De ansvarlige ministre og øvrige politikere på Christiansborg bør snarest muligt sikre ligestilling mellem mandlige og kvindelige samlivsvoldsofre.
Rådgivere i foreningen Joan-Søstrene Julie Anna Eskesen og Dorte Rasmussen påpeger i et debatindlæg i Berlingske 16/1, at kvinders politisk sikrede ret til beskyttelse mod voldelige partnere ikke opretholdes i praksis. 61 procent af de kvinder, der henvender sig til et kvindekrisecenter, bliver afvist, og politiet gør ikke i tilstrækkeligt omfang brug af deres muligheder for at beskytte samlivsvoldsramte kvinder på anden vis, for eksempel ved at bortvise den voldelige mand fra det fælles hjem, skriver de og henviser til ekspertkomitéen GREVIO, der for nylig har kritiseret Danmarks manglende overholdelse af Istanbulkonventionen.
Kritikken fra Joan-Søstrenes rådgivere er fuldt berettiget. Danmark har gennem Istanbulkonventionen forpligtet sig til at forebygge og bekæmpe vold mod kvinder og vold i hjemmet, og den forpligtelse skal vi leve op til. Voldsramte kvinder befinder sig ofte i en sårbar og vanskelig situation, og det er utilstedeligt, at vi som et af verdens mest velfungerende lande afviser 61 procent af de kvinder, der henvender sig til et krisecenter. Der er visse ting, vi som samfund skal prioritere, og beskyttelse af borgere, der udsættes for vold, er så afgjort en af dem.
Julie Anna Eskesen og Dorte Rasmussens indlæg har titlen ’Danske kvinders ret til beskyttelse er en by i Tyrkiet’ og handler naturligt nok udelukkende om samlivsvoldsramte kvinder. Joan-Søstrene er en kvindepolitisk forening, som siden sin stiftelse i 1975 har rådgivet kvindelige ofre for seksuelle og fysiske overgreb. Det er både forståeligt og rimeligt, at foreningens rådgivere forholder sig til det, der er foreningens sigte.
Det ensidige kvindefokus efterlader imidlertid et tomrum. Julie Anna Eskesen og Dorte Rasmussens fortæller, at 33.000 kvinder årligt udsættes for samlivsvold. Det er korrekt. Men det samme gør 13.000 mænd. En netop offentliggjort rapport fra Ligestillingsministeriet understreger problemet. Den sammenligner 200 studier af samlivsvold og viser, til overraskelse for blandt andre ligestillingsminister Karen Ellemann, at kvinder oftere end mænd griber til vold i parforhold.
Hertil kommer det dybt kritisable forhold, at mænd ikke har samme ret til beskyttelse mod samlivsvold, som kvinder har. Forskellen skyldes den kønsdiskriminerende § 109 i serviceloven, som konsekvent benytter ordene »kvinden« og »moderen« i stedet for eksempelvis »borgeren« og »forælderen«. Udformningen af § 109 betyder, at retten til hjælp i tilfælde af samlivsvold afhænger af kønnet på den, der får stegepanden i hovedet. Er ofret en kvinde, har hun ifølge § 109 ret til hjælp fra sin kommune. Er ofret en mand, har han ikke. Paragraffens kønsdiskrimination rammer desuden børn, der på grund af volden mellem forældrene har behov for psykologhjælp. Et barn, der følges med sin mor, har ret til hjælp. Et barn, der følges med sin far, har ikke.
Som det er nu, er mænds ret til beskyttelse således ikke »en by i Tyrkiet«, som kvinders ifølge Julie Anna Eskesen og Dorte Rasmussen er. Nej, mænds ret til beskyttelse er helt på månen. En samlivsvoldsramt mand har ingen ret til hjælp overhovedet, og de mandekrisecentre, der eksisterer, hører under andre ordninger end kvindekrisecentrene, hvilket betyder, at de langt fra kan tilbyde de samme former for hjælp og støtte.
Det er ikke i orden. De ansvarlige ministre og øvrige politikere på Christiansborg bør snarest muligt sikre ligestilling mellem mandlige og kvindelige samlivsvoldsofre gennem en opdatering af § 109, der fjerner den kønsdiskrimination, paragraffen er udtryk for. Det skal ikke være ofrets køn, der afgør, om han eller hun har ret til hjælp.
Opgøret med den kønsdiskriminerende § 109 kommer til at koste nogle penge, men dem må politikerne finde. Ligestillingen af mandlige samlivsvoldsofre med kvindelige skal ikke ske på bekostning af det vigtige arbejde, kvindekrisecentrene udfører. Det ville være urimeligt over for alle parter.
Dette indlæg blev indsendt til Berlingske som et svar på debatindlægget ‘Kvinders ret til beskyttelse er en by i Tyrkiet’. Avisen valgte ikke at bringe det.
Servicelovens § 109
Du kan her se den i indlægget omtalte § 109, der uligestiller mandlige og kvindelige samlivsvoldsofre. De kønnede ord i paragraffen er markeret med rød for at tydeliggøre diskriminationen.
