5. oktober, 2024

Anbefalinger fra Taskforcen for Flere Kvinder i Forskning

Rapporten Anbefalinger fra Taskforcen for Flere Kvinder i Forskning rummer mange forslag, men besvarer ikke de afgørende spørgsmål.

Uddannelses- og forskningsminister Sofie Carsten Nielsen nedsatte i slutningen af 2014 den såkaldte Taskforce for Flere Kvinder i Forskning. Taskforcen skulle udvikle anbefalinger, som i fremtiden kan medvirke til, at flere kvinder når toppen i forskningsverdenen, som i dag i høj grad er præget af mænd.

Taskforcen er nu færdig med sit arbejde og har leveret resultaterne i rapporten Anbefalinger fra Taskforcen for Flere Kvinder i Forskning. Den godt 50 sider lange rapport rummer analyser af den nuværende kønsfordeling i forskningsverdenen samt Taskforcens fremadrettede anbefalinger.

Kønsforskelle i forskning

I sin analyse af den nuværende kønsfordeling i forskningsverdenen peger Taskforcen især på denne graf:

Grafen viser, at selv om der er flere kvindelige kandidater end mandlige, sker der allerede ved Ph.d-studierne et skifte, som kun forstærkes op gennem det akademiske karrieresystem. Taskforcen viser samtidig, at denne kønsskævhed i Danmark sker meget tidligere end i de øvrige nordiske lande. Bedst står det med Taskforcens øjne til i Finland, hvor der først sker en adskillelse på professorniveau:

Danmark er det land i Norden, hvor adskillelsen sker tidligst.

Taskforcens seks anbefalinger for flere kvinder i forskning

På baggrund af sin indledende analyse af tingenes tilstand, har Taskforcen udviklet seks anbefalinger til, hvordan man i Danmark kan få flere kvinder i forskning. Anbefalingerne er inddelt i følgende seks fokusområder:

  1. Ligestilling som fokusområde på ledelsesniveau
  2. Rekruttering og besættelse af stillinger
  3. Udvikling af talenter og klare karriereveje
  4. Kønsstereotyper og ubevidste kønsbiaser
  5. International mobilitet
  6. Arbejdskultur og familievenlige arbejdspladser

De seks hovedområder er yderligere brudt ned i en række konkrete forslag. For hvert fokusområde har Taskforcen lavet en implementeringsplan, som samtidig giver et overblik over Taskforcens anbefalinger. Implementeringsplanerne er som følger:

Ligestilling som fokusområde på ledelsesniveau

Rekruttering og besættelse af stillinger

Udvikling af talenter og klare karriereveje

Kønsstereotyper og ubevidste kønsbiaser

International mobilitet

Arbejdskultur og familievenlige arbejdspladser

Som det fremgår, retter Taskforcens anbefalinger sig både mod formelle og uformelle udfordringer for kvinder i forskning.

Forkerte præmisser giver forkerte konklusioner

Når man går i gang med at læse rapporten, bliver man tidligt klar over, at præmissen for Taskforcens arbejde er betænkelig. Det sker allerede i forordet, hvor uddannelses- og forskningsminister Sofie Carsten Nielsen skriver følgende:

“Mænd og kvinder er som udgangspunkt lige talentfulde. Så det er et problem, hvis kvinder systematisk vælger en forskerkarriere fra.” (Anbefalinger fra Taskforcen for Flere Kvinder i Forskning, p. 3.).

Der er noget ved det “så”, der ikke giver mening. Hvis mænd og kvinder er lige talentfulde, er det ikke problematisk, at mænd og kvinder i forskellig grad vælger forskning til og andre fra. Det må give det samme slutresultat, såfremt præmissen om, at mænd og kvinder er lige talentfulde, er sand.

Alligevel fortsætter “talentargumentet” også i Taskforcens forord, hvor følgende står at læse:

“Andelen af kvindelige professorer på universiteter er lavere i Danmark end i de øvrige nordiske lande og lavere end gennemsnittet i EU og OECD. Denne lavere udnyttelse af kvindeligt talent på de højeste niveauer i dansk forskning er ikke til gavn for Danmark. Vi er nødt til at bringe de bedste talenter i spil, hvis vi skal overleve som videnssamfund i en stadigt hårdere international konkurrence. Det er i al sin enkelhed baggrunden for nedsættelsen af Taskforce for Flere Kvinder i Forskning.” (Anbefalinger fra Taskforcen for Flere Kvinder i Forskning, p. 5.).

Her tales altså om “en lavere udnyttelse af talent”. Igen må man undre sig over, hvordan det kan passe med påstanden om, at mænd og kvinder er lige talentfulde. Eksempel: Hvis man mener, at alle M&M’s smager lige godt uanset farve, så kan man ikke samtidig mene, at det er vigtigt, hvilken farve den enkelte M&M har. Tilsvarende: Hvis mænd og kvinder er lige talentfulde, så kan man ikke samtidig mene, at der sker “en lavere udnyttelse af talent”, fordi det ene eller det andet køn vælger topforskning fra. Men det er altså, hvad både Sofie Carsten Nielsen og Taskforcen på besynderlig vis slutter.

Dette bizare talentargument er afgørende for Taskforcens anbefalinger. Dels går det igen i flere af Taskforcens begrundelser, dels fungerer det som et bolværk mod mere grundlæggende spørgsmål. Taskforcen forholder sig fx ikke til, om det er rimeligt, at mænd skal have vanskeligere ved at opnå stillinger som topforskere end kvinder. Eller hvorfor køn skulle være vigtigere i relation til forskning end forskernes faglige kompetencer. Spørgsmål som disse undgår Taskforcen at svare på ved at vedtage, at der sker et spild af kvindeligt talent, og at det per se er en god ting, at der kommer flere kvinder i forskning.

Et mærkeligt eventyr

Dermed bliver Taskforcens rapport til et mærkeligt eventyr. Den bliver til en samling af argumenter for noget, den aldrig argumenterer for. Anbefalinger fra Taskforcen for Flere Kvinder i Forskning indeholder en række forslag, som formentlig vil være effektfulde i forhold til at få flere kvinder i forskning, men forslagene står i skyggen af rapportens manglende begrundelse for, hvorfor der skal flere kvinder i forskning.

Her vil nogle måske mene, at den nuværende kønsfordeling er en begrundelse i sig selv. Men det er den naturligvis ikke. Både ministeren og Taskforcen må give en kvalificeret begrundelse for, hvorfor en anden kønsfordeling skulle være mere ønskværdig. Helt konkret: Er der belæg for at tro, at en anden kønsfordeling end den nuværende giver bedre forskning? Men det er endnu et af de spørgsmål, rapporten ikke forholder sig til og derfor ikke besvarer. Læseren efterlades i et drømmeland, hvor ændringer skal ske, fordi ændringer skal ske.

Et eksempel på rapportens frakobling fra de mere grundlæggende spørgsmål findes i afsnittet Rekruttering og besættelse af stillinger (p. 37ff.). Her beskriver Taskforcen, hvordan Københavns Universitet har fået dispensation fra ligestillingsloven og opfordrer dernæst andre universiteter til at gøre det samme:

“De øvrige universiteter kan lade sig inspirere af Københavns Universitet, der i 2014 har fået dispensation fra ligestillingsloven til i en periode at stille som krav, at der forud for ansættelser skal have været modtaget ansøgninger fra både mænd og kvinder, som beskrevet ovenfor.” (Anbefalinger fra Taskforcen for Flere Kvinder i Forskning, p. 37f.).

Et relevant spørgsmål kunne her være: “Hvorfor har vi en ligestillingslov?”. Men I stedet for at forholde sig kritisk til, at Københavns Universitet har diskrimineret mandlige ansøgere – hvilket var årsagen til at universitetet måtte søge om dispensation fra ligestillingsloven – opfodrer Taskforcen uden yderligere overvejelser om vigtigheden af ligestilling mellem mænd og kvinder andre universiteter til at gøre det samme.

Flere dygtige forskere i forskning

Rækken af vigtige spørgsmål, som Taskforcen ikke besvarer, er lang. Taskforcens manglende svar kan dog let undskyldes med, at den er blevet nedsat af en minister, der af politiske årsager har udstukket de forkerte præmisser for dens arbejde. Sofie Carsten Nielsen burde som uddannelses- og forskningsminister være optaget af, hvordan dansk forskning kan blive bedre. En Taskforce for bedre forskning havde givet mening. Taskforce for flere Kvinder i Forskning gør ikke.

For der er bestemt områder, der kan forbedres inden for dansk forskning. Et af de bedste forslag i Anbefalinger fra Taskforcen for Flere Kvinder i Forskning handler om større gennemsigtighed i rekrutteringen af nye forskere. Det er en god ide, som vil gavne alle. Men det er en tilfældighed, at Taskforcen faldt over noget, som er til gavn for alle. For det var ikke Taskforcens opgave.

Desværre. For tænk, hvis man i stedet havde bedt Taskforcen fokusere på bedre forskning i stedet for flere kvinder. Det ville have ført til mange andre gode forslag, som ikke alene ville kunne skabe bedre forhold for alle forskere, men også ville have kunnet gøre dansk forskning bedre.

Anbefalinger fra Taskforcen for Flere Kvinder i Forskning er en dyr form for misforståelse, som vil blive brugt som et argument for at gennemføre ændringer, der ikke alene vil stride mod hensynet til ligestillingen mellem mænd og kvinder, men også mod et ønske om at gøre dansk forskning stærkere. For stærk forskning kræver stærke forskere. Ikke forskere med et bestemt køn, en bestemt højde eller et bestemt efternavn, men slet og ret de dygtigste forskere.

I værste fald kommer Anbefalinger fra Taskforcen for Flere Kvinder i Forskning til at sænke niveauet i dansk forskning. Det kan ske, hvis rapportens anbefalinger om at særbehandle kvindelige forskere bliver fulgt. De kvindelige forskere vil da ikke blive udsat for den konkurrence, som er nødvendig for at styrke dem, men vil tage deres skridt på en kunstig karrierestige, hvis fordringer ikke svarer til de krav, der stilles til topforskere i resten af verden. Det vil være at gøre de kvindelige forskere og dansk forskning som helhed en bjørnetjeneste.

Forhåbentlig går det ikke så galt. For nuværende er Anbefalinger fra Taskforcen for Flere Kvinder i Forskning noget, man diskuterer i små kredse på Twitter under hashtagget #kvindforsk, og lad det endelig blive ved det. Dansk forskning skal ikke styres af kønspolitiske agendaer, men af ønsket om den bedst mulige forskning. Det ønske kan kun indfries ved at arbejde for, at de dygtigste forskere bliver topforskere, uanset om de gode hoveder sidder på mænd eller kvinder.

Links:
Læs hele Anbefalinger fra Taskforcen for Flere Kvinder i Forskning her: anbefalinger-fra-taskforcen-for-flere-kvinder-i-forskning

Læs også

Ny bog udkommet: Aldrig din skyld, altid din skyld - De to fortællinger om køn

Interview