23. maj, 2024

”Jeg skruer sgu over på Barnaby”

Bogens forfatter, Christian Groes. Billede: Pressefoto/Gad, fotograf: Uffe Wang.

Boganmeldelse: Da MeToo ramte manden af Christian Groes.

Med Da MeToo ramte manden melder antropolog og kønsforsker Christian Groes sig ind diskussionen om MeToos konsekvenser. Bogen stiller fem spørgsmål, som den forsøger at besvare. De fem spørgsmål lyder som følger:

Bogens forside.

1. Hvordan har MeToo påvirket danske mænd, og er der sket en kulturændring på arbejdspladsen og i mænds tilgang til kvinder, fx i datinglivet?

2. Hvordan identificerer mænd sig i forhold til MeToo på tværs af generationer og landsdele, og hvordan er mandehierarkiet og mandeidealerne blevet udfordret?

3. Hvilken betydning har køn, ulige magtforhold og den gensidige afhængighed mellem ledere og ansatte på arbejdspladsen for, at krænkelser finder sted?

4. Hvordan kan spillereglerne for, om en adfærd er krænkende eller samtykkebaseret, forstås ud fra principper om gensidig eller ensidig udveksling af intimitet?

5. Er der stadig plads til at dyrke erotiske fantasier om magt, underkastelse og overskridelser af kroppens grænser i et samfund, hvor krænkelser skal undgås?

Groes tager udgangspunkt i interview med 18 mænd i alderen 20-65 år, som Groes og to assistenter har foretaget mellem januar 2021 og januar 2023. Mændene har forskellige baggrunde og kommer fra forskellige dele af Danmark. Undervejs i bogen indgår citater fra interviewene, som tjener til at anskueliggøre Groes’ pointer og demonstrere forskelle blandt mænd i synet på MeToo.

Citaterne er med til at give bogen liv, og undertiden er mændenes udsagn sjove at læse, som når den 56-årige Martin på en beværtning i Nordjylland forklarer Groes, at han er træt af at høre om MeToo og krænkelser og hellere vil se krimi på DR: ”Nu sidder vi på et værtshus, hvor vi ikke gider den slags. Jeg tror mere, det er en københavnerting at bruge tid på sådan noget, der er privat. Det kommer ikke andre ved gennem medierne. Jeg skruer sgu over på Barnaby.”

Den kvalitative metodes begrænsninger

Det er nødvendigt at knytte en en kommentar Groes’ metodevalg. Det er meningsfuldt at anvende kvalitativ metode, hvis formålet er at illustrere og nuancere, da interview kan bringe aspekter frem, spørgeskemaer ikke kan indfange. Men kvalitativ metode er ikke det rigtige valg, hvis man ønsker at undersøge fænomeners udbredelse. Groes går for vidt, når han på baggrund af de 18 interview konkluderer, at ”ifølge vores undersøgelse er mænd fra storbyen mere positivt indstillede overfor MeToo-bevægelsen end mænd i provinsen.” Når en undersøgelse består af 18 mænds udsagn, kan den ikke lægges til grund for så skråsikre domme om demografiske forskelle.

Det udelukker ikke, at Groes kan have ret. ”Det lader altså til, at der foregår en kamp mellem generationer i kølvandet på MeToo. Men det er ikke kun aldersmæssigt, at mænd er splittede. Det gælder også geografisk”, skriver han. Det samme kom jeg frem til, da jeg i oktober 2020 forholdt mig til kvinders holdninger til MeToo i en kronik i Weekendavisen. Her noterede jeg mig – på baggrund af ytringer i kommentarspor, altså bestemt også et svagt datagrundlag – at ”befolkningen er delt i disse spørgsmål, men ikke på køn, som man måske kunne tro. (…) Nej, det synes at være langs andre akser som alder, uddannelsesniveau og geografi, at uenigheden er størst.” Groes har formentlig ret i, at alder og geografi er klare skillelinjer (jeg tror også uddannelsesniveau). Den gode kønsforsker har bare ikke belæg for at konkludere det på baggrund af 18 interview.

Mandesårede og privilegiesårede mænd

Bogens titel indikerer, at MeToo er noget udefrakommende, som har ramt manden, og ifølge Groes er der da heller ingen mænd, der kan sige sig fri for at være blevet det. Spørgsmålet er ikke, om MeToo har påvirket mænds liv, men hvordan de forholder sig til den forandring, der er sket, siden MeToo eksploderede i oktober 2017 i USA og igen i Danmark med Sofie Linde i september 2020.

Groes sondrer mellem to måder at være ramt på. Den ene kalder han ”den mandesårede mand”. Den anden ”den privilegiesårede mand”. De to kategorier repræsenterer to overordnede reaktionsmønstre hos mænd, Groes mener at kunne identificere.

Den mandesårede mand er ham, der ser MeToo som en anledning til at ændre adfærd. ”At være mandesåret handler om at reflektere over budskabet fra MeToo-bevægelsen for bedre at kunne leve op til de forventninger, manden oplever, at samfundet og i særdeleshed kvinder har til ham,” skriver Groes. ”Det kan også helt enkelt handle om at blive bedre til at aflæse kvinders signaler og forstå, hvordan man gør tilnærmelser, flirter og har sex uden krænkelser,” tilføjer han lidt efter.

Den privilegiesårede mand er ham, der oplever MeToo som et tab. ”Og så kan mænd rammes på en anden måde, på et mere strukturelt plan, fordi deres privilegier som mænd er udfordret i kølvandet på kvinders øgede ligestilling. Disse mænd er privilegiesårede. De oplever en frustration, når de indser, at fysisk styrke, præstationer, rigdom eller magt ikke længere er nok til at “få adgang til kvinder,”” skriver Groes. ”At være privilegiesåret er knyttet til et oplevet tab af magt, kontrol og overlegenhed i forhold til andre mænd og kvinder. Den privilegiesårede mand bliver fortvivlet eller vred, når han føler, at hans magt undermineres. Han vil derfor give kvinder skylden for sit tab af status og være uforstående overfor afvisninger,” uddyber han.

Det er ikke svært at aflæse, hvilken af de to mandetyper, Groes har mest sympati for. De mandesårede mænd, der tager MeToo til sig og forsøger at indrette sig efter de nye spilleregler, er ”de gode”, mens de privilegiesårede mænd, der brokker sig over forandringerne, er ”de onde”.

Groes’ analyse er på dette punkt ikke særlig rummelig. Enten omfavner man, eller også modsætter man sig. Mit indtryk er, mange mænd befinder sig forskellige steder mellem de to positioner. Samtidig er analysen begrænset af sit feministiske udgangspunkt. Groes lægger forestillingen om det patriarkalske samfund til grund, når han konkluderer, at nogle mænd er vrede over deres tab af privilegier. Derfor ser han kun, hvad det muligt at se fra dette perspektiv.

Hertil kommer, at Groes næppe har ret, når han skriver, at de privilegiesårede mænd ”oplever en frustration, når de indser, at fysisk styrke, præstationer, rigdom eller magt ikke længere er nok til at “få adgang til kvinder””. For hvornår og under hvilke omstændigheder skulle sådanne mænd have ”indset” det? Rige, magtfulde, fysisk stærke mænd, der præsterer godt, har i den grad fortsat ”adgang til kvinder”. MeToo har ændret meget. Men det har ikke fået kvinder til at foretrække fattige, magtesløse, fysisk svage mænd, der præsterer dårligt.

En svær balance

Som bogen skrider frem, indarbejder Groes flere og flere begreber fra antropologien og den filosofiske og samfundsvidenskabelige litteratur. For nogle læsere vil det være en udfordring, da den ganske korte bog på kun lidt mere end 100 sider ikke levner plads til lange, pædagogiske begrebsafklaringer.

Hvis man kan sin Bourdieu, Lévi-Strauss, Sahlins, Mauss, Bataille med flere, kan man trygt læne sig tilbage, men kan man ikke, vil man støde på passager, man skal læse mere end én gang for at forstå, hvad Groes skriver. Ikke fordi Groes skriver dårligt, men fordi sætningerne forudsætter en forståelse af de anvendte begreber. Et eksempel:

”Når kroppe flettes sammen i begæret efter hinanden, ophæves den individuelle selvbevidsthed, og der indtræder “en uendelig kontinuitet mellem det værende” (Bataille 2001). De fælles overskridelser af erotiske tabuer og kroppenes grænser kaldte han suveræne øjeblikke. For at forstå, hvor grænsen går mellem krænkelser og magtmisbrug i intime rum på den ene side og gensidigt fantasibaseret begær på den anden side, kan vi trække på Batailles brug af begrebet suverænitet.”

Groes’ insisteren på at knytte sine refleksioner om MeToos konsekvenser sammen med undertiden svært tilgængelige begreber er både en styrke og en svaghed. Det er opløftende, at Groes forsøger at bringe diskussionen op på et andet niveau, end man møder i avisernes klummer og de sociale mediers kommentarspor. Som akademiker og kønsforsker bør Groes føje noget til debatten, og det gør han, når han eksempelvis bringer forskellige maskulinitetsbegreber i spil. Men flere steder i Da MeToo ramte manden kommer det med en pris. Det er en kunst at formidle komplekse sammenhænge, så alle kan forstå dem. Det lykkes Groes kun stedvis med.

Tre stjerner

Da MeToo ramte manden kan bruges som udgangspunkt for at tale om MeToo, ligesom den kan perspektivere eksisterende diskussioner. ”Jeg tror, at den vigtigste opgave i kølvandet på MeToo ligger i at forsætte og udvide samtalen om, hvordan vi, både kvinder og mænd, oplever krænkelser, grænser, lyst, magt og kønsforskelle,” skriver Groes. Den opgave bidrager bogen til at løse.

Nogen ruteplan gennem MeToo-landskabet er Da MeToo ramte manden dog ikke. Ligeledes er det tvivlsomt, om bogen vil få nogen til at ændre holdning. De, der omfavner MeToo mest, vil synes om den, fordi den lægger op til endnu mere diskussion om det, MeToo handler om. Men vil Da MeToo ramte manden få Martin fra værtshuset i Nordjylland til skrue op for lyden og væk fra Barnaby, når den næste MeToo-sag ruller over skærmen? Formentlig ikke.

Af seks mulige stjerner ligger jeg mellem tre og fire og ender på tre. Selv om Da MeToo ramte manden ikke er lang, kommer Groes vidt omkring, og det er de færreste, der efter endt læsning vil kunne sige, at de ikke er blevet præsenteret for noget nyt. Også selv om bogen aldrig bevæger sig uden for rammerne af en grundlæggende sympati for MeToo og MeToos konsekvenser.

Da MeToo ramte manden udkom 8. maj på Gads Forlag.

Læs også

Ny bog udkommet: Aldrig din skyld, altid din skyld - De to fortællinger om køn

Interview