»Det er en kvalifikation i sig selv at være kvinde«, fastslår byrådsmedlem for Socialdemokratiet i Favrskov Kommune Anne Neergaard.
Er køn en kvalifikation i sig selv?
Ja, mener den socialdemokratiske kommunalpolitiker Anne Neergaard, der sidder i byrådet i Favrskov Kommune.
Det gør hun klart over for TV 2 Østjylland, som talte med den østjyske kommunalpolitiker efter Favrskov Kommune lørdag havde afholdt et byrådsmøde uden adgang for mænd.
– Kvinder er generelt underrepræsenterede i det politiske liv, og det, synes jeg, ikke er rimeligt. Det er en kvalifikation i sig selv at være kvinde, siger socialdemokraten til det østjyske regionalmedie.
Kvinder har mere sans for omsorg og følelser
Ifølge Anne Neergaard hænger det sammen med, at det er kvinder, der føder børn.
– Kvinder har øje for nogle andre ting, og det kommer nok af, at det er os, der føder børnene. Vi har mere sans for omsorg og følelser, siger Anne Neergaard og tilføjer, at hun håbede på mere ligestilling i sit lokale byråd.
– Der er i hvert fald ingen grund til, at der ikke skal være kvinder i byrådet, og der må gerne være 50 procent af hver køn. Det er rimeligt, ligesom der også burde være en lighed mellem erhvervsgrupper og alder i byrådet, siger den kvindelige kommunalpolitiker.
Anne Neergaard: Det er en kvalifikation i sig selv at være kvinde
Se Anne Neergaards udtalelser om køn og ligestilling i dette klip fra TV 2 Østjylland.