14. juni, 2024

Lykkeberg & Corydon og kønspolitik

Podcasten Lykkeberg & Corydon handlede i denne uge blandt andet om kønspolitik. Billede: Pixabay.com.

De to chefredaktører synes famlende i diskussionen om køn og ligestilling.

Fredag lyttede jeg til podcasten Lykkeberg & Corydon, der er en ugentlig samtale om samfund og politik mellem chefredaktørerne fra Information og Børsen, Rune Lykkeberg og Bjarne Corydon. Det gør jeg ikke normalt, men jeg havde set den omtalt et sted og tænkte, at jeg ville give den en chance. Jeg holder af at høre politiske podcasts, ikke mindst mens jeg laver mad, så da vandet blev sat over, og løgene kom på panden, var det med de to herrer på Bluetooth-højttaleren.

Lykkeberg og Corydon er indsigtsfulde, når det drejer sig om politik. Det er almen viden, og det var til at høre, da de i podcastens to første segmenter talte om den politiske situation i USA og Danmark. Man fornemmede, at de var på sikker grund.

Det gjorde man imidlertid ikke, da de to chefredaktører gik i gang med at drøfte den kønspolitiske udvikling. Lykkeberg forsøgte sig med en i bedste fald forældet analyse af situationen, mens Corydon var tilbageholdende med at mene noget overhovedet. Mod afslutningen luftede han den tanke, at mange, ikke mindst i erhvervslivet, holder sig ude af diskussionen, fordi den er så sprængfarlig. Som lytter tænkte man, at det lød som en beskrivelse af Corydons egen tilgang. Det er dog nok en tanke, man bør notere sig, Corydons position og kildenetværk taget i betragtning.

Det er påfaldende, hvor langt der kan være fra politik til kønspolitik. Som Lykkeberg påpegede, er kønspolitik så væsentlig en politisk dagsorden, at man ikke kan tillade sig bare at se bort fra den. Kønspolitik optager vælgerne, og derfor er politiske analytikere nødt til at forstå, hvad det handler om.

Så meget desto mere må man undre sig over, at så mange af dem ikke gør det. I podcasten diskuterede Lykkeberg og Corydon den stigende polarisering mellem unge mænd og unge kvinder i forhold til ligestilling og feminisme. En væsentlig del af de unge mænd er kritiske over for feminisme, og det er mærkeligt, mente Corydon, for historien burde jo skride fremad mod stadig mere ligestilling. At feminisme og ligestilling ikke er ækvivalente størrelser, bemærkede han ikke.

For Lykkeberg var de unge mænds holdninger et udtryk for en form for falsk bevidsthed. De unge mænd ser deres egne problemer i uddannelsessystemet, men er ikke opmærksomme på de unge kvinders kommende problemer på arbejdsmarkedet, hvor de ifølge Lykkeberg har udsigt til at tjene 15-17 procent mindre end de unge mænd. At en lønforskel i den størrelsesorden ikke omhandler samme stilling, erfaring, arbejdssted, arbejdstid mv. og i vidt omfang skyldes lønforskelle blandt de 25 procent bedst lønnede, nævnte Lykkeberg ikke. At lønforskellen desuden naturligvis ikke er stationær, men tværtimod vil ændre sig i de kommende år, i takt med at kvinders dominans i uddannelsessystemet får effekt på arbejdsmarkedet, var Information-chefen heller ikke inde på.

Meget længere kom samtalen ikke. Lykkeberg fremhævede det vigtige ved at lytte til drengenes bekymringer, men udviste ingen synderlig indsigt i deres situation, eller hvad deres bekymringer skyldes. Det var lidt som karikaturen af den radikale politiker, der er overbevist om, at hvis bare man forklarer vælgerne godt nok, hvorfor man har ret, så skal de nok ændre holdning. I Lykkebergs tilfælde blot med drengene som de genstridige vælgere, der skal lære at elske den feminisme, de ikke bryder sig om.

Hverken Børsen eller Information anmeldte min bog, da den udkom i efteråret. I Børsens tilfælde ville det rigtignok også have været en overraskelse, avisens velkendte fokus på erhvervsstof taget i betragtning, men Information kunne sagtens have sat en feministisk anmelder til at skrive en sønderlemmende kritik. Ja, det ville ligefrem have været oplagt. Men det valgte avisen altså ikke at gøre. Desværre, for hvis Information havde anmeldt bogen, havde Lykkeberg måske overvejet at læse den. Hvilket kunne have været værdifuldt i forhold til podcastens kønspolitiske emne, alt den stund at bogen flere steder berører det.

Lad mig give et eksempel:

“De unge mænd reagerer på den virkelighed, de befinder sig i. Det er den pointe, der er fraværende i Michael Kimmels analyse af vrede, hvide mænd. Kimmel har ret, når han peger på samfundsforandringer som årsag til mændenes tab af muligheder. Men fordi han ikke har blik for de to fortællinger om køn, overser han, at mens samfundet har forandret sig, har fortællingerne ikke. Unge, vestlige mænd lever i dag i en verden, som ikke er indrettet til dem, men får at vide, at den er det. De nyder ikke godt af patriarkatets fordele, men bliver betragtet som patriarker. Fordi de to fortællinger om køn ikke har ændret sig i takt med samfundets forandringer, er der opstået et gab mellem virkeligheden, som den fremstilles, og virkeligheden, som den er. Rodfæstet i den feministiske samfundsforståelse får unge mænd at vide, at de er privilegerede, alt imens de lever i en verden, de i stigende grad er ude af stand til at klare sig i, fordi den ikke er skabt til dem. Fremkomsten af incels, MGTOWs og hikikomori kan ikke reduceres til dette paradoks. Men det er sandsynligt, at nogle af de unge mænds frustrationer hidrører fra det.” (Side 281-282).

Noget lignende er på spil her. Når Lykkeberg ikke forstår de unge mænd, skyldes det, at Lykkeberg tænker inden for rammerne af den feministiske idéverden, ifølge hvilken vi lever i et samfund, som systematisk undertrykker kvinder og privilegerer mænd. Den første forudsætning for at forstå de unge mænd er at forkaste denne antagelse. Der findes patriarkalske samfund i verden. Også i 2024. Men Danmark er ikke et af dem. Hvilket betyder, at en analyse af danske forhold udført med patriarkatsværktøjer er omtrent lige så meningsfuld som en reparation af en computer udført med en sav.

Det næste skridt er at forstå, hvad de unge mænd møder. Foruden evig ringeagt gennem begreber, der knytter det mandlige køn sammen med negativ adfærd, oplever de unge mænd, at deres problemer overses. Det kommer til udtryk på tusind måder, for eksempel i FN’s Verdensmål 5, Ligestilling, der i sine delmål og indikatorer nævner “piger” seks gange, “kvinder” 18 gange, “drenge” nul gange og “mænd” én gang. En kønsscore på 24-1, som på trods af sin enorme skævhed faktisk er mindre skæv end skævheden i den danske regerings afsnit om ligestilling i regeringsgrundlaget, hvor “kvinder” omtales fire gange, mens “mænd” ikke nævnes med et ord. De unge mænd sidder naturligvis ikke og studerer disse tekster. Men så godt som alt, de præsenteres for, der hedder noget med ligestilling, har det samme ensidige fokus på piger og kvinder. Er det da mærkeligt, at nogle af de unge mænd siger fuck det her?

Det tredje skridt er at se på, hvem der tilbyder løsninger på de unge mænds problemer. Hvem lytter til dem? Hvem tager dem alvorligt? I podcasten kommer Lykkeberg og Corydon ind på Alex Vanopslaghs succes med at agere dansk Jordan Peterson. Men hvad er der på hylderne til dem, hvis problemer ikke kan løses ved at tage ansvar? Venstrefløjen er ensidigt optaget af piger og kvinders problemer, hvilket har historiske og ideologiske årsager. De borgerliges hjælp stopper ved ansvaret. Det efterlader de unge mænd alene på perronen, henvist til at søge svar andre steder. At nogle af dem ender hos Andrew Tate skyldes i høj grad, at der ikke er bedre alternativer.

Et fjerde skridt, som ikke indgår eksplicit i min bog, er at tænke mere over, hvad de respektive positioner repræsenterer i dag. Lykkeberg strejfede det i podcasten, da han talte om, at de revolutionære tanker i dag skal findes på højrefløjen, men det kan udfoldes betydeligt mere. Der var engang, hvor feminisme var magtkritik. Men det er mange år siden nu. I den mellemliggende periode har feminismen gået sin sejsgang på universiteterne, i fagforeningerne, i virksomhederne og i store dele af medielandskabet. At være feminist er ikke længere at være magtens kritiker. Det er at være ét med magten. Heri ligger, at modmagten, det oprørske, det rebelske, ligger i den anden pol. Sagt i et sprog, Lykkeberg og Corydons generation X kan forstå: Det er i dag mere punk at være kritisk over for feminisme end at være feminist.

Som en sidste bemærkning er det værd at nævne, at den kønnede polarisering ikke kan forstås ved kun at se på de unge mænd. Tal fra USA, som blandt andre Financial Times har omtalt, viser, at mens unge mænd siden 2010 er blevet en smule mere højreorienterede, er unge kvinder i samme periode blevet markant mere venstreorienterede. En tilsvarende udvikling gør sig gældende i Tyskland. Polariseringen kønnene imellem er således, i hvert fald i disse lande, først og fremmest drevet af unge kvinders radikalisering.

Måske kunne det være et emne for de to chefredaktørernes kommende podcasts. Hvad består de unge kvinders radikalisering i? Hvad skyldes den? Hvordan kan den afhjælpes? Og mere overordnet: Hvad er årsagen til, at mange automatisk betragter unge mænds holdninger som et problem og lige så automatisk ikke betragter unge kvinders holdninger som et problem?

Udvid gerne sendetiden for at svare på det. Jeg holder meget af ossobuco.

Læs også

Ny bog udkommet: Aldrig din skyld, altid din skyld - De to fortællinger om køn

Interview