Kvinder foretrækker »bedre, brugte mænd«, og det har konsekvenser: Hver femte mand er barnløs, når han fylder 50.
Det var i starten af 1990’erne, men jeg husker det, som var det i går. Min bedste ven og jeg havde igennem et stykke tid lagt mærke til, at pigerne i klassen lo mere, når de populære drenge fortalte vittigheder, end når andre gjorde, og vi havde besluttet os for at teste, om vores iagttagelse var korrekt.
Metoden var simpel. Vi fik klassens mest populære dreng til at hjælpe os, og det foregik på den måde, at min ven og Mr. Popular fortalte den samme vittighed til pigerne med 10 minutters mellemrum, mens jeg og den ikke-vittighedsfortællende af de to holdt øje med pigernes reaktioner, herunder ikke mindst deres latter. Det har været omkring 7. klasse, og det er ikke utænkeligt, at min lyst til at læse sociologi – eller rettere: til at prøve at forstå, hvorfor mennesker gør, som de gør – havde sit udspring her.
Undersøgelsen gav det forventede resultat. Da min ven fortalte vittigheden, var der stort set ingen reaktion fra pigerne. De hørte den, men reagerede ikke. Anderledes morsom fandt de vittigheden, da den populære dreng fortalte den. De både lo, smilte og kommenterede joken, som var det Anders Matthesen, vi havde sendt ind i deres midte.
For os viste det to ting. For det første at vi ikke kunne vinde pigernes hjerter med morsomheder. For det andet at det ikke var, hvad vi sagde, der gjorde forskellen. Piger er ligeglade med, om en historie er sjov, lærte vi, men ikke med, hvem der fortæller den.
Det var også omkring den tid, vi lagde mærke til de snobbede piger. Det kaldte vi de piger, der i bogstaveligste forstand ikke værdigede os et blik.
De snobbede piger var pænere end gennemsnittet og kunne kendes på deres karakteristiske ansigtsudtryk. Med munden let åben og øjnene, som de hele tiden var parate til at rulle med, halvt lukkede, fremstod de yderst arrogante, og deres udseende krydrede de med en opførsel, som blandt andet indbefattede ikke at registrere andre menneskers tilstedeværelse på nogen måde, for eksempel ved at nikke elle hilse. For dem var vi ingenting, allerhøjst i vejen.
Vi var på dette tidspunkt ikke fyldt 15 endnu, men havde, som det fremgår, allerede ret godt styr på, hvad der ventede os: et kærlighedsliv fuldt af valg og fravalg, vi ikke skulle træffe. En skæbne, som hvad det angik, var lagt i andres hænder: pigernes.
Og ganske sådan blev det, kan jeg bekræfte fra min nuværende udsigtspost sidst i 30’erne. Nogle havde kærester hele tiden. Andre en del af tiden. Og andre igen næsten ikke. Nogle fik børn, andre gjorde ikke. Nogle blev gift og skilt og fik nye kærester, mens andre aldrig fandt nogen at dele livet med. Alt sammen orkestreret af dem, det hele handlede om: de piger, der i mellemtiden var blevet til kvinder.
Bevares, enkelte af os havde visse muligheder for at vælge. Men langt de fleste måtte nøjes med at blive valgt – eller fravalgt.
Ser man på de officielle tal fra Danmarks Statistik, bekræfter de forskellen mellem kønnene: at kvinder vælger, og mænd vælges.
Andelen af kvinder, der ikke har fået børn, når de er 50 år gamle, var i 2016 12,2 procent, mens det tilsvarende tal for mænd var hele 19,8 procent. Man bør retfærdigvis notere sig, at mens det for de fleste kvinder er ved at være slut med at få børn, når der er 50 lys på fødselsdagskagen, kan mænd i princippet fortsætte til langt op i alderdommen. I virkelighedens verden er det dog et fåtal af mænd, der bliver fædre i så sen alder.
Forskellen mellem tallene viser, at de attraktive mænd går på omgang blandt de kvinder, der får børn. I stedet for at kaste interessen på de mænd, der ikke har børn, retter kvinder opmærksomheden mod de mænd, der allerede er fædre. Hellere en god, brugt mand, synes kvinderne, end en ny, uprøvet model.
Som gruppe er mænd derfor i færd med at blive spaltet i to, som en norsk debattør for nylig formulerede det: mændene, alle vil have, og mændene, ingen vil have.
Til den første gruppe hører mænd med god uddannelse, godt job, høje, stabil indtægt, pænt udseende og høj social kapital. Disse mænd kan vælge og vrage blandt kvinder, og når de er trætte af den ene, kan de skifte hende ud med den anden. Dette er i særdeleshed sandt i storbyer, hvor der er flere singlekvinder end singlemænd.
Til den anden gruppe hører en blandet gruppe af mænd. Nogle er blevet tilbage i småbyerne på landet, mens kvinderne er taget til de større byer for at studere. Andre kan bare ikke af forskellige årsager klare sig i dagens samfund, eksempelvis på grund af manglende uddannelse. Disse mænd vil mange kvinder ikke røre med en ildtang. De vil hellere opdrage børn alene som solomødre, end de vil give mænd af denne type chancen. Som et billigt par sko fra Føtex passer disse mænd ikke ind i det liv, de ønsker at leve.
En del mænd, særligt uden for Danmarks grænser, har i de senere år taget konsekvensen af kvindernes luner og indrettet sig på et liv næsten eller helt uden kvinder.
På diverse webfora omtales disse mænd under forkortelsen MGTOW, Men Going Their Own Way. De adskiller sig fra diverse manderettighedsgrupper ved ikke at have noget ønske om at ændre tingenes tilstand. Nogle af dem har mange korte, seksuelle relationer med kvinder, andre går til prostituerede, mens en tredje gruppe lever i cølibat. Fælles for dem er, at de opfatter traditionelle parforhold, herunder ikke mindst ægteskabet, som en dårlig forretning set fra mandens synspunkt.
Alene på websitet Reddit er der over 23.000 brugere på undersiden MGTOW, så selv om der er tale om en subkultur, er det mere end blot et par forvirrede sjæle, der tiltrækkes af det aktive fravalg af kvinder. Noget, som for øvrigt ikke er så svært at forstå. Den mentalt letteste måde at håndtere et overhængende nederlag på er at overbevise sig selv om, at man slet ikke var interesseret i at vinde til at begynde med.
– Har du svært ved at finde en kæreste?
– Nej, jeg gider bare ikke have en.
Jeg påstår ikke, at alle MGTOW-mænd har valgt den vej for at beskytte sig selv mod den svære erkendelse af deres reelle muligheder på kærlighedsmarkedet. Men jeg er overbevist om, at en del af dem har.
Og jeg forstår dem godt. For det er et af mandelivets mest frustrerende karakteristika, at vi i vidt omfang er henvist til at leve i uvished og håbe på det bedste i forhold til noget så centralt som vores muligheder for at finde kærlighed og blive fædre.
Nogle vil sikkert indvende, at der er meget, den enkelte mand kan gøre for at øge sine chancer hos kvinderne. Og det har de ved første øjekast helt ret i. Men det er den enkelte mand ikke ene om, og hurtigt, som på alle andre markeder, udligner efterspørgsel og udbud hinanden. Kan man score lækre damer med et langt skæg, der får selv julemandens til at blegne, kan du være sikker på, at antallet af mænd med et sådant skæg hurtigt stiger. Det samme gælder for udbredelsen af man buns og andre fænomener, der er mænds pendanter til påfuglehanners haler. Så jo, den enkelte mand kan gøre noget. Men ikke så meget, som man kunne tro.
Hertil kommer det filosofiske spørgsmål. Gør manden overhovedet det rigtige, når han laver om på sig selv? Eller skal han i stedet være tro mod sin natur? Kvinder vil jo gerne have mænd, der »ved, hvad de vil« og »tør tage en beslutning og stå ved den«, som det hedder i hundreder af kvinders datingprofiler. Så måske gør manden det forkerte, hvis han opgiver sig selv i håbet om at stille kvinderne tilfredse.
Fra et samfundsperspektiv er antallet af enlige, barnløse – og givetvis i betydeligt omfang også ensomme – mænd noget, man før eller siden må sætte fokus på. Ensomhed udgør en dokumenteret sundhedsrisiko, og i takt med kvinders bedre og bedre muligheder for at få og opdrage børn alene, bliver kvinders behov for at finde sammen med mænd mindre og mindre. Der er derfor ikke udsigt til, at antallet af enlige, barnløse mænd falder.
Fra et menneskeligt perspektiv må vi hver især forholde os til virkeligheden, som den er. Kvinder vælger og fravælger. Mænd tilvælges og fravælges. Mange af os vil ende i den gruppe, kvinderne ikke vil have. Sådan er det, hvad enten vi vil det eller ej. Her kan vi se frem til et liv blottet for kærlighed, nærhed og muligheden for at blive fædre.
Det kan lyde hårdt, og det er det også, men det nytter ikke noget at hulke over det. Kvinder sætter, trods populære udsagn om det modsatte, ikke pris på mænd, der græder over modgang. Slet ikke modgang af denne type, der kan forveksles med selvmedlidenhed.
Den eneste vej ud af cirklen er at blive i den og håbe på, at nogen får øje på en. Man må acceptere tingenes tilstand og sende et klart budskab til omverdenen om, at man er glad for sit liv, som det er.
Kun sådan bevarer man en mikroskopisk chance for en dag at blive en af de valgte. Og kun sådan bevarer man sin forstand. For det er som i fængslet ikke sandsynligheden for den succesfulde flugt, der giver ro i sindet. Det er troen på, at muligheden eksisterer.