Du må gerne kalde mig en »klynker«, hvis du har lyst til det. Prisen er så, at jeg formentlig vil opfatte dig som en idiot.
Hver eneste gang en mand taler eller skriver om sine følelser, bliver han kaldt en »klynker« og henvises til at »tage en tudekiks«. Både af andre mænd og af mange kvinder. Det er jeg ved at være godt og grundigt træt af.
Det slås tit hen med, at det skyldes gammeldags kønsroller og kønsopfattelser, der forbinder mandlige udtryk for følelser med svaghed. Men det er da tynd og værdiløs forklaring. Skal vi bare blive ved med at acceptere, at fordi det var sådan for 50-100 år siden, så må vi leve med, at det er sådan i dag? Eller skal vi tage tyren ved hornene og kalde dumheden ved sit rette navn?
Selvfølgelig har mænd også følelser
Der er to ting, man skal forstå, hvis man vil lidt videre her. Den ene er, at mænd også har følelser. Det kommer måske som et chok for nogen, men sådan er det altså.
Mænd bliver også glade, stolte og kede af det. Mænd er ikke en særlig kategori af mennesker, der lukker ned og ikke mærker noget. Den slags mennesker findes, men de har ikke et bestemt køn.
Selvfølgelig taler mænd også om følelser
Den anden er, at mænd også taler om deres følelser. Bevares, vi kan godt lide at drille piger og kvinder med, at de aldrig lavet andet sammen med deres veninder end at tale om følelser, men hvis sandheden skal frem, bruger mange af os en ikke ubetydelig del af vores samvær med andre mænd til at gøre det samme.
Indholdet skifter naturligvis med alderen, men jeg kan ikke mindes et tidspunkt i mit liv, hvor jeg ikke har talt om følelser med andre mænd. Om drømme, om håb, om frygt. Om kærlighed, svigt, dårlig samvittighed, forhold til forældre og kærester, selvbebrejdelser og med alderen om rollen som far.
Jeg har slet ikke tal på, hvor mange aftener og nætter der er gået med at tale om de ting – og stadig går med det.
Hold om med at klynke, din ynkelige mandsling
Tåbeligheden – og det er en tåbelighed – ved at kalde mænd, der taler om deres følelser, for »klynkere«, er, at man derved underforstår og understøtter ideen om, at det er forkert for mænd at tale om deres følelser.
Klynkerkommentaren er en sanktion, der har to formål. Det ene er at ydmyge den konkrete mand, det andet er at sende et signal til andre mænd om, hvad der venter, hvis de gør det samme. Det er en slags rockermoral, som fungerer ved at skabe frygt og statuere eksempler.
Både mænd og kvinder deltager i denne disciplinering. Tjek selv dit Facebook-feed eller kommentarsporet under en artikel, hvor en mand taler om følelser.
En falsk modsætning
Samtidig baserer klynkerkommentaren sig på en modsætning mellem stærke mænd uden følelser på den ene side og svage mænd med følelser på den anden. Eller mere specifikt: Stærke mænd, der ikke viser følelser på den ene side, og svage mænd, der viser følelser på den anden.
Det er naturligvis en falsk modsætning. Det er ikke sådan, at hvis en mand er i stand til at tale om sine følelser, så kan han intet andet. Eller hvis han ikke kan, så er han Guds gave til kvinder på alle andre områder.
Nej, en stærk mand, hvis man absolut vil bruge det udtryk, kan sagtens tale om følelser uden at blive mindre maskulin af den grund. At være i stand til noget implicerer jo ikke, at man gør det 24 timer i døgnet. Hver ting til sin tid.
Kald mig bare »klynker«, og stik mig gerne en »tudekiks«
Nu er der nok dem, der vil mene, at det, jeg peger på, er et element i de såkaldte heteronormative strukturer, og at løsningen er at nedbryde dem gennem en feministisk normkrig.
Sådan ser jeg selvsagt ikke på det. Jeg skal ikke bestemme, hvad andre gør, herunder om de kalder mig en »klynker« eller vil række mig en »tudekiks«. Jeg kan gøre opmærksom på, som jeg lige har gjort, at jeg finder det idiotisk, og jeg kan vælge min omgangskreds ud fra mine egne værdier og normer.
Derfor må du gerne kalde mig en »klynker«, hvis du har lyst til det. Prisen er så, at jeg formentlig vil opfatte dig som en idiot og næppe vil komme til at være sammen med dig. Det er en fair udveksling, som hverken forhindrer dig eller mig i at tænke, sige eller gøre, hvad vi har lyst til.
Og det er sådan holdninger og adfærd skal ændres. Ikke gennem ideologiske regler og påbud, men gennem de til- og fravalg, vi alle sammen løbende foretager.