18. maj, 2024

What About Teh Menz?

Mænds problemer er oversete i ligestillingsdebatten. Her er mit bud på, hvad det skyldes.
Mænd er nødt til at skabe deres egne begreber, hvis de vil have en chance i debatten om køn og ligestilling. Billede: Arkivfoto.

Mænds problemer er oversete i ligestillingsdebatten. Her er mit bud på, hvad det skyldes.

En klassisk indvending, som mange feminister bruger i diskussioner om ligestilling – undertiden med rette – er, at nogle mænd har en tendens til at dreje en diskussion om et givet problem for kvinder over på, at problemet også rammer mænd, eller at mænd har andre problemer, som er lige så vigtige eller vigtigere. På den måde saboteres diskussionen eller kommer i hvert fald til at handle om noget andet. Denne ‘flytten-fokus-metode’ omtales ofte som What About Teh Menz? (Hvad med mændene?).

Kritikken er isoleret set fuldt berettiget. Det er ikke et argument i diskussion A, at diskussion B også er interessant eller vigtig. Hvis vi diskuterer A nu, må B vente. Det betyder ikke, at diskussion B ikke skal føres. Blot skal det ikke ske på bekostning af diskussion A. Sagt anderledes: Der er intet som helst galt i at diskutere mænds problemer, men det, at mænd også har problemer, betyder ikke, at kvinder ikke har, eller at kvinders problemer bliver mindre betydningsfulde. Og det samme gælder naturligvis den modsatte vej.

Når det er sagt, er der en klar mangel på opmærksomhed mod mænds problemer i ligestillingsdebatten. Det er der både historiske og kønnede årsager til. Flere kvinder end mænd engagerer sig i ligestillingsdebatten, og flere af de interesseorganisationer, som præger debatten, har rødder i kvindeoprøret og et naturligt og rimeligt fokus på kvinder og kvinders problemer. Fx ville det være besynderligt at kræve, at Dansk Kvindesamfund først og fremmest skulle varetage mænds interesser.

Den manglende opmærksomhed gælder både de ‘store’ problemer som mænds lavere gennemsnitslevealder, højere selvmordsrate og højere andel på samfundets bund og – endnu mere udtalt – de ‘små’ problemer, som man stort set aldrig hører om. Hvornår har du sidst læst et debatindlæg, hvori en mand udtrykker bekymring over noget, som ikke enten har samfundsrelevans eller i det mindste er meget alvorligt? Det sker, men der er langt imellem.

Det er der gode grunde til. Hvis en mand fra landet fx skrev om sine problemer med at finde en kæreste i sit lokalområde – en ganske reel problemstilling, som for nylig er blevet dokumenteret i en rapport* – ville han hurtigt blive mødt med besked om at ‘snuppe en tudekiks’, blive bedt om at tage sig sammen og få at vide, at det ikke er samfundets problem, at han har svært ved at finde en kæreste. Måske ville han også få at vide, at rigtige mænd ikke har det problem – underforstået, at han ikke er en rigtig mand. Samlet set et scenarie, de færreste mænd frivilligt stiller op til.

*Rapporten ‘Sted, (U)lighed og Køn’ viser, at kvinder søger væk fra udkantsområderne i Norden, også i Danmark, i langt højere grad end mænd. Det efterlader mændene uden muligheder for at finde kærester og koner i lokalområderne. Nordisk Ministerråd står bag rapporten, som kan hentes eller læses her.

En kvinde, som beskrev et problem af samme karakter, ville formentlig kunne se frem til en langt mildere behandling. Hun ville med stor sandsynlighed blive mødt med forståelse, gode råd og opbakning fra andre kvinder. Måske ville hun ligefrem få at vide, at “det er sejt, at du tør stå frem og fortælle om det”. Alt i alt en noget mere tiltalende udsigt end mandens, og formentlig en del af årsagen til, at kvinder oftere end mænd ytrer sig om de ‘små’ problemer i ligestillingsdebatten.

Men den manglende opmærksomhed mod mænds ‘små’ problemer skyldes nok også, at der ikke på samme måde som i kvindernes tilfælde findes et ‘sprog’ at udtrykke dem med. Fordi feminismen og kvindesagen har udviklet sig i et parløb, og fordi feminismen præger store dele af ligestillingsdebatten, er de ord og begreber, der anvendes i den, ofte skabt til at beskrive kvinders problemer og egner sig ikke altid til at beskrive mænds. Det er ganske naturligt. Et begrebsapparat, som er bygget omkring den antagelse, at samfundet er kvindeundertrykkende (patriarkalsk), indeholder i sagens natur først og fremmest begreber, som beskriver kvinders problemer.

Det manglende ‘sprog’ betyder, at det er sværere for mænd end for kvinder at sætte ord på de problemer, de oplever. Mens kvinder kan bruge udtryk som ‘sexisme’ og ‘voldtægtskultur’ uden at skulle forklare, hvad de betyder, findes der ikke et tilsvarende vokabularium, mænd kan benytte sig af. En mand, der vil ytre sig i ligestillingsdebatten, skal opfinde den dybe tallerken, inden han går i gang.

Skabelsen af ord og begreber, der tager udgangspunkt i mænds livsverden og beskriver mænds problemer, er nødvendig, hvis mænd på sigt skal engagere sig mere i ligestillingsdebatten. Som det er nu, er mænd bagud på point, allerede inden diskussionen går i gang, fordi debatten i overvejende grad foregår på kvinders sproglige præmisser. Mænd ender ofte i defensive positioner, hvor de argumenterer imod eksistensen eller betydningen af diverse ‘kvindelige problemer’, mens de på grund af de sproglige begrænsninger kun sjældent selv har mulighed for at sætte dagsordenen og diskutere deres egne.

Men det er lettere sagt end gjort at skabe nye ord og begreber. En af udfordringerne ved at skabe et mandligt ‘sprog’ er, at mænds problemer næppe kan beskrives eller forstås ved at kopiere kvinders problemer og sætte et minus foran. Skal man give feminismen ret i noget, så er det, at mænd og kvinder i mange sammenhænge står i to helt forskellige situationer. Det betyder, at en given hændelse godt kan være et problem for en kvinde, selv om den ikke ville være det for en mand. Eller for en mand, selv om den ikke ville være det for en kvinde. Et mandligt ‘sprog’ kan derfor ikke uden videre tage udgangspunkt i de ord og begreber, feminismen har skabt, og som ligestillingsdebatten er præget af i dag. Det ville gøre det uanvendeligt.

Derfor der er ingen vej udenom. Hvis mænd vil skabe sig plads i ligestillingsdebatten, kræver det, at de udvikler et ‘sprog’, som tager udgangspunkt i mænds livsverden og mænds problemer. Det er et arbejde, som vil komme til at gøre ondt. Hvilken mand har fx lyst til at udvikle et begreb om ‘oversethed’? Eller om ‘deseksualisering’? Hvilken mand vil stille sig frem og sætte ord på, hvordan det som mand opleves at være genstand for kvinders til- og fravalg hele livet? Beskrive hvordan denne grundlæggende præmis, denne kvinders ‘selektivisme’ – og den magt, der er knyttet til den – fører til en lang række begrænsninger for mænd?

Der er ingen tvivl om, at det er en opgave for mænd, der er modige nok til at stå ved deres egen svaghed, og som er rede til at tage imod de verbale tæsk, de vil få fra både feminister og andre mænd. Fra feminister, fordi de vil blive beskyldt for at sabotere debatten ved at dreje fokus over på mænds problemer. Fra andre mænd, fordi indrømmelsen af at have problemer og ønsket om at tale om dem vil blive betragtet som et angreb på den traditionelle maskulinitetsopfattelse.

Begge dele må disse mænd forberede sig på og leve med. Det er prisen for at skabe plads til mænd i ligestillingsdebatten. En plads, som er nødvendig, hvis også mænds problemer skal tages alvorligt. Uden et eget ‘sprog’ vil mænd forblive uvelkomne gæster i en debat, som også burde være deres.

Læs også

Ny bog udkommet: Aldrig din skyld, altid din skyld - De to fortællinger om køn

Interview