Tysk politi vil med national indsats bekæmpe ‘taharrush gamea’: Seksuelle gruppeovergreb på kvinder i det offentlige rum.
Hændelserne i Køln og en række andre tyske byer nytårsaften, hvor grupper af mænd begik overgreb på kvinder, kendes fra Mellemøsten under navnet ‘taharrush gamea’. Det fortæller det tyske Bundeskriminalamt, BKA, til Die Welt.
Taharrush gamea er kollektive overgreb på kvinder i det offentlige rum begået af mange mænd i fællesskab. Mændene udser sig et offer, omringer hende og befamler hende. Overgrebene sker typisk i større forsamlinger, for eksempel til demonstrationer, festivaler eller lignende.
Overgrebet på Lara Logan
CBS-reporter Lara Logan blev i 2011 udsat for taharrush gamea på Tahir-pladsen i Kairo. Om sine oplevelser fortæller hun ifølge det liberale medie Breitbart (min oversættelse):
– Pludselig, før jeg overhovedet ved, hvad der sker, mærker jeg hænder, der tager på mine bryster, rør mig i skridtet, tager på mig bagfra. Jeg mener, det er ikke én person, og så stopper det, det er mere en person, og så en anden og så en anden.
– Min trøje var rundt om min hals. Jeg mærkede øjeblikket, da min bh brast. De rev metalbøjlerne af min bh. De rev dem op. Og jeg kunne mærke det, for jeg kunne mærke luften på mit bryst og mod min hud. Og…jeg kunne mærke dem flå, de flåede i bogstavelig forstand bare mine bukser i stykker.
– Og så mærkede jeg mit undertøj forsvinde…og jeg husker, at jeg kiggede op…da mit tøj gav efter, husker jeg, at jeg kiggede op og så dem tage billeder med deres mobiltelefoner, flashene fra kameraerne i deres mobiltelefoner.
Lara Logan beskriver ifølge Breibart taharrush gamea som at blive voldtaget med hænderne.
National indsats
BKA vil med en national indsats bekæmpe taharrush gamea i Tyskland. Beslutningen er truffet sammen med politimyndighederne i de enkelte forbundsstater efter overgrebene i en række tyske byer nytårsaften og -nat.
BKA har i længere tid været opmærksom på såkaldte “dansetyve”, der stjæler penge og værdigenstande fra deres ofre ved danse rundt om dem for at aflede deres opmærksomhed. Taharrush gamea er til gengæld et nyt fænomen i Tyskland ifølge BKA.
Hvad den nationale indsats konkret indebærer er endnu uvist.