»Ros fra damer er rubler. Mennenes anerkjennelse: dollar«, skriver den norske humorist og sociolog Harald Eia. Har han ret i det?
Normalt ved jeg hurtigt, om jeg er enig eller uenig i andres udlægninger af virkeligheden. Men her er jeg i tvivl.
Ros fra kvinder er rubler, anerkendelse fra mænd er dollar
Den norske humorist og sociolog Harald Eia skriver i et forholdsvis kort indlæg, som er værd at læse, at han sætter andre mænds ros og anerkendelse højere end kvinders.
»Selv om det er utrolig hyggelig at Norges morsomste damer liker det jeg gjør, for det er nettopp det, det er veldig hyggelig, så er det oppmerksomhet og klapp på skulderen fra de morsomme mennene som virkelig vil få blodet mitt til å bruse. Ros fra damer er rubler. Mennenes anerkjennelse: dollar«, skriver han blandt andet.
Nej til selvoptagede damer, ja til selvoptagede mænd
Harald Eia skriver det ikke, fordi han synes, at det er godt, at det er sådan. Han skriver det, fordi det er sådan, det er for ham, også selv om han har det dårligt med, at det er sådan.
»Dette er jo ikke bra, selvfølgelig er det ikke det, og jeg kan ikke forsvare det med fornuften, men følelsene mine sier: Karl Ove Knausgårds «Min kamp», det er et rått prosjekt, men hvis en kvinne hadde skrevet det samme: Næh, jeg hadde rett og slett ikke hatt like mye tro på det, jeg hadde nok ikke kjent meg så mye igjen i det. Så kanskje jeg hadde lest det, for å være grei. For å vise at jeg er en åpen type. Men nei, forresten: Seks bind med en selvopptatt dame, nei, glem det. Men en selvopptatt mann: Jojo, nå snakker vi«, fortsætter han.
Homosocialitet
Der er ikke noget, der interesserer sociologer mere end at opfinde nye begreber. Harald Eia er ingen undtagelse her, og han introducerer begrebet »homosocialitet« om mænds ikke-seksuelle kærlighed til hinanden.
»Skal menn komme seg ut av denne ekskluderende «homososialiteten», et ord laget for å erte, men det betyr en ikke-seksuell opptatthet av eget kjønn, så må vi menn i det minste tørre å innrømme at damene ikke prater tull når de sier at de føler seg utestengt. At vi menn innrømmer at vi er aller mest interessert i å imponere hverandre. Jeg krever ikke minst at norske mannlige essayskrivere som i sine lange essay påstår at de søker sannheten – innrømmer at de først og fremst elsker menn – på en ikke-seksuell måte«, skriver han.
Er der noget om snakken?
Det er skræmmende at tænke på, hvad konsekvenserne er, hvis Harald Eia faktisk har ret. Hele diskussionen om ‘glasloftet’ kommer fx til at se anderledes ud, hvis mænd vitterlig sætter andre mænds ros og anerkendelse højere end kvinders. Det samme gælder i forhold antallet af kvinder i politik.
Jeg er nu heller ikke sikker på, at vores norske ven har helt ret. Selv hvis jeg er fuldstændig ærlig og tænker det godt igennem, kan jeg ikke genkende billedet.
På Facebook er det ikke sådan, at mænds likes betyder mere for mig end kvinders. Til gengæld indrømmer jeg gerne, at jeg tillægger likes forskellig værdi. Hvis en person, jeg har en faglig eller anden respekt for, liker noget, jeg har skrevet, tæller det lidt mere, end hvis andre gør det.
Men hvad så med de interviews, jeg har lavet her på siden? Jeg har interviewet Henrik Dahl, Rasmus Brygger, Jakob Olrik og René Vinding Christensen. 4-0 til mændene! Skyldes det, at jeg hellere vil tale med mænd end kvinder? At jeg finder deres ord vigtigere? Nej, det er ikke fair at sige. Jeg har spurgt flere kvindelige feminister, om de ville deltage i et interview, og de har sagt nej hver gang. Desuden skriver jeg løbende til kvinder for at få deres kommentarer i forbindelse med aktuelle spørgsmål, senest SF’s Lisbeth Bech Poulsen i forbindelse med #nejbetydernej-kampagnen.
Jeg afviser altså, at det har noget på sig. At jeg skulle være sådan. Men måske kan jeg ikke genkende Harald Eias billede, fordi jeg ikke vil genkende det?
I hvert fald er der et eller andet i mit baghoved, der siger mig, at Harald Eia har en pointe. At jeg måske – måske – værdsætter mænds anerkendelse mere end kvinders i nogle situationer. At der er emner eller spørgsmål, hvor nordmandens ide passer. Jeg kan ikke pege på, hvornår det er, men jeg har en fornemmelse af, at der kan være noget om snakken.
Derfor til sidst et spørgsmål til de mænd, der læser det her. Hvad er jeres oplevelse? Betyder andre mænds anerkendelse mere for jer end kvinders? Og til de kvindelige læsere: Oplever I, at mænd sætter mindre pris på jeres anerkendelse end på mænds? Er Harald Eia gal på den, når han siger, at kvinders ros er rubler, og mænds anerkendelse er dollar?
Opdateret 6/11: Harald Eias indlæg har skabt meget debat i Norge. Læs blandt andet dette interessante indlæg, som med udgangspunkt i et socialpsykologisk eksperiment argumenterer for, at Eia har ret: Mors ros får man for “at være med”, fars ros får man for “at præstere noget”, og denne barneerfaring tager mænd med i deres voksenliv med den konsekvens, at de oplever kvinder og mænds ros forskelligt.