Kommentar

Norsk feminist risikerer tre års fængsel for tweets om biologi og køn

Den norske feminist Christina Ellingsen risikerer op til tre års fængsel for tweets om biologi og køn. Blandt andet har hun skrevet, at en mand ikke kan blive mor. Billede: Pixabay.com.

Tilsvarende sager synes mulige i Danmark, efter regeringen »styrkede« lovgivningen i december 2021.

Bøder eller fængsel i op til tre år.

Det er strafferammen for den paragraf, den norske feminist Christina Ellingsen er anmeldt for at overtræde.

Ellingsens mulige forbrydelse består i en række tweets, hvori hun har skrevet, at det kun er piger og kvinder, der er kvinder, at mænd aldrig kan blive kvinder, at mænd ikke kan være lesbiske, og at en mand ikke kan blive mor.

Anmelderen er transpersonen Christine Marie Jentoft, der er født med en penis, identificerer sig som lesbisk kvinde og mor og er rådgiver for foreningen FRI – Foreningen for kjønns- og seksualitetsmangfold.

Begge deltog den 27. januar i en debat om køn, biologi og identitet på NRK, som fortsat kan ses i sin fulde længde på det norske statstv’s hjemmeside.

Det er siden kommet frem, at Jentoft allerede forinden havde anmeldt Ellingsen den 14. januar uden at oplyse Ellingsen om det.

Det beretter Norge IDAG.

Kan formentlig også ske i Danmark

Ellingsen blev den 2. juni afhørt i fire timer af norsk politi.

– Jeg er blevet anmeldt for at sige, at mænd ikke er kvinder, udtalte hun i forbindelse med afhøringen til norske medier.

Ellingsen er anmeldt for at overtræde den norske straffelovs § 185, den såkaldte ‘hadparagraf’, som i starten af 2021 fik tilføjet kønsidentitet og kønsudtryk, præcis som den danske ’racismeparagraf’, § 266b, gjorde i december samme år.

I den forbindelse understregede daværende justitsminister, Nick Hækkerup, at udvidelsen skete for at forhindre had mod transpersoner og interkønnede.

– Desværre er der fortsat transpersoner og interkønnede, der oplever at blive udsat for hadforbrydelser og hadefulde ytringer. Det kan vi ganske enkelt ikke tolerere, for der skal være plads til, at man kan være den, man er i det danske samfund. Vi har med flerårsaftalen for politiet og anklagemyndigheden allerede styrket myndighedernes indsats mod hadforbrydelser generelt. Nu tydeliggør vi straffelovens beskyttelse af transpersoner og interkønnede mod hadforbrydelser og hadefulde ytringer, ligesom vi gør det soleklart, at det er en skærpende omstændighed, hvis en forbrydelse er motiveret af had – uanset om hadet ikke er hele motivet, sagde han.

Da udvidelsen skete, var det uklart, om ændringerne ville gøre det ulovligt at fremsætte udtalelser som Ellingsens, for eksempel insistere på, at mænd ikke kan blive kvinder, og en mand ikke kan blive mor.

Det er dog svært at se, hvad der skulle forhindre en tilsvarende sag i Danmark. Med sin udvidelse af ‘racismeparagraffen’ i december 2021 skrev regeringen den samme socialkonstruktivistiske kønsopfattelse ind i loven, som den norske havde gjort et lille år tidligere.

Det var denne ændring, der gjorde det muligt for Christine Marie Jentoft at anmelde Christina Ellingesen for at udtrykke sig med udgangspunkt i den biologiske opfattelse af køn. Formentlig har den danske ændring samme konsekvens her.

Eventuelle danske lovovertrædere kan dog se frem til en lidt mildere straf.

Hvor Ellingsen risikerer bøde eller fængsel i op til tre år, er strafferammen for overtrædelse af den danske ‘racismeparagraf’ bøde eller fængsel i op til to år.

Tobias Petersen

40 år, sociolog, tekstforfatter, freelancejournalist og ligestillingsdebattør. Jeg er helhjertet tilhænger af ligeværd, lige muligheder og lige rettigheder og skriver om alt, der har med ligestillingsdebatten at gøre i bredeste forstand. Når jeg ikke diskuterer ligestilling, skriver jeg tekster for andre.

2 thoughts on “Norsk feminist risikerer tre års fængsel for tweets om biologi og køn

  • Mærkelig artikel. En mand har ikke en livmoder, og kan derfor ikke føde børn. Hvis man er født med XY kromosom, er der så vidt jeg ved ingen behandling der kan konvertere dette til XX. Da det er den biologiske definition, må det således være en forudsætning at Biologi tilsidesættes. (så kan vi vel også tilsidesætte tyngdeloven, hvilke muligheder). Definitionen af lesbisk er en kvinde der er tiltrukket til andre kvinder. Hvordan kan en mand være det. En mand der føler sig tiltrukket af kvinder, er vel det nogen vil kalde CIS(?).

    “anmelderen er født med en Penis”???. Hvis man tager de 0,01% der er hermafrodit må det vel, og vedgår at det kan være tilfældet, må man vel konkludere at det er en mand.

    Svar
  • @CHJ
    Dine reaktioner til den transkønnede ideologisk nonsens er både meget normalt og kalkuleret at blive provokeret frem af bevægelsen der står bag denne nonsens. Mennesker kan ikke skifte køn og det ved de selvfølgelig udmærket, så kampagnen egentlig går på at ændre meningen af ord vi bruger hver dag og har haft ukontroversielle og utvetydige konstante betydninger i mange hundrede år. Virkeligheden er hvad fortsat i dag hvad det altid har været: mænd kan ikke bære og føde børn, altså kan ikke i biologisk forstand være mødre, ligesom de heller ikke kan være lesbiske fordi lesbisk betyde kvinde seksuelt tiltrukket af kvinder. Men hvis ordet “kvinde” pludseligt kan betyde alt mulig andet end blot kvinde så er alt muligt, men så mister i virkeligheden ordet al mening, som det blev demonstreret af Matt Walsh i sin video “What is a Woman?” Ingen i videoen kunne svare på spørgsmålet, hvad der så blev ret komisk at se på! Venstrefløjen får typisk af højrefløjen skylden for denne identitetspolitisk fadæse, og det kan meget vel være at naive venstre politisk kanaler har ladet sig misbruge i sagens tjeneste, men jeg tror hvis der analyseres til hvad der står bag det hele er der snarere tale om en skjult og ekstreme kommercielt forretningsmodel der vil lave penge af at sælge mennesker kropsforvrængede versioner af sig selv med løftet om at købe sig til ny og friskere identitet og derved eleveret selvværd. Det er altså selvværd der er blevet et problem i vores samfund – ved at dyrke det kan vi åbne døren til Frankensteinsk forretningsmodeller, eller kan vi forsøge at bringe selvværd tilbage i opdragelsesformål således at oplevelsen af at “føle sig forkert” i puberteten (meget almindelig) ikke nemt kan blive til “født i en forkert krop” (mistolkning) i hænderne på snedig reklamer bureauer og kirurger og farmaceutiske firmaer på jagt efter nemme millioner.

    Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *