Standupkomiker og feminist Sanne Søndergaard er på kønskrigsstien og er gået i gang med at udelukke mænd fra at deltage i debatter på sin Facebookside.
I et opslag skriver Søndergaard: »Oh yeah, ta’r dem ud, en af gangen. Alt sammen blot en del af mine systematiske angreb.« Opslaget viser en kommentar fra en mand, der skriver, at det sårer ham at læse hendes systematiske angreb mod mænd, hvortil Søndergaard svarer, at det sårer hende som tænkende væsen »at læse så dum en besked« (se screenshot). Manden er siden blevet blokeret fra Søndergaards Facebookside.
Søndergaard: Cleaning out her closet
At Sanne Søndergaard er i gang med at rydde op, fik jeg selv at mærke i går. I forbindelse med de seneste artikler på DR om mandekrisecentre, havde Søndergaard skrevet et kritisk indlæg på Berlingske, som hun naturligvis delte på sin Facebookside.
Hendes indlæg handlede om, at DR gik mændenes ærinde i ligestillingsdebatten og fokuserede for lidt på vold. I indlægget skrev hun blandt andet:
Bemærk, hvor yndefyldt ordet “vold” er kamufleret i den første sætning. Som om vold bare lige er en tilfældig livskrise. Som om det, at staten er nødt til at bruge en masse midler på at hjælpe kvinder og børn, fordi de bliver tævet og truet af mænd, er en særlig kvindeluksus på linje med statsbetalt manicure og spaophold.
Da jeg havde læst indlægget, skrev jeg en kommentar på Søndergaards Facebookside under det pågældende opslag, hvor jeg stilfærdigt påpegede, at nok bliver kvinder udsat for partnervold i højere grad end mænd, men ser man på det samlede voldsbillede udsættes mænd for 50% mere vold end kvinder – et tal, jeg tidligere har skrevet om, og som stammer fra Danmark Statistik – og at Søndergaard burde medtænke det i sin analyse.
Jeg skrev min kommentar for to dage side, og i går kunne jeg konstatere, at den var slettet, og at jeg var blevet blokeret fra Sanne Søndergaards Facebookside. Det samme gjaldt alle andre kommentarer, som ikke var entydigt positive, og tråden under det pågældende opslag stråler nu af velfriseret enighed (se screenshot).
Hvor mange mænd Søndergaard agter at blokere fra sin Facebookside, vides ikke. Men når selv høflige og saglige beskeder som Pers og kommentarer som min fører til blokering, må det forventes at være ganske mange. Den 35-årige standupkomiker får således mere end almindeligt travlt i den kommende tid, hvis hun skal fortsætte, hvad hun er gået i gang med: at ‘tage dem ud’ en ad gangen.
Personligt ærgrer det mig en smule, at jeg ikke længere kan deltage i debatten på Søndergaards Facebookside, om end det ikke er noget, jeg ligger søvnløs over. Det, der mere bekymrer mig, er den tankegang, der ligger til grund for hendes ‘oprydning’; at alle, der ikke giver hende ret, eller som bringer fakta ind i diskussionen, der svækker hendes argumentation, skal slettes og forhindres i at deltage. For hvad bliver resultatet af det? En indholdsløs pseudodebat, hvor folk med de samme værdier kan give hinanden ret i de samme konklusioner.
Det må, også i kønsdebatten, være til alles bedste, at synspunkter udveksles på tværs af anskuelser. Det er det, man bliver klogere af. Ensidigt rygklapperi fører ingen vegne. Nu skal det naturligvis understreges, at Sanne Søndergaard er i sin gode ret til at gøre med sin Facebookside, hvad hun har lyst til – herunder slette kommentarer og blokere enhver, hun ønsker at blokere. Men det er trist, at hun ikke i stedet tager debatten.