4. december, 2024

Kønsforsker: Kødspisning understøtter patriarkatet

Gennem fravalg af kød kan kvinder genvinde magten over deres kroppe, fastslår den amerikanske kønsforsker Anne DeLession-Parson (tv.). Billede: Pennsylvania State University/arkivfoto.

Kvinder kan bekæmpe patriarkatet ved at blive vegetarer, påpeger ph.d. Anne DeLessio-Parson, der har studeret Argentinas »kødcentriske kultur«.

Opdateret 26/12/2017, 13:00.

Kvinder bør droppe kød, hvis de vil bidrage til nedkæmpelsen af patriarkatet.

Så klar er meldingen fra køns- og madforsker ph.d. Anne DeLessio-Parson, der er lektor på Pennsylvania State University.

Idéen baserer DeLessio-Parson på studier af 23 argentinske vegetarers erfaringer. Gennem interview har hun opdaget, at fravalget af kød for dem er en »politisk handling«.

Det fortæller Campus Reform.

Kødspisning understøtter patriarkatet

I en artikel i den seneste udgave af Journal of Feminist Geography forklarer Anne DeLessio-Parson, at kødspisning i patriarkalske samfund er et imperativ – noget man skal gøre.

Et opgør med denne norm er derfor samtidig et opgør med patriarkatet, hævder Anne DeLessio-Parson, og konsekvenserne rækker ifølge kønsforskeren langt videre end til, hvad der ligger på tallerkenen.

– Beslutningen om at blive vegetar destabiliserer ikke i sig selv kønsopfattelsen, men de efterfølgende sociale interaktioner mellem vegetarer og kødspisere kræver kønsvedtagelser eller -modstand, siger hun til Campus Reform.

– At modsætte sig kød giver derfor muligheder, i hver social interaktion, for at problematisere den binære kønsopfattelse, tilføjer Anne DeLessio-Parson.

Mandlige vegetarer står ikke ved Weber-grillen

Som eksempler peger kønsforskeren på, at kvindelige vegetarer måske fravælger at date mænd, der spiser kød, og at mandlige vegetarer måske ender med at bruge mere tid i køkkenet i stedet for at agere ‘grillmestre’ i haven.

Til Campus Reform siger Anne DeLessio-Parson, at hendes studier af argentinske vegetarer har gjort det klart for hende, at vegetarianisme ikke bare handler om livsstil, men er en feministisk handling.

– En af de måder, kvinder kæmper mod patriarkatet på, er at sige: ‘Dette er min krop. Du får ikke lov til at bestemme, hvad der kommer ind og ud af den’, siger hun og tilføjer, at fravalget af kød er en måde, hvorpå kvinder kan sætte sig igennem som selvstændige individer.

Gennem sine studier fandt Anne DeLessio-Parson desuden, at mandlige vegetarer var mere positivt indstillede over for ligestilling og mere parate til at diskutere emner som sexisme og racisme end kødspisende mænd.

Med bøf i studiet

Amerikanske Fox News inviterede tidligere på måneden Anne DeLessio-Parson i studiet til en snak om, hvorfor kød understøtter giftig maskulinitet.

På vanlig Fox-maner indebar det blandt andet, at en bøf undervejs blev båret ind til den mandlige studievært. Interviewet kan ses her.

Læs også

Ny bog udkommet: Aldrig din skyld, altid din skyld - De to fortællinger om køn

Interview