‘Girl Squad’ får eget radioprogram til reklame for kommende bog: Hvad fanden er meningen DR?

De tre kvinder, der kalder sig ‘Girl Squad’, udgiver i november bogen ‘Ludermanifestet’. I den forbindelse har DR givet dem eget radioprogram af samme navn. Billede: Screenshot dr.dk/pressefoto, Lindhardt og Ringhof.

Hvis denne sag ikke fører til, at der ruller hoveder, vil den stå tilbage som det endegyldige bevis på, at ledelsen hos DR er komplet uansvarlig.

Skal licensbetalernes penge gå til reklame for feministers kommercielle produkter?

Nej, gu’ fanden skal de ikke det.

Men det gør de – lige nu – på DR.

Det er himmelråbende forkert af mindst to årsager.

For det første fordi feminisme er en fundamentalt fejlslagen ideologi, som i bedste fald er ligegyldig og i værste fald er direkte skadelig.

For det andet fordi det aldrig har været hensigten med licensen, at den skulle bruges til reklame for enkeltpersoner eller gruppers kommercielle interesser.

Sagen drejer sig om de tre kvinder, der tilsammen kalder sig ‘Girl Squad’, Nikita Klæstrup, Louise Kjølsen og Ekaterina Andersen.

Den 3. november udgiver de på forlaget Lindhardt og Ringhof bogen ‘Ludermanifestet’, som handler om det, de tre opfatter som fjerdebølgefeminisme.

Bogen indeholder seks ‘mærkesager’, der tro mod tidens tegn er udformet som hashtags og lyder som følger:

#1 RECLAIM ORDET LUDER
#2 DU HAR RET TIL AT SE UD SOM DU VIL
#3 KRÆV DIN ORGASME
#4 HVIS DET IKKE FØLES RART, SÅ ER  DET IKKE RART
#5 DICK PICS, HÆVNPORNO OG NUDES. DER ER FORSKEL. SÅ ENKELT ER DET
#6 VI HAR IKKE LIGESTILLING, FØR ALLE ER LIGE STILLEDE

Er det noget galt i det? Nej, naturligvis ikke. Det er fint, at de tre selverklærede feminister sætter ord på, hvad deres projekt handler om.

Men det er gudhjælpemig ikke noget, licensbetalerne skal tvinges til at bidrage til.

Og derfor er det direkte skandaløst, at DR – mere præcist DR P1 – har givet de tre kvinder et radioprogram i seks dele, der ikke kan opfattes som andet end gratis reklame for den kommende bog.

Programmet hedder ligesom bogen ‘Ludermanifestet’, dets afsnit sendes seks lørdage i træk med afslutning weekenden før udgivelsen, og de enkelte programmer, som er af en halv times varighed, handler om bogens seks ‘mærkesager’.

De tre kvinder er selv værter for programmerne og dermed er enhver kritisk vinkel udelukket. Tilbage står kun reklamen.

P1 forsøger at begrunde udsendelsesrækken med, at man »følger« de tre feminister i deres skriveproces.

– I Ludermanifestet skriver de tre kvinder et feministisk manifest, og P1 følger dem undervejs, skriver P1 i beskrivelsen af programmet.

En yderst tynd begrundelse, som især klinger hult, fordi de tre kvinder selv er værter for programmerne.

I en pressemeddelelse bekræfter Lindhardt og Ringhof, at bogen »udkommer i forlængelse af en programrække med ‘GirlSquad’ på P1 med samme titel«.

Det, DR her har sat i søen, svarer krone til krone til at lave et program i seks afsnit, hvor tre ledere fra Bilka fortæller om arbejdet i Bilka. Eller tre chefer fra Danske Bank fortæller om arbejdet i Danske Bank.

DR-programmet ‘Ludermanifestet’, hvis første afsnit blev sendt lørdag, er en reklame for et kommercielt produkt, bogen ‘Ludermanifestet’, finansieret af skatteydernes licensindbetalinger.

Det er en reklame, som strækker sig over seks gange 30 minutter. En reklame, som giver fuld og uhindret taletid til producenterne af produktet. En reklame, både forlaget og de tre kvinder med garanti klapper i hænderne over. Og en reklame, DR aldrig burde have sendt.

Skandale er et stort ord, men det er svært at se, hvilket ord man ellers skal bruge om det, DR her har præsteret.

Det er muligt, DR ikke direkte har brugt reglerne for, hvad DR må bruge licensmidler til. Det har jeg ikke juridiske forudsætninger for at forholde mig til.

Men DR har under alle omstændigheder udvist en respektløshed over for licensbetalerne.

Det store flertal af danskerne er ikke tilhænger af feminisme og ønsker ikke over licensen at bidrage til denne form for reklame for feministers kommercielle produkter.

Personligt mener jeg, sagen bør få konsekvenser for de ansvarlige.

Det er en stor fejl, at man ikke har bremset dette program i tide, og det kan kun skyldes, at man ikke har været i stand til at se det, for hvad det er: åbenlys reklame.

Det er i mine øjne så grov en forseelse, at den bør føre til fyringer. En løftet pegefinger er ikke nok, når fejlen er så stor og så svær at overse, som det er tilfældet her.

De ansvarlige må ganske enkelt fjernes. Ellers vil skandaler som denne gentage sig igen og igen.

The following two tabs change content below.
Tobias Petersen

Tobias Petersen

38 år, sociolog, tekstforfatter, freelancejournalist og ligestillingsdebattør. Jeg er helhjertet tilhænger af ligeværd, lige muligheder og lige rettigheder og skriver om alt, der har med ligestillingsdebatten at gøre i bredeste forstand. Når jeg ikke diskuterer ligestilling, skriver jeg tekster for andre. Du er velkommen til at besøge mig på Cefas.dk. Klik på C'et under mit billede for at lægge vejen forbi.
Tobias Petersen

Tobias Petersen

38 år, sociolog, tekstforfatter, freelancejournalist og ligestillingsdebattør. Jeg er helhjertet tilhænger af ligeværd, lige muligheder og lige rettigheder og skriver om alt, der har med ligestillingsdebatten at gøre i bredeste forstand. Når jeg ikke diskuterer ligestilling, skriver jeg tekster for andre. Du er velkommen til at besøge mig på Cefas.dk. Klik på C’et under mit billede for at lægge vejen forbi.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *