18. april, 2024

Danske mænd topper liste over ubetalt arbejde

Danske mænd udfører mere ubetalt arbejde end mænd i noget andet OECD-land. Billede: Arkivfoto.

Danske mænd udfører mere ubetalt arbejde end noget andet OECD-lands mænd og arbejder mere end danske kvinder, når betalt og ubetalt arbejde lægges sammen.

Danske mænd er mere flittige med opvasken, rengøringen og indkøbene end alle andre mænd i OECD.

Det viser en ny opgørelse, der baserer sig på data fra OECD-landene samt udvalgte lande uden for OECD.

Godt tre timer hver dag

Danske mænd yder mere på hjemmefronten end alle andre mænd i OECD. Figur: Screenshot, OECD.com.

De danske mænd bruger i gennemsnit tre timer og seks minutter hver dag på ubetalt arbejde. Et kvarter mere end de australske mænd, der indtager andenpladsen, og 18 minutter mere end mændene i Norge, der ligger nummer tre på listen.

I den modsatte ende findes lande som Japan, Korea, Indien, Tyrkiet og Portugal. Her udfører mændene i gennemsnit mindre end én times ubetalt arbejde om dagen.

Noget overraskende placerer de svenske mænd sig blot som nummer ni med to timer og 34 minutters ubetalt arbejde om dagen. Altså mere end en halv time mindre end de danske mænd.

Yder samlet mere end danske kvinder

Med fire timer og to minutters ubetalt arbejde om dagen er de danske kvinder stadig foran de danske mænd, hvad angår huslige pligter.

Samlet set yder de danske mænd dog en anelse mere end de danske kvinder.

Når tiden for ubetalt og betalt arbejde lægges sammen, arbejder de danske mænd således i gennemsnit syv timer og 26 minutter om dagen, mens de danske kvinder nøjes med syv timer og 17 minutter.

Det er en forskel på blot ni minutter. Ikke meget, men måske nok til at afgøre aftenens diskussion om, hvem der skal tage opvasken.

Læs også

Ny bog udkommet: Aldrig din skyld, altid din skyld - De to fortællinger om køn

Interview