29. marts, 2024

Nu undskylder hun: Svensk feminist efterlyste god mad og spa i forbindelse med Auschwitz-besøg

Rigsdagskandidat for Feministisk Initiativ Teysir Subhi er havnet i sit livs shitstorm, efter hun på Facebook efterlyste tips til at kombinere god mad og spa med et besøg i Auschwitz. Billede: Arkivfoto/Teysir Subhi på Facebook.

Rigsdagskandidat for Feministisk Initiativ Teysir Subhi beklager opslag med ønske om at kombinere god mad og spa med besøg i Auschwitz.

Opdateret 18/2/2018, 12:55, 13:03.

Den svenske feminist og rigsdagskandidat for Feministisk Initiativ Teysir Subhi er havnet i sit livs shitstorm, efter hun på Facebook for et par dage siden efterlyste gode råd i forbindelse med planlægningen af en »pigetur« til koncentrationslejren Auschwitz, hvor 1.100.000 mennesker mistede livet under Anden Verdenskrig.

– Jeg har fået til opgave at projektlede en pigetur til Auschwitz i begyndelsen af oktober fra torsdag til søndag, indleder Teysir Subhi opslaget.

– Vi vil gerne kombinere rejsen med god mad og lidt spa inden besøget i Auschwitz, fortsætter rigsdagskandidaten, der foruden at være politisk aktiv er historielærer.

– Er der nogen, der har været der og har lavet den kombination? Vi vil gerne have de bedste tips!, afslutter Teysir Subhi.

Rigsdagskandidat for Feministisk Initiativ Teysir Subhi på Facebook.

Respektløst og usmageligt

Opslaget blev hastigt delt på Facebook med mange kritiske kommentarer til følge.

– Problemet er ikke, at hun vil kombinere et besøg i Auschwitz med andre aktiviteter. Problemet er den totale tonedøvhed og respektløsheden i hendes opslag, skriver eksempelvis Eva Lindecrantz under et opslag om sagen, der er blevet delt næsten 400 gange.

– Virkelig usmageligt og uigennemtænkt. Visse ting skal man gøre i tavshed, hvis hun nu så gerne vil besøge en spa, skriver Senada Selman.

– Jeg er lærer, og jeg krummer tæer!, skriver Andrea Malinen.

Ked af det

Den store opmærksomhed om sagen har søndag formiddag fået Teysir Subhi til at skrive et meget langt opslag på sin Facebook-side, som forklarer hendes version af historien. Opslaget bringes her i sin fulde længde.

– Der foregår i øjeblikket en klapjagt på mig i de sociale medier af nazister, racister, øvrige højreekstremister samt de sædvanlige vittige mennesker, som har set et screenshot af et af mig meget klumpet formuleret FB-opslag i går, som jeg skrev i al hast, og som jeg siden hurtigt redigerede på en dårlig måde, indleder Teysir Subhi.

– Opslaget, som cirkulerer i sociale medier lige nu, er altså det som blev screenshottet, lige inden jeg havde redigeret det. Efter redigeringen af mit opslag samt en meget pædagogisk forklaring fra min side vedblev jeg med at blive udsat for had; af nazister og racister, som spammede min indbakke med formuleringer som “Sieg Heil”, ironisk, synes jeg med tanke på, at de anklager mig for at formindske et besøg i Auschwitz, fortsætter hun.

– På grund af alle de racistiske og nazistiske reaktioner rettet mod mig valgte jeg at fjerne selv det redigerede opslag. Med det sagt så var intentionen med mit spørgsmål ægte; at jeg og nogle venner planlægger at besøge Krakow i efteråret fra torsdag til søndag, og om det er geografisk muligt at have tilstrækkelig tid med et besøg i Auschwitz, fortsætter hun.

– Intet sted i min intention ligger noget formindskende eller en sammenkobling mellem spa og rekreation, selv om den klumpede formulering desværre antyder det. Som historielærer følte jeg og mine venner, at det ville være ekstremt trist at være i samme region uden at have taget chancen for at besøge Auschwitz, fortsætter hun.

– Jeg har en lang meritliste af antiracistisk arbejde. Vi har stadig udbredt antisemitisme i Sverige i dag, som vi skal tage alvorligt. Som underviser, politiker og debattør ligger det arbejde øverst på min dagsorden sammen med arbejdet mod afrofobi og islamofobi, som stadig gennemsyrer vores samfund. Derfor bliver jeg ekstremt ked af, hvor ondskabsfuldt jeg er blevet mistolket, og hvordan jeg gennem min klumpede formulering har efterladt et fortolkningsrum for først og fremmest onde kræfter. Med det sagt forstår jeg, hvor dårligt det ser ud, hvis man læser originalopslaget og ikke kender til det efterfølgende hændelsesforløb. Derfor undskylder jeg dybt til alle jer, som med al ret er blevet sårede, fortsætter hun.

– Til jer racister og nazister, som ondskabsfuldt og med vilje vælger at misfortolke mig og tilskrive mig hensigter, jeg ikke har, kan jeg sige, at livet går videre. Som sort kvinde i politik så behøver jeg blot åbne munden for at blive hadet, det har jeg prøvet så mange gange før. Men den her gang gik det galt, og det står jeg ved. Som politiker og debattør er jeg stolt over at være menneskelig, at turde at lave fejl og at turde at stå ved mine fejltagelser, når disse påtales. Det er i dialogen med hinanden, at vi kan skabe forandring, afslutter Teysir Subhi.

Læs også

Ny bog udkommet: Aldrig din skyld, altid din skyld - De to fortællinger om køn

Interview