
Kvindelige forskere udgjorde 25 procent af ansøgerne til VILLUM FONDEN’s Young Investigator-program, men modtog 46 procent af bevillingerne.
I alt 98 håbefulde forskere havde ansøgt om en bevilling gennem VILLUM FONDEN’s Young Investigator-program, et program, der har til hensigt at understøtte universiteterne ved at tiltrække og fastholde talentfulde yngre danske og udenlandske forskere inden for teknisk og naturvidenskabelig forskning.
Af de 98 ansøgere var 75 procent mænd og 25 procent kvinder. VILLUM FONDEN uddelte i alt 22 bevillinger til en samlet værdi af 126 mio. kr., og skulle kønsfordelingen blandt modtagerne have afspejlet kønsfordelingen i ansøgerfeltet, skulle 17 af dem være gået til mandlige forskere og fem til kvindelige.
Sådan gik det dog ikke.
Stor forskel på succesrater
I stedet fandt VILLUM FONDEN plads til hele 10 kvindelige forskere – eller 46 procent – blandt bevillingsmodtagerne, mens de resterende 12 bevillinger – 54 procent – gik til mandlige forskere.
Dermed var VILLUM FONDEN’s nåleøje betydeligt bredere for kvinder end for mænd. De kvindelige ansøgere havde en succesrate på ca. 42 procent, mens de mandlige ansøgere lå på ca. 16 procent.
Det var således næsten hver anden kvindelig ansøger, der modtog en bevilling, mens det blandt de mandlige ansøgere var færre end hver sjette.
Forskellen i succesrater kan skyldes, at niveauet blandt de kvindelige ansøgere var højere. Det kan også skyldes kønspolitiske prioriteringer. I sin nyhed om uddelingen af bevillingerne fortæller VILLUM FONDEN ikke, hvad årsagen til den markante forskel er.
“De 22 forskere, der er kommet igennem nåleøjet, har været igennem en proces med faglig bedømmelse og interview med fondens videnskabelige komité samt endelig godkendelse i fondens bestyrelse,” skriver VILLUM FONDEN.