Svenske Amanda Nyberg, 19, vil starte taxaselskab kun for kvinder og transpersoner. Mænd må henvende sig til andre taxaselskaber, siger hun.
Et ny taxaselskab kun for kvinder og transpersoner er på vej i Sverige. Kvinden bag det er 19-årige Amanda Nyberg, som mener, at den nuværende situation er uholdbar.
– Mange føler ubehag i taxaer. Først og fremmest kvinder og transpersoner, og noget må gøres, siger hun til svenske Expressen.se.
Det nye taxaselskab skal kun acceptere kunder, som ikke er mænd. En ide, Nyberg fik, efter hun i weekenden selv var udsat for uønskede spørgsmål fra en taxachauffør.
– Det er sygt, at man skal føle ubehag, når man tager en taxa. Her i weekenden fik jeg ubehagelige spørgsmål, og det var det, som virkelig satte det i gang, siger hun til avisen.
Tilbydes at betale med seksuelle ydelser
Amanda Nyberg er medlem af flere lukkede grupper på Facebook, blandt andre »Tjejer för tjejer lkpg«, og her har hun drøftet problemet med andre kvinder
De fortæller, at de bliver spurgt til deres sexliv og tilbudt at betale for taxature med seksuelle ydelser. En adfærd, Nyberg selv har oplevet flere gange.
– Jeg har fået spørgsmål om mit sexliv og kommentarer om mit udseende. Flere gange har jeg følt ubehag, når jeg har kørt med taxa. Det er en meget udsat situation, alene med en mand i mørket og uden mulighed for hurtigt at kunne komme væk, siger hun til affarsliv.com.
Mænd må henvende sig til andre selskaber
Amanda Nyberg er i gang med at finde samarbejdspartnere, og det er planen, at de første vogne skal være på gaderne i Linköping i 2017.
Når det sker, vil det ikke være muligt for mænd at bestille en tur hos selskabet. En begrænsning, Nyberg håber, de svenske mænd vil acceptere.
– Jeg håber, at folk respekterer, at hvis man definererer sig som mand og opfattes som mand, så er der andre taxaselskaber at henvende sig til, siger hun til Expressen.se.
Flest positive reaktioner
Der har været både positive og negative reaktioner på Amanda Nybergs ønske om at lave et ‘kvindetaxa’-selskab. Dog flest positive, fortæller hun til Expressen.se.
– Interessen har været utrolig stor. Det er dejligt, men det er samtidig tragisk, at der findes så mange ikke-mænd, som føler sig så utrygge i en taxa. Der er mange, der siger, at de hellere vil gå hjem end at sætte sig ind i en taxa sent på aftenen, siger hun.
Enkelte mener, at ideen om ‘kvindetaxa’-selskabet er diskriminerende. Men det lader Nyberg sig ikke gå på af.
– Der er nogle få, som har ment, at det er diskriminerende. Der tænker jeg, at det er fint for dem, at de stadig har det privilegium ikke at føle sig udsatte i en taxa. Det har med magtstrukturer at gøre. Det er dejligt for dem, men de må indse det problem, at folk føler sig truede, siger hun.
Der eksisterer allerede ‘kvindetaxaer’ i lande som Mexico, Ægypten og Iran, og selskabet ‘Chariot for Women’ har arbejdet på at udvikle en slags »Uber for kvinder«, hvor alle chauffører er kvinder, og der kun medtages passagerer, som er kvinder eller børn under 13.
Et tidligere svensk tiltag under navnet »Tjejtaxa«, som indebar, at kvinder kunne tage taxa til lavere pris end mænd sent om aftenen, blev stoppet i 2005. Det skete med henvisning til, at ordningen var diskriminerende.