Mand under bord

Morten Østergaard. Her ved Folkemødet på Bornholm i 2015. Billede: Wikimedia Commons, Johan Wessman/News Øresund.

Onsdag døde Morten Østergaard ved sit eget sværd, da MeToo-bevægelsen fik sin hidtil største skalp i Danmark.

Det var spændende at følge.

Jeg havde to liveblogs åbne ved siden af Twitter, og efterhånden som eftermiddagen skred frem, stod det mere og mere klart, at noget markant var i vente hos De Radikale.

Lidt efter klokken seks, lidt inde i Danmarks betydningsløse landskamp mod Færøerne, trådte Morten Østergaard så endelig frem på skærmen og erklærede, at han trak sig som formand for Det Radikale Venstre.

Østergaard fortalte, at det var ham, der for godt 10 år siden havde taget partifællen Lotte Rod på låret.

Han fortalte desuden, at han trak sig, fordi han havde håndteret sagen så dårligt, som han havde.

Allerede flere timer tidligere fornemmede man, hvad der var ved at ske.

Medierne havde afdækket, at Morten Østergaard var den eneste mandlige politiker hos De Radikale, der ikke havde afvist at være manden, der havde lagt sin hånd på Lotte Rods lår.

Samtidig var det åbenlyst, at hverken Morten Østergaard eller De Radikale ville kunne ignorere en sag om sexisme, være den selv nok så lille.

Det ville simpelthen være for hyklerisk for et parti med De Radikales holdning til køn, ligestilling, sexisme og MeToo-bevægelsen.

At det blev Sofie Carsten Nielsen, der overtog efter Morten Østergaard, overraskede heller ikke nogen.

Det skulle da lige være Martin Lidegaard, der stillede op og tabte i et kampvalg til Carsten Nielsen. Men mon ikke selv han inderst inde godt vidste, at han var chanceløs?

Når en mandlig formand er nødt til at gå af, fordi han har taget et kvindeligt medlem på låret, kan et parti som De Radikale ikke erstatte ham med en midaldrende, hvid, heteroseksuel mand.

Det burde det kunne, det er klart. Den enkeltes køn, hudfarve og seksualitet burde ikke spille nogen rolle for vedkommendes politiske muligheder.

Men sådan er virkeligheden ikke, og det kan ikke overraske nogen. Heller ikke Martin Lidegaard.

The future is female, ikke mindst hos De Radikale, og derfor var der reelt kun én kandidat til formandsposten, hvilket kampvalgsstemmerne 12-4 også tydeligt demonstrerede.

Sagen kommer til at få langstrakte konsekvenser, både for De Radikale, for den røde blok, for dansk politik i almindelighed, for MeToo-bevægelsen og for diskussionen om sexisme og seksuelle overgreb.

Interessant i forhold til nærmest alle perspektiver er det, om Østergaards fald vil føre andre med sig. Er han proppen, der røg af ketchupflasken, eller er hans skæbne en undtagelse?

Der er ingen tvivl om, hvad ønsket er blandt MeToo-bevægelsens tilhængere: Intet antal hoveder kan tilfredsstille deres appetit. Om så 10.000 mandlige ledere blev fyret i morgen, ville det ikke være nok.

Samtidig kan man høre på vandrørene, at der gemmer sig flere og langt alvorligere sager på Christiansborg end Morten Østergaards. Sager, siges det, vi måske allerede om få dage får kendskab til.

Tror man, Morten Østergaards exit var et punktum, tager man derfor med al sandsynlighed fejl.

MeToo-bevægelsen har aldrig været stærkere i Danmark, og det er svært at se, hvem eller hvad der skulle kunne stoppe den nu.

Fordi det er sådan, bliver det spændende at se, hvad den ellers fører med sig af forandringer.

MeToo-bevægelsen hævdes kun at handle om sexisme og sexchikane, men man skal have ualmindeligt dårligt syn for ikke at kunne se, at bevægelsens tilhængere forsøger at bruge den legitime kamp mod seksuelle overgreb til knap så legitime politiske formål.

Et eksempel på det sås allerede, da MeToo-bevægelsens anden bølge blev igangsat af Sofie Linde for godt to måneder siden. Her blandede Linde sin løn ind i diskussionen, selv om hendes løn intet havde at gøre med den trussel, hun hævdede at være blevet udsat for til en julefrokost for 12 år siden.

Hermed var Sofie Linde et tidligt tegn på det, man siden har set igen og igen:

Den sympati og tilslutning, MeToo-bevægelsen opsparer i form af modstand mod seksuelle overgreb, søger den at veksle til gennemførelse af feministisk politik inden for andre politikområder end dem, der har med seksuelle overgreb at gøre.

Derfor skal man heller ikke regne med, at den anden bølge slutter foreløbig.

MeToo-bevægelsens støtter har momentum, og det vil de gerne blive ved med at have.

Af den grund har de ingen interesse i at problemerne bliver løst. Jo længere, de kan holde debatten i gang, desto mere af deres politik kan de få gennemført.

Derfor vil vi komme til at høre meget mere om “kulturer” og “strukturer” og meget lidt om konkrete løsninger på problemerne.

For ligesom ligestillingskonsulenter ingen reel interesse har i at skabe ligestilling, har MeToo-aktivisterne ingen reel interesse i, at sexisme og sexchikane bliver bekæmpet.

Det er meget bedre for dem, at “der stadig er langt igen”, og “vi endnu ikke er i mål”, end at der ryddes op, og vi kommer videre.

Politisk betyder Østergaards deroute, at venstrefløjens partier alle ledes af kvinder.

Det har fået flere på sociale medier til at konstatere, at Danmark nu regereres af et matriarkat.

På sigt kan man godt være bekymret for, hvilken betydning det får.

Blandt feminister findes en populær idé om, at feminismekritik og højreekstremisme er to alen af ét stykke.

Idéen er langt fra dækkende og anvendes undertiden med det slet skjulte formål at stigmatisere personer, der forholder sig kritisk til feminisme.

Men idéen er ikke fuldstændig forkert.

Der findes undersøgelser af politiske holdninger og holdninger til feminisme, der peger i den retning.

Det betyder naturligvis ikke, at alle, der er kritiske over for feminisme, hører til på den yderste højrefløj. Eller det modsatte, for den sags skyld.

Men det betyder, at der findes en gruppe på den yderste højrefløj, som har et endog meget kritisk blik på feminisme. Og ikke nok med det: et om muligt endnu mere kritisk blik på kvinder.

I denne gruppe har man givetvis i forvejen hadet Morten Østergaard. Man begræder derfor ikke hans afgang. Tværtimod muntrer man sig med al sandsynlighed over den.

Men hvordan vil det totale kvindestyre af Danmark påvirke denne gruppes holdninger til dansk politik?

Og vil det gøre det lettere for den at rekruttere andre til kampen mod “socialister”, “landsforrædere” og “feminazis”, at den kan pege på kvindedominansen i de røde partier som et ‘bevis’ på, at “kvinder bestemmer for meget”?

Det kan man godt forestille sig.

Med Østergaards farvel er banen kridtet op til, at køn kommer til at betyde mere i dansk politik.

De røde partiers kvindestyring vil give kampen mellem rød og blå blok et skær af pigerne mod drengene for voksne. Også selv om Pernille Vermund og i en periode den vikarierende Inger Støjberg spiller med på drengenes hold.

Vil det være til fordel for de kvinder, der nu sidder på magten i dansk politik?

Det er jeg ikke sikker på.

I princippet har de røde partier med deres kvindelige ledere aldrig haft bedre muligheder for at føre feministisk politik.

Men måske vil de gøre klogt i ikke at udnytte situationen for meget.

For hvor en mandlig politiker virker uselvisk og selvopofrende, når han erklærer sin støtte til love, der ensidigt gavner kvinder, kan en kvindelig politiker let komme til at ligne en, der kun gør det for at gavne sig selv.

Det er samtidig bagsiden af den identitetspolitiske medalje.

Skåret ind til benet måtte Morten Østergaard opgive sin politiske karriere, fordi han er en mand.

Der er ting, mænd bare ikke må gøre, slet ikke, som stemningen er nu, og så er det ligegyldigt, hvor bagatelagtige de i grunden er, og hvor længe siden det er, de er sket.

På samme måde kan det nye matriarkat i dansk politik ende med at komme i problemer, hvis det ikke tænker sig om.

Det er helt naturligt og følger af den gamle sandhed om, at ethvert våben, man skaber, en dag kan blive rettet mod en selv.

Morten Østergaard døde ved sit eget sværd.

Sådan kan det også gå for matriarkatet.

Tobias Petersen

Tobias Petersen

40 år, sociolog, tekstforfatter, freelancejournalist og ligestillingsdebattør. Jeg er helhjertet tilhænger af ligeværd, lige muligheder og lige rettigheder og skriver om alt, der har med ligestillingsdebatten at gøre i bredeste forstand. Når jeg ikke diskuterer ligestilling, skriver jeg tekster for andre.

One thought on “Mand under bord

  • Avatar
    23. oktober 2020 kl. 15:49
    Permalink

    Takeaway: the future is female. Men betyder det så også at pigerne vil have mændenes hårde jobs? Vil de bygge broer og tage de svære uddannelser? Vil de udvikle tech eller knokle som slagter eller tá et halvt år op en boreplatform?

    Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *