Den nutidige feminisme handler ikke om ligestilling, men kampen for en totalitær ideologis triumf, mener Jens Jessen, kulturredaktør på Die Zeit.
Med klummen ‘Der bedrohte Mann’ – på dansk ‘Den truede mand – har tyske Jens Jessen antændt feminismedebatten i Tyskland.
Den nutidige feminisme er totalitær og umuliggør ligeberettigelse mellem mænd og kvinder, fastslår Jessen, der ikke tøver med at trække paralleller til kommunismen.
Den nutidige feminismes retorik følger »samme skema som bolsjevikkernes skueprocesser«, skriver han med klar reference til #MeToo-kampagnen.
Vi mistænker og udskammer ikke mænd i almindelighed
Jens Jessen er kulturredaktør på velansete ‘Die Zeit’, hvor klummen er bragt, og hans kritik fik i går feminist Karen Syberg, der var en af stifterne af den danske rødstrømpebevægelse og i 1971 var med til at starte Femølejren, til at reagere i et debatindlæg på Information.
I indlægget, som har titlen ‘Nej, den ’ny feminisme’ – hvad det så end er – mistænker og udskammer ikke alle mænd i almindelighed’, refererer Syberg lødigt Jessens kritik, inden hun forsvarer sig mod den.
– Enhver borgerlig i Sovjetunionen var en klassefjende, uanset hvad han sagde eller gjorde, for objektivt set var det nemlig forkert, fordi han tilhørte den forkerte klasse. På samme måde er også alt, hvad mænd siger, føler eller tænker, blevet forkert – fordi de tilhører det forkerte køn, argumenterer han, fortæller Syberg.
– Den ’nye feminisme’ får slet og ret det menneskelige samfund til at ryste i sin grundvold, må man forstå. For den underforstår et kollektivt ansvar hos alle mænd for individuelle mænds ugerninger, og derved overskrides den grænse, »der hidtil har adskilt menneskelighedens sfære fra det åbenlyse barbari«, tilføjer hun.
– Feminismens ideologi tvinger ligefrem til at betragte kønnene som noget absolut, hævder han. Mænd ses som magthavere, kvinder som ofre. Alle konkrete overgreb udgør kun toppen af isbjerget, fortsætter Syberg lidt efter.
– Den »skæbnesvangre konsekvens« – for hele kønskampens fremtid, forstår man – er, at ethvert håb om ligeberettigelse udslukkes på grund af feminismen, uddyber hun
– For ligeberettigelse beror på gensidighed og »den gensidige accept af noget fælles tredje«, som ifølge Jessen befinder sig hinsides alle forskelle mellem køn, race og kulturelle særtræk. Dette tredje har hidtil været selveste Fornuften som den instans, enhver kunne henholde sig til, men den accepterer de ufornuftige kvinder ikke mere, for i deres øjne drejer sagen sig nemlig slet ikke om ligeberettigelse, men om »den totalitære feminismes ideologiske triumf« – på samme måde som det under bolsjevismen ikke drejede sig om befrielsen af arbejderne fra undertrykkelse, men om Partiets sejr. Velbekomme!, afslutter Syberg sin præsentation af Jessens synspunkter.
I sit forsvar mod kritikken hævder Syberg, at Jessen generaliserer og forholder sig til en ‘stråmand’ i stedet for at forholde sig til, hvad den nutidige feminisme faktisk handler om.
– Hvad er »Den nye« – oven i købet totalitære – »feminisme« andet end en kampberedt (mod)generalisering?, skriver hun.
Syberg anerkender, at man på nettet let kan finde citater, der underbygger Jessens påstande, men affejer det med, at man kan finde hvad som helst på nettet, inden hun noget opgivende afslutter med en gentagelse af sin stråmandskritik:
– Men hvad nytter det, at en kvindelig klumnist sidder og skriver #Notme! i et mindre dansk dagblad, så længe debatformen går ud på at stikke en konstrueret modstander konstruerede argumenter i skoene?