13. december, 2024

Reel ligestilling fjernet fra Facebook efter opslag om kommende bog

Reelligestilling.dk har siden efteråret 2014 haft en side på Facebook. Den side har Facebook nu fjernet.

To døgn efter opslag om kommende bogudgivelse blev den mere end otte år gamle Facebook-side fjernet.

Søndag den 6. august 2023 fjernede Facebook Reel ligestillings Facebook-side. Der blev ikke angivet nogen konkret årsag, ligesom der ikke blev angivet nogen vej til at få siden åbnet igen.

Forud for fjernelsen havde jeg to dage tidligere, fredag den 4. august, delt et opslag på siden om min kommende bog, ‘Aldrig din skyld, altid din skyld – De to fortællinger om køn’, som udkommer fredag den 27. oktober.

I opslaget linkede jeg til Forlaget Brilleuglen, hvor bogen kan forudbestilles. Jeg delte desuden en grafik med et citat fra bogen. Opslaget så således ud:

Som i Processen

Da Facebook ikke har fortalt, hvorfor siden er blevet fjernet, kan jeg ikke vide, om der er en sammenhæng mellem opslaget den 4. august og fjernelsen af siden den 6. august. Det er muligt, de to ting ikke har noget med hinanden at gøre.

I så fald er timingen dog besynderlig. Det seneste opslag før opslaget den 4. august lavede jeg den 7. juni, altså næsten to måneder tidligere. Hvis fjernelsen af siden ikke har med opslaget 4. august at gøre, hvorfor skete den så ikke på et hvilket som helst andet tidspunkt?

Reelligestilling.dk’s Facebook-side blev oprettet den 20. oktober 2014 og har lige siden været Reelligestilling.dk’s primære kommunikationskanal. I de første år havde siden kun få følgere, men med tiden blev 50 til 100, 100 til 300 og 300 til 1.000. Da Facebook fjernede siden 6. august, havde den 1.546 følgere.

Da siden blev fjernet, kunne jeg klikke på en knap, hvis jeg ønskede at appellere afgørelsen. Det ønskede jeg naturligvis, og meget kort efter fik at vide, at appellen nu var gennemgået, og at beslutningen var endelig. Gennemgangen tog omtrent et kvarter.

Siden har Facebook-siden været væk for alle andre end mig. Jeg kan stadig tilgå den, men ingen kan se den. I det felt, hvor appellen var, har siden den 6. august stået:

“Din side er til gennemgang. Du eller en anden administrator har anmodet om en gennemgang, så dette opslag vil blive gennemgået igen. Kun personer, der administrerer Reel ligestilling, kan se dette.”

Hvorfor siden er til gennemgang, når appellen allerede er blevet afvist, ved jeg ikke. Om gennemgangen nogensinde vil føre til noget, eller om det bare er en tekst, der kommer til at stå der til evig tid, ved jeg heller ikke. Foreløbig har den stået der i otte dage.

Det er så godt som umuligt at komme i kontakt med Facebook. Det er derfor ikke muligt at kontakte nogen og få at vide, hvad problemet er, og hvad der skal til for at løse det. Det er som i Kafkas Processen: Man aner ikke, hvad man er anklaget for.

Bevares, Facebook fortæller, at siden har overtrådt Facebooks “fællesskabsregler”. Men dykker man ned i dem, opdager man hurtigt, at de omfatter snart sagt hvad som helst mellem himmel og jord. Henvisningen til fællesskabsreglerne er derfor ingenlunde en forklaring på, hvad der er galt.

Rammer især bogen

Det er et hårdt slag mod denne hjemmeside, mod min kommende bog og i sidste ende mod mig, at Facebook uden angivelse af nogen konkret årsag har fjernet min mere end otte år gamle Facebook-side.

Værst går det ud over bogen. I den kommende tid havde jeg planlagt at dele citater og på anden vis fortælle om bogen til Facebook-sidens mere end 1.500 følgere. Disse mennesker, hvoraf mange har fulgt siden, fordi de synes om det, jeg tænker og skriver om køn og ligestilling, kan jeg nu ikke fortælle, at jeg har skrevet en bog. Fra et markedsføringsperspektiv er det en katastrofe, der svarer til at få hugget både arme og ben af.

Som konsekvens af fjernelsen af Reel ligestilling på Facebook har jeg lavet en ny side, der handler om den kommende bog. Her vil jeg – såfremt Facebook ikke også fjerner den – frem mod udgivelsen fortælle om bogen, ligesom jeg med tiden vil dele omtaler og anmeldelser af den, skulle sådanne komme. Har du lyst til at følge den nye side, finder du den her.

Sun Tzu og 1984

Jeg har med vilje ventet nogle dage, ja, faktisk en hel uge, før jeg skrev dette indlæg. Dels for at afvente, hvad der skete. Dels for ikke at være i mine følelsers vold.

Når noget som det her sker, får man lyst til at reagere i vrede og kaste om sig med formodninger om, hvorfor det er sket. Men realiteten er, at man ikke ved det. Den er også, at der næppe kommer noget godt ud af at hidse sig op.

Derfor har jeg brugt min tid på at læse Sun Tzus The Art of War. En interessant lille bog, hvori den kinesiske general, der levede omkring 500 f.v.t., diskuterer strategier for krigsførelse.

The Art of War kan ikke hjælpe mig med at få siden tilbage. Men der er noget sært beroligende ved at læse dens kølige analyse. Jeg købte den for nogle uger siden sammen med Orwells 1984, som jeg aldrig har fået læst.

Det får jeg tid til nu, hvor jeg har forbrudt mig mod et selskab på størrelse med en stat, der kan se alt, hvad vi gør, og dømmer os uden rettergang, hvis vi gør eller ytrer noget, det ikke bryder sig om.

Hvad det noget så end er.

Læs også

Ny bog udkommet: Aldrig din skyld, altid din skyld - De to fortællinger om køn

Interview