Alle er enige om, at ligestilling er et spørgsmål om retfærdighed. Men hvilken retfærdighed? Vi bevæger os ind i matematikkens verden og stiller spørgsmålet: Handler ligestilling om retfærdighed for den enkelte eller retfærdighed for gruppen?
En virksomhed har en ledig stilling. Virksomheden får 10 ansøgere, to kvinder og otte mænd. Ansøgerne er præcis lige kvalificerede til jobbet. Virksomheden går ind for ligestilling, men hvad skal den gøre?
A: Kalde to kvinder og to mænd til samtale for at sikre at kønnene stilles lige i forhold til ansættelseschancerne, således at 50% af deltagerne ved jobsamtalerne er kvinder og 50% er mænd?
B: Kalde en kvinde og fire mænd til samtale for at sikre at den enkelte stilles lige i forhold til sit køn, således at 50% af de kvindelige ansøgere kommer til samtale, og 50% af de mandlige ansøgere kommer til samtale?
C: Trække lod og indkalde X personer til samtale uanset køn?
Ligestillingens dilemma
For at starte med det lette kan de fleste blive enige om, at mulighed C er retfærdig, fordi den giver alle samme chance for at komme til samtale uanset køn. Da ansøgerne er præcis lige gode, må en lodtrækning være retfærdig for alle. I den virkelige verden vil det dog næppe være den foretrukne løsning – heller ikke selv om den faktisk løser problemet perfekt.
Tilbage er altså mulighederne A og B.
Ved mulighed A har de to kvindelige ansøgere en sandsynlighed på 100% (2/2) for at komme til samtale, mens mændene har en sandsynlighed på 25% (2/8).
Ved mulighed B har de to kvindelige ansøgere en sandsynlighed på 50% (1/2) for at komme til samtale, og mændene har en sandsynlighed på 50% (4/8).
De fleste bør nu kunne blive enige om, at mulighed B er den retfærdige: Alle ansøgere, uanset køn, bør have samme chance for at komme til samtale, da de er lige kvalificerede, og derfor skal der indkaldes en kvinde og fire mænd.
Er det ligestilling?
Ja, det er ligestilling at indkalde en kvinde og fire mænd til samtale. Det er reel ligestilling. Husk på, at den enkelte ansøger ikke har nogen indflydelse på, hvor mange andre af samme køn der søger stillingen. Det vil derfor ikke være retfærdig at straffe den enkelte ansøger for tilfældigvis at tilhøre det køn, der har flest ansøgere. Tværtimod vil det være kønsdiskrimination, fordi den enkelte i så fald stilles ringere alene på grund af sit køn, ikke sine kvalifikationer.
Læg i øvrigt mærke til, at mulighed B i gennemsnit giver det samme resultat som mulighed C, lodtrækningen, nemlig samme sandsynlighed for at komme til samtale for alle ansøgere uanset køn.
Men har mænd så ikke en større chance for at blive ansat?
Jo, bestemt. Når fire ud af fem lige kvalificerede ansøgere til samtalen er mænd, så vil det i fire ud af fem tilfælde blive en mand, der ansættes.
Men kvinden, der skal til samtale, har hverken større eller mindre chance for at få jobbet end hver af de fire mænd. Hver for sig har de præcis samme chance for at få jobbet, nemlig 20%. Så den enkelte mand har ikke større chance for at få jobbet end den enkelte kvinde.
Ville feminister også kalde det ligestilling?
Nej. Feminister mener, at modeller som mulighed A er ligestilling. De mener, at resultatet – hvor mange mænd og kvinder, der i sidste ende ansættes – skal bestemme, hvor mange ansøgere af hvert køn, der skal indkaldes til samtale. Også når det betyder, at den enkelte mands chancer for at blive ansat bliver betydeligt dårligere end den enkelte kvindes, og at mænd dermed udsættes for kønsdiskrimination.
Derfor støtter feminister ligestillingsloven – et meget misvisende navn – og dens udmøntning i forhold til ansættelser i lederstillinger i offentlige og private virksomheder og organisationer, som fremgår af hjemmesiden Kvinderiledelse.dk. Her beskrives det i detaljer, hvordan modeller som mulighed A skal anvendes for at få ansat flere kvindelige ledere (men der står ikke et ord om, at man dermed diskriminerer de mandlige ansøgere ved at stille den enkelte mand dårligere end den enkelte kvinde).
Retfærdighed for den enkelte eller retfærdighed for gruppen?
Som det fremgår, må man stille sig selv et centralt spørgsmål i forhold til retfærdighed og ligestilling: Skal det være retfærdigt for den enkelte, eller skal det være retfærdig for gruppen?
På reelligestilling.dk er vi af den opfattelse, at det enkelte menneske ikke har noget særligt ansvar over for grupper, vedkommende ikke selv har valgt at være del af. Vi mener ikke, at det er den enkelte mands skyld, at han er mand. Og vi mener derfor, at det er uretfærdigt at stille den enkelte mand dårligere end den enkelte kvinde for at opnå et resultat, man af kønspolitiske årsager synes er retfærdigt i forhold til kønnene som grupper.
For os handler reel ligestilling om at sikre, at det enkelte menneske har de samme chancer uanset køn. Vi støtter retfærdighed for den enkelte mand og den enkelte kvinde. Vi forsøger ikke at trække et verdensbillede ned over hovedet på nogen eller presse nogen til at være solidariske med andre, alene fordi de er født med samme kønsorganer. Vi tror på det enkelte menneskes ret til at træffe egne beslutninger.
Vi er klar over, at feministerne har en anden opfattelse af retfærdighed. Det skal de have lov til. Men vi forbeholder os retten til at kæmpe imod den, da vi mener, at feministernes retfærdighedsopfattelse er i strid med det, vi opfatter som reel ligestilling: at det enkelte menneske bedømmes på sine kvalifikationer uafhængigt af sit køn.
Og derfor, for at sikre reel ligestilling og dermed være retfærdig over for den enkelte ansøger, skal virksomheden i eksemplet indkalde en kvinde og fire mænd til samtale.