berlingske blev det bemærket af debatredaktør Pierre Collignon, der henviste til det i en kommentar, og på Forskerforum interviewede man – angiveligt på baggrund af indlægget – en af forskerne bag algoritmen. Angiveligt, da Forskerforum ikke henviste til indlægget her på siden. Og bevares, det er da også muligt, at Forskerforum helt uafhængigt af mit indlæg har opdaget præcis det samme, om end sandsynligheden for det formentlig skal angive i brøkdele af en promille. Et uddrag fra årets mest læste indlæg:

»Da ITU-forskerne Gudbjartur Ingi Sigurbergsson og Leon Derczynski i 2019 ville skabe et værktøj, der kunne detektere dansksproget »hate speech« – hadefuld tale – på sociale medier, skulle de bruge eksempler fra den virkelige verden.

I den forbindelse spurgte forskerne danske brugere af Reddit om hjælp til at skabe en liste med hadefulde, racistiske, sexistiske udtryk på dansk.

En Reddit-bruger skrev tilbage til forskerne, at han havde en nærmest komplet liste, de kunne få. Det var forskerne, som ikke taler dansk, glade for.

Hvad de dog ikke vidste var, at listen var fuld af eder fra Olsen Banden-filmene såsom »hundehoveder«, »hængerøve« og »elendige socialdemokrater«.

De opdagede det heller ikke, for ordene indgik i den endelige liste, forskerne lagde til grund for udviklingen af hate speech-værktøjet.

Og der stopper det ikke.

Den Egon Olsen-inspirerede ordliste indgår også som en del af grundlaget for den »sexismealgoritme«, Leon Derczynski for nylig har udviklet i samarbejde med to andre ITU-forskere. En algoritme, som blandt andet kan opspore »neosexisme«, og som DR har udvist interesse for.«

Godt nytår!

Til sidst tak til alle jer, der støtter siden og følger med. Både de af jer, der har været med i årevis, og de af jer, der er kommet til på denne side af 2020. Det er herligt, at I læser med og bidrager til debatten, ikke mindst på Facebook-siden.

Selvfølgelig er langt fra alle debatterne det rene guld. Det er de ikke nogen steder. Men af og til opstår der spændende diskussioner, som ikke kun gavner dem, der deltager i dem, men også os andre, der læser med. Det glæder mig, hver gang det sker.

Godt nytår!

Læs også

Ny bog udkommet: Aldrig din skyld, altid din skyld - De to fortællinger om køn

Interview