Institut for Menneskerettigheder: Giv kvinder fortrinsret til bestyrelser

Der er for få kvinder i de danske virksomheders bestyrelser, og regeringen bør tage hårdere værktøjer i brug for at lave om på det, mener Institut for Menneskerettigheder. Billede: Pixabay.com.

Det vil styrke ligestillingen, at mænd vælges fra, når to kandidater af hvert sit køn er lige dygtige, mener instituttet.

Opdateret 20/12-2021, 9:43.

Står det til Institut for Menneskerettigheder, skal danske virksomheder vælge mandlige kandidater til bestyrelsesposter fra, hvis der findes lige så kvalificerede kvindelige kandidater.

Det meddeler instituttet på sin hjemmeside.

Udmeldingen er en del af et høringssvar, Institut for Menneskerettigheder har sendt til regeringen, som arbejder på et lovforslag, der skal øge andelen af kvinder i de danske virksomheders bestyrelser.

Giv kvinder fortrinsret

For nuværende er 18,6 procent af bestyrelsesposterne i de 2.200 største danske virksomheder besat af kvinder, og det tal skal op, mener både regeringen og Institut for Menneskerettigheder.

Instituttet er dog klar til at gå videre, end regeringen lægger op til, blandt andet ved i en periode at give virksomhederne lov til at diskriminere på køn.

– Hvis Danmark skal med i superligaen for ligestilling i bestyrelser og direktioner, anbefaler vi, at der indføres hårde krav i en periode, siger Morten Emmerik Wøldike, leder af Institut for Menneskerettigheders arbejde med køn og ligestilling.

– For eksempel kan virksomheder give fortrinsret til kvinder, når valget står mellem to kandidater med samme kvalifikationer, eller slå ledige bestyrelsesposter offentligt op, så de bliver synlige for flere ansøgere, uddyber han.

Sæt tempoet op

Institut for Menneskerettigheder begrunder sit ønske om »hårde krav« med, at udviklingen mod ligelig repræsentation af mænd og kvinder i de danske bestyrelser går for langsomt.

– Regeringen har fat i nogle af de rigtige værktøjer. Men det er museskridt, når virksomheder kan slippe afsted med at rykke et procentpoint om året. Så varer det flere årtier, før vi når en ligelig kønssammensætning i bestyrelser og direktioner, siger Morten Emmerik Wøldike.

Foruden fortrinsret til kvindelige kandidater anbefaler Institut for Menneskerettigheder, at kravene til virksomhedernes måltal skærpes. »Virksomhederne kunne for eksempel blive pålagt at have et måltal på over 40 procent kvinder,« skriver instituttet på sin hjemmeside.

Tobias Petersen

40 år, sociolog, tekstforfatter, freelancejournalist og ligestillingsdebattør. Jeg er helhjertet tilhænger af ligeværd, lige muligheder og lige rettigheder og skriver om alt, der har med ligestillingsdebatten at gøre i bredeste forstand. Når jeg ikke diskuterer ligestilling, skriver jeg tekster for andre.

One thought on “Institut for Menneskerettigheder: Giv kvinder fortrinsret til bestyrelser

  • 12. januar 2022 kl. 12:48
    Permalink

    Hvis nu flere fædre fik forældremyndighed og bopælsret i skilsmisserne, ville det utvivlsomt skabe mere ligestilling – også i fx bestyrelserne.
    For det er for såvel kvinder som mænd vanskeligt at få tid til begge dele.
    😉

    Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *