Politiken har bedt fem ligestillingsdebattører udforme spørgsmål til ligestillingsministeren i ny artikel. De fem spørgere er alle feminister, og det er journalisten bag artiklen også.
Det er ved at være mere reglen end undtagelsen. Når Politiken behandler emner inden for det, der med en bred betegnelse kan kaldes ligestilling, sker det med et ensidigt fokus og en klar, politiseret vinkling.
Således også i dag. I en lang artikel har Politiken-journalist og feminist Milla Mølgaard bedt fem »fremtrædende ligestillingsdebattører« udforme spørgsmål til ligestillingsminister Ellen Trane Nørby, hvis svar er artiklens hovedindhold. Som udgangspunkt en fin idé, men der er et aber dabei. Noget er ikke helt, som det burde være.
De fem adspurgte debattører, Rasmus Brygger, Dorte Toft, Mads Ananda Lodahl, Ask Hesby Krogh og Ulla Tornemand, har én ting til fælles: de er alle feminister. Selv om de ikke i alle spørgsmål er enige, tilhører de alle den samme politiske ideologi.
Det samme gør som nævnt journalisten bag artiklen, Milla Mølgaard, og det betyder, at artiklen bliver til en ensidig fremstilling af feministiske synspunkter uden den mindste plads til alternative ideer om ligestilling eller til de spørgsmål, repræsentanter for disse kunne stille.
Det kan ikke komme bag på nogen, at denne fremgangsmåde gør artiklen ensidig. Hvis et medlem af FCK’s fanklub blev sat til at skrive om dansk foldbold og bad fem personer med tilknytning til FCK om at udforme spørgsmål til brug i artiklen, ville man også som læser sidde tilbage med følelsen af, at indholdet var ensidigt og manglede alle andre perspektiver på dansk fodbold end FCK’s.
Men netop derfor ville en sportsredaktør næppe godkende en sådan fremgangsmåde. Eller ville, hvis han eller hun gjorde det, i hvert fald kræve, at artiklen blev klart deklareret, så læseren var klar over, at der i høj grad var tale om et partsindlæg.
Det gør Politiken ikke. Læserne efterlades med det indtryk, at spørgsmålene er udtryk for nogle af de væsentligste temaer i ligestillingsdebatten lige nu. Ikke, som tilfældet er, at de er udtryk for de feministiske debattørers ønske om at præge debatten i en bestemt retning.
Havde man ønsket det anderledes, kunne man fx have bedt professor Hans Bonde udforme et spørgsmål til ministeren. Bonde er kendt for sin ikke-feministiske tilgang til ligestillingsspørgsmål og har i både bøger og artikler sat store spørgsmålstegn ved konsekvenserne af feministisk ligestillingspolitik.
Eller man kunne have bedt Landsformand i Foreningen Far, Jesper Lohse, kreere et spørgsmål. Foreningen Far kæmper med Lohse i spidsen en hård kamp for fædres rettigheder og ville med stor sandsynlighed have kunnet stille et spørgsmål til ministeren, der havde belyst, at ligestilling også handler om mænds rettigheder.
Men sådan skulle det altså ikke være. I stedet valgte Politiken at lade en feministisk journalist bede fem feminister stille de spørgsmål, ministeren skulle svare på, og gjorde ikke læserne opmærksomme på den vinkling, valget af spørgere med samme grundopfattelse er udtryk for.
Ensidigheden kan kun skyldes en bevidst prioritering eller en mangel på overblik, og jeg ønsker at finde ud af, om den skyldes det ene eller det andet.
Jeg har derfor kontaktet Politiken for at få svar på en række spørgsmål, der kan afdække, hvorfor avisens dækning af ligestillingsrelaterede emner ikke er bredere og mere nuanceret.
Jeg kan naturligvis ikke garantere, at Politiken vil besvare mine spørgsmål. Men såfremt avisen svarer, vil både spørgsmål og svar blive bragt i en artikel om emnet.
Indtil det sker, må vi nøjes med at gisne om, hvorfor det næsten altid kun er én parts synspunkter, der præsenteres, når Politiken beskæftiger sig med ligestilling.