Ligestilling burde være en folkesag, men er det ikke på grund af ligestillingspolitikkens negative fokus på begrænsninger.
”Er du en hvid mand med magt og indflydelse, så kig bag din skulder. Står der en person dér, som faktisk er lige så kompetent som dig, men ikke har haft den gräddfil*, som strukturer i dagens samfund kan have givet dig, så træd et skridt tilbage og gør plads til de færdigheder, som står i stampe i kulisserne.”
*(Gräddfil: egentlig en blanding af ymer og fløde, her i betydningen privilegier).
Nogenlunde sådan skrev programleder på Sveriges Radio og kronikør i Göteborg-Posten Emmy Rasper for en uges tid siden som svar på et spørgsmål om, hvad der skal til for at gøre Göteborg til en bedre by. Nogenlunde, da det er min oversættelse fra svensk.
Raspers opfordring til hvide mænd om at træde et skidt tilbage og give plads til dem, der holdes tilbage af strukturerne, er symptomatisk for ligestillingstænkningen og ligestillingspolitikken i Norden. Den gængse opfattelse er, at uligestilling skyldes uhensigtsmæssige strukturer, som skal nedbrydes gennem frivillige adfærdsændringer og adfærdsregulerende lovgivning. Den hvide mand kan enten selv træde et skridt tilbage eller vente på at blive tvunget et skridt tilbage.
Mens politikkerne i Norden bruger deres kræfter på at opfinde nye metoder til kampen mod strukturerne, fx måltal, kvoter og ligestillingsdesignede rekrutterings- og ansættelsespolitikker, er deres interesse for at se på værdien af ændringerne minimal. Ingen tør spørge, hvad ligestillingen koster. Ingen tør spørge, hvem den gavner. Og ingen tør spørge, om den kunne fremmes bedre på andre måder. Ligestillingspolitikken er et uland for nytænkning.
Selleri, Tesla og billedet af en isbjørn
Inspirationen fra andre områder er ellers til at få øje på. Hvor områder som miljø, klima og sundhed så sent som i 90’erne stadig først og fremmest var præget af en negativ sparedagsorden – sluk for lyset, spis mindre fedt, kør mindre i bil – har tankerne og strategierne i de senere år ændret sig i retning mod en positiv udviklingsdagsorden.
Man taber sig stadig kun ved at indtage færre kalorier, bevares. Men sund mad er ikke længere ensbetydende med mindre og kedeligere mad. Tilsvarende med udviklingen af elbiler, der skridt for skridt fjerner sig fra at være dårligere udgaver af de ”rigtige” biler til at være reelle alternativer, der ikke købes som et fravalg af benzinbiler, men som et tilvalg. Og selv på EU-niveau har ministre og embedsmænd forstået, at økonomiske argumenter flytter klimadagsordenen hurtigere og længere end noget billede af en isbjørn nogensinde har gjort.
Skiftet fra den negative sparedagsorden til den positive udviklings- og vækstdagsorden gør ændringer langt mere attraktive for både virksomheder og forbrugere. Et TV, der bruger en fjerdedel af det strøm, det gamle gjorde, og som samtidig har et bedre billede, dét er vejen frem. At bede folk om at se mindre TV er ikke. Ideen om at spare sig ud af problemerne er uduelig.
Når ideen ikke fungerer, handler det ikke bare om økonomisk vækst, men også om noget så uskyldigt som glæde og livskvalitet. Kun de færreste mennesker er villige til at opgive ferierejser, varme i stuen og dagligvarer fra eksotiske himmelstrøg som bananer og kaffe. At tro på spareideen er at tro på, at tiden kan skrues tilbage: naivt ud over alle grænser.
Den begrænsende ligestillingspolitik
Og med naiviteten som stikord tilbage til ligestillingspolitikken i Norden og Raspers opfordring til hvide mænd om at træde et skridt tilbage. Man ser forhåbentlig parallellen: Raspers opfordring minder om tidligere tiders sparedagsordener på andre områder. Ligestillingen skal opnås ved at nogen – de hvide mænd – gør mindre af det, de plejer at gøre. De skal arbejde mindre, stræbe mindre og skabe mindre for at give plads til, at andre kan komme til.
Det er en tænkemåde, som det er rimeligt at forholde sig kritisk til. Når ideen om at spare sig ud af problemer ikke virker på andre områder, hvorfor skulle den så gøre det i forhold til ligestilling? Hvide mænd, der lægger mange timer i deres arbejde og forsøger at skabe sig en karriere, holder næppe op med det, fordi Rasper eller ligesindede beder dem om det. De kommer ikke til at træde et skridt tilbage af sig selv – og hvorfor skulle de dog også gøre det?
Samfundsøkonomisk giver Raspers opfordring ingen mening. Hvis de mest produktive skal træde et skridt tilbage og give plads til de mindre produktive, behøver man ikke være professor i økonomi for at regne ud, hvad konsekvensen vil blive. Her forudsætter jeg – muligvis til nogen frustration for visse læsere – at der er en sammenhæng mellem ansattes produktivitet og deres ansættelsesforhold. Altså kort sagt at virksomhederne ikke har en ”vi hader kvinder”-dagsorden, som gør, at de hellere ansætter mænd, men at virksomhederne ansætter de bedst egnede medarbejdere uanset køn (og her ser jeg bort fra, at virksomhederne er underlagt lovkrav om ikke at ansætte de mest kvalificerede medarbejdere i nogle stillinger på grund af hensyn til ligestilling).
Usynlige glaslofter
Et ofte brugt modargument er fortællingen om de ’usynlige glaslofter’ (hvorfor det er nødvendigt at understrege, at glaslofter er usynlige, vides ikke). Fortællingen findes i flere varianter, men kredser typisk om det samme, nemlig at kvinder har sværere ved at trænge igennem til de øverste ledelseslag end mænd, fordi de øverste ledelseslag primært udgøres af mænd, og fordi disse mænd af diverse årsager overser og/eller fravælger de kvindelige kandidater.
At kvinder prioriterer fritid højere end mænd og derfor ikke i samme grad som mænd er villige til at ofre den tid, en ledelsesstilling kræver, nævnes kun sjældent i forbindelse med fortællingen om de usynlige glaslofter. Det samme gælder det forhold, at en del danske virksomheder allerede ansætter ukvalificerede kvindelige kandidater i stillinger, de kunne have besat med kvalificerede mandlige ansøgere. Glaslofterne er således allerede ved at blive brudt ned, men desværre på den dyreste og mest ubehjælpelige måde, man kan forestille sig: ved at gøre køn til en vigtigere kvalifikation end faglige kompetencer.
Kvinder frem for alt
Det gælder fx hos DONG Energy, hvor der skal være mindst en og helst to kvindelige kandidater, når der ansættes nye medarbejdere, og hvor rekrutteringsafdelingerne er blevet pålagt at udvælge de bedste af de ikke-kvalificerede kvindelige ansøgere på bekostning af kvalificerede mandlige ansøgere, når der ikke findes kvalificerede kvindelige ansøgere. Og det gælder på de danske universiteter, hvor bonusordninger for ansættelse af kvinder i videnskabelige stillinger har været brugt flere steder, og hvor man i nogle tilfælde har ansat den næstbedste ansøger, hvis den næstbedste ansøger var en kvinde.
Omtrent enhver bør kunne gennemskue, at denne form for ligestillingspolitik er omkostningsfuld og kontraproduktiv. Dels koster det indlysende på bundlinjen i virksomhederne, når de skal se bort fra deres reelle behov i ansættelsen af nye medarbejdere, dels skaber det ikke stor begejstring for ligestilling hos de kvalificerede mandlige medarbejdere, at de fravælges på basis af deres køn til fordel for mindre kvalificerede kvindelige kolleger. Alligevel er det sådan, politikerne i Danmark og resten af Norden tænker og implementerer ligestilling i samfundet: Mænd skal træde tilbage, så kvinder kan komme til, og hvis de ikke gør det af sig selv, må de tvinges til det.
Ligestillingens uforløste potentiale
Ligestillingspolitikken trænger til nytænkning. Den trænger til et skifte fra en negativ dagsorden, hvor mænds muligheder skal begrænses for at fremme kvinders, til en positiv dagsorden, hvor fokus rettes mod fordelene ved ligestilling og mod at gøre ligestilling attraktivt for alle. Det kræver naturligvis et opgør med de dele af den nuværende ligestillingspolitik og –lovgivning, der diskriminerer befolkningsgrupper på grund af køn. Og det kræver, at ligestillingspolitikken renses for sin kvindekampsbismag. Ligestilling kan ikke være for alle, hvis nogle er mere ligestillede end andre.
Til gengæld er potentialet til at få øje på. Intet normalt menneske er modstander af ligestillingens grundlæggende principper: at kvinder og mænd er ligeværdige, at kvinder og mænd skal have de samme rettigheder, og at ingen mand eller kvinde skal diskrimineres på grund af sit køn. Omsat til konkret politik på den rigtige måde er her tale om en område, der kan opnå næsten ubegrænset folkelig opbakning. En opbakning, som ikke bare kan have vælgermæssig værdi for politiske partier, men som på sigt kan skabe mere frihed og glæde for alle.
Og det bør være målet. At skabe en verden, hvor ingen uanset køn behøver ”at træde et skridt tilbage” for at andre kan komme til, men hvor både mænd og kvinder kan træde ti skridt frem.