Christian Marcussen blev hånet af feminister i LOUD-program efter båndet interview. Nu ønsker han reel debat i radioen.
Opdateret 27/8-2020, 14:35, 14:51, 15:03.
I fredagens udgave af programmet ‘Touché’ på Radio LOUD havde værten inviteret tre feminister i studiet til en snak om »feminismen anno 2020, kvindekvoter og skønhedsprivilegium.«
Programmet kan hører nederst i denne artikel.
Omtrent midtvejs i udsendelsen afspiller værten, Cecilie Lange, et fem minutter langt interview med kommunikationschef, medlem af Rådet for Etniske Minoriteter og klummeskribent for Berlingske Christian Marcussen.
Marcussen udtaler sig kritisk om den moderne feminisme, herunder dens fokus på kvoter.
Undervejs i interviewet bliver Marcussen bedt om at dokumentere en påstand, ligesom han bliver stillet flere kritiske spørgsmål.
Mansplaining i største grad
Da det båndede interview er afspillet, høres latter og hånlige kommentarer i studiet.
– Det lyder jo som en sketch, når man hører det her, siger den ene af de tre feminister, journalist og radiovært Maria Jencel, hvilket frembringer latter fra de to andre.
– Det lyder som et satireindslag, man har lavet, som skulle bevise …, fortsætter hun.
– Åh, hvor er det godt sagt, afbryder en af de andre.
– Som skulle bevise, at vi har ligestilling i Danmark, LOL, siger Maria Jencel.
– Altså fordi ham her er jo verdens bedste eksempel på, hvorfor der er brug for feminisme. Han lyder først og fremmest meget tydeligt som en mand, som meget tydeligt ikke er kvinde og derfor ikke helt ved særlig meget om, hvordan det fungerer at være kvinde ude i virkeligheden, fortsætter hun.
– Det er jo mansplaining i den største grad. Det er definitionen på mansplaining, det her, tilføjer Maria Jencel.
Herefter griner de tre feminister af, at Christian Marcussen har fortalt, at han har en datter. »Han har jo også en mor«, påpeger en af dem og lader forstå, at det jo ikke betyder, at han kender noget til kvinder.
– Jeg synes, han lyder enormt uoplyst, fortsætter Maria Jencel.
Herefter afviser hun en undersøgelse af kvoter, Christian Marcussen henviser til, med den begrundelse, at man sikkert kan finde andre undersøgelser, der viser noget andet.
Derefter vender hun tilbage til Christian Marcussens udsagn om, at den moderne feminisme er præget af offermentalitet.
– Jeg synes, det er sjovt det her med, at det skulle være en offermentalitet. Fordi for mig lyder han virkelig som et offer for feminismen, siger Maria Jencel.
– Og så lyder han meget bange, tilføjer hun.
– I virkeligheden er det jo en meget bange mand, der er bange for, at der kommer nogen og overtager hans privilegier og hans magt. Og det kan jeg jo godt forstå, hvis man har haft den i lang tid, at det kan være skræmmende, uddyber Maria Jencel.
– Men han lyder ikke som en, der har ansat særlig mange kvinder, påpeger hun.
Herefter skifter samtalen fokus, men nogle minutter senere vender Maria Jencel tilbage til Christian Marcussen, da snakken går på personangreb.
– Ham her, som jeg har glemt, hvad hedder. Som lige snakkede før …, siger hun.
– Christian, siger en af de andre.
– Ja, præcis. Ham kunne man gå ud og lave et personangreb på, siger Maria Jencel, idet hun dog tilføjer, at hun generelt synes personangreb er en dårlig idé.
På intet tidspunkt i udsendelsens 55 minutter bliver de tre feminister bedt om at underbygge en eneste af deres mange påstande, sådan som Christian Marcussen blev det i det blot fem minutter lange interview, han medvirkede i.
Værten griber heller ikke på noget tidspunkt ind over for feministernes nedladende kommentarer, til trods for, at den, kommentarerne omhandler, Christian Marcussen, ikke er til stede og derfor er ude af stand til at forsvare sig selv.
Lad os tage en egentlig debat
På Facebook har Christian Marcussen nu taget til genmæle efter fredagens udsendelse.
I et opslag om programmet skriver han, at han gerne stiller op til en reel debat med de tre feminister.
– Kære Maria Jencel, Katrine Blauenfeldt og Hannah Busk, indleder han.
– Her forleden var jeg på båndet interview i Radio LOUD om, hvordan den moderne feminisme gør kvinder til ofre og bilder dem ind, at de er statister i eget liv, fortsætter Christian Marcussen.
– Herefter fik I mulighed for at kommentere uhæmmet på det og uden modstand eller et eneste kritisk spørgsmål. Det kom der på sin vis noget ganske morsomt og informativt ud af, uddyber han.
– Men jeg tror også, der vil komme noget anderledes morsomt og informativt ud af en egentlig debat om emnet. Jeg tænker, I sagde et par ting (særligt Maria), der fortjener en kommentar med på vejen, pointerer han.
– Derfor vil jeg høre, om en af jer – eller jer alle tre om nødvendigt – vil stille op i en runde to med mig om bordet? Og om Radio LOUD vil facilitere det?, afslutter Christian Marcussen.
Bolden ligger således hos de tre feminister og hos radiokanalen LOUD. Ønsker de en reel debat, kommer det til at ske.
Usympatisk, men ikke overraskende
Til Reelligestilling.dk siger Christian Marcussen, at han ikke tager feministernes udfald mod ham så tungt.
Den ene af deltagerne i fredagens udsendelse sagde blandt andet om dig, at »ham kunne man gå ud og lave et personangreb på.« Hvad tænker du om den kommentar?
– Det er selvfølgelig ret usympatisk, men ikke overraskende. Jeg ved godt, at personangreb er en del af pakken, når man går ind i debatten. Og særligt om det her emne. Man kan jo også sige, at hele deres reaktion var ét langt personangreb. Heldigvis preller den slags af på mig totalt, og jeg kunne også grine af meget af det, fordi det var sådan en absurd karakteristik af, hvad jeg tænker og føler, siger Christian Marcussen.
Om sit ønske om at debattere med de tre feminister i en ny udsendelse siger han, at han har lyst til at følge op på nogle af de ting, der blev sagt i fredagens afsnit af ‘Touché.’
Du opfordrer på Facebook LOUD til at lægge studie til en reel debat mellem dig og de tre feminister. Hvad er årsagen til, at du gerne vil debattere med dem?
– Fordi da jeg hørte det [fredagens udsendelse, red.], var der meget, jeg havde lyst til at følge op på. De havde frit spil til både spekulative personangreb og bizarre sammenligninger og påstande, som falder fra hinanden, så snart der bliver kradset lidt i overfladen. Så jeg synes, det kunne være oplagt at tage en runde to, så vi lige kunne tale om tingene, siger Christian Marcussen.
Om LOUD vil lægge studie til, og om de tre feminister vil stå på mål for deres udtalelser, vides endnu ikke.
Hele fredagens udgave af ‘Touché’ kan høres herunder. Christian Marcussens interview starter efter ca. 21 minutter.