Roskilde Festival har ikke tænkt sig at efterligne konkurrenten Glastonbury, som i år har et sceneområde kun for kvinder.
De kvindelige festivalgæster på Roskilde får hverken i år eller i den nærmeste fremtid deres eget sceneområde. Det meddeler festivalens programchef, Anders Wahrén, i en mail.
– Sådan et område har vi ikke. Vi opererer kun med adskillelse af køn i vores bade og på visse toiletter, skriver han med henvisning til Glastonburys nye sceneområde, The Sisterhood, hvor alle ansatte er kvinder, og mandlige festivalgæster er forment adgang.
– Vi har meget sjældent haft genre-specifikke scener (og altid kun, når der har været praktiske eller produktionsmæssige grunde til det), fordi vi gerne ser at vores gæster bliver udfordret og nærmest tvunget til at opleve noget andet end det, de umiddelbart opsøger, fortsætter Anders Wahrén og fastslår, at holdningen også gælder i forhold køn.
– Samme tilgang har vi, når det kommer til køn. Vi ser gerne, at flere kvinder indtager scenerne, og vi er glade for at have nogle af de mest markante kvindelige musikere anno 2016 på programmet i år. Men vi ser ingen grund til at placere dem på en særligt isoleret scene, afslutter programchefen.
Glastonbury og Roskilde Festival er blandt verdens største musikfestivaler. Glastonbury 2016 afholdes fra 22. til 26. juni, mens årets udgave af Roskilde Festival finder sted fra 25. juni til 2. juli.