Kvinder deler deres frygt for at gå alene om aftenen i ny hashtagkampagne, og det har affødt en diskussion om mænds muligheder og ansvar.
I forlængelse af en tragisk drabssag fra England er en diskussion om kvinders sikkerhed og mænds ansvar for at bidrage til den blusset op. Under hashtagget #textmewhenyougethome deler kvinder historie og tanker om de forholdsregler, de gør sig, når de færdes i det offentlige rum om aftenen og natten. Her fortælles blandt andet om knugede nøglebundter, telefonopkald og sms’er til veninder, ikke at høre musik og at iklæde sig hættetrøje for at ligne en mand.
Diskussionen rejser mange spørgsmål, både indlysende og mindre indlysende. Nogle mænd har reageret på debatten ved at påpege, at mænd oftere udsættes for vold end kvinder – hvilket de gør – og at det ikke er rimeligt at anklage alle mænd for nogle mænds voldelige adfærd – hvilket det ikke er. Andre mænd har brugt diskussionen som en lejlighed til at pudse deres egen glorie. Det gælder eksempelvis journalist Brian Mogensen, som i B.T. fortæller andre mænd, at de skal droppe »det sårede mandeego«. Et ego, må vi forstå, Brian Mogensen – den helt – ikke selv har.
»Hvad med, at vi lige dropper det sårede mandeego, som er håbløst uklædeligt, og i stedet for at klynke over, hvor uretfærdigt det er, at vi ‘ordentlige’ mænd skal ses på med de briller, husker, at det ikke handler om os, men om alle de dårlige erfaringer«, siger han til B.T.
Positioner som Brian Mogensens er trættende. Det er muligt, det ikke er Mogensens intention, men det er ikke særlig fremmende at pisse folk i ansigtet, hvis man vil have dem til at gøre noget. At fortælle mænd, at de har et såret ego og skal tage sig sammen, er ikke en konstruktiv måde at gå til spørgsmålet på. Vifter man med en rød klud foran en tyr, risikerer man, den reagerer.
Bedre er indlæg som det, Berlingskes chefredaktør, Tom Jensen, skrev forleden på Facebook. Så godt er det, at jeg deler det her i sin fulde længde.
»Som mand har jeg som sikkert mange andre mænd min egen grund til at forstå de kvinder i Storbritannien og andre lande, der lige nu deler deres frygt for at gå alene hjem efter mordet på Sarah Everard i det sydlige London.
Det må ikke overhovedet opfattes som klynk eller mandlig selvynk i denne forbindelse. Dette handler kun om kvinders forståelige frygt alene i mørket om natten.
Men som givetvis de fleste mænd har jeg adskillige gange befundet mig i en situation, hvor jeg er drejet ind på en sti, ud på et fortov eller en øde gade og pludselig indser, at jeg tilfældigvis går 10-20-30-40 meter bag en mig helt ubekendt kvinde.
Hver eneste gang det sker, gør jeg mig de yderste anstrengelser for ikke at virke skummel eller truende. Sætter farten ned, går langt udenom, hvis jeg bevæger mig hurtigere, end hun gør. Sakker længere agterud, hvis der forude kommer et mørkt budskads.
Nogle gange, hvis jeg f.eks. har været på cykel, og bevæger mig forbi en gående kvinde bagfra, mens der ikke er andre til stede et øde sted, har jeg på den mest fredsommelige måde, jeg kunne udtænke, gjort tydeligt opmærksom på, at jeg bare lige skal passere, og så er jeg suset forbi for at bringe mig ud af syne og mistanke så kvikt som muligt.
Derfor forstår jeg godt alt det med nøglerne knuget i hånden, SMSerne til veninderne, søgningen mod åbne, lyse gader.
Den isnende frygt, der med ét kan opstå, når man er ude alene.
Ikke fordi jeg selv har oplevet den, det har jeg kun enkelte gange og af helt andre grunde, men fordi jeg er sikker på, at jeg som mange andre uskyldige mænd uden at ville det har været genstand for frygten. Og har mærket og forstået, at vi var genstand for denne frygt.
Hvis årsag vi alle bør være fælles om at bekæmpe.«
Tom Jensen er ikke bebrejdende eller nedværdigende, som Brian Mogensen er det, men forsøger at sætte sig i kvinders sted og reflektere over, hvad han selv kan gøre for at gøre situationen mindre ubehagelig for de kvinder, han møder. Det er sådan, problemet skal tilgås. Ikke ved at tvinge mænd i en forsvarsposition, men ved at se på situationen fra flere sider.
I Tom Jensens indlæg ligger samtidig den pointe, at moral handler om, hvad man bør, ikke hvad man skal. Du kan med god ret hævde, at du ikke har pligt til at skifte fortov for at gøre en kvindes frygt mindre, men det er et sølle argument i diskussionen om, hvad du bør gøre.
For der er masser af ting, du ikke skal, som du har god grund til at gøre, både for din egen og andre skyld. Du skal ikke sige godmorgen til kollegerne på arbejdet, du skal ikke gå til siden for personen i rullestol, du skal ikke ringe tilbage til folk, selv om du har lovet det. Men hvis du tilrettelægger din adfærd ud fra det princip, at du kun gør, hvad du skal, vil du hurtigt befinde dig alene og med færre muligheder i livet, end du ville have haft, hvis du havde valgt en anden tilgang. At leve efter en moral, der sætter skal, hvor bør hører hjemme, er til skade for dig selv og for verden. Du ekskluderes, og verden går glip af det, du kunne have budt ind med. Det er ikke det rigtige at gøre.
Nogle påpeger, at diskussionen ikke handler så meget om realiteter som om kønspolitik. En af dem er Christian Egander Skov, som i en klumme på Kontrast skriver, at diskussionen er blevet overtaget af feminister og normkritikere, der udnytter den til at fremme deres kønspolitiske interesser.
»Det er en tragedie, men der er ingen sag, der er for tragisk til at blive brugt politisk, og vi ville ikke leve i den tid, vi gør, hvis ikke dette kvindemord straks blev indforskrevet til woke-ismens kulturkamp«, skriver Christian Egander Skov.
Han påpeger en forskel mellem det udbredte synspunkt i debatten, som eksempelvis køns- og diskriminationsforsker Mira Skadegård fra Aalborg Universitet hævder, nemlig at diskussionen er en reaktion på virkeligheden.
»Det er et faktum, at der findes et højt niveau af vold mod kvinder. Kvinder ved, at de er mere udsatte«, citerer Christian Egander Skov Mira Skadegård for at have udtalt til Politiken.
Heroverfor sætter Christian Egander Skov tal fra virkeligheden, der viser, at Skadegård tager fejl. Mænd udsættes mellem en sjettedel og halvtreds procent oftere for vold end kvinder, påpeger Skov med henvisning til tal fra Justitsministeriet.
Kvinders frygt er altså ikke en reaktion på virkeligheden. Det er en reaktion på noget andet. På en fortælling om virkeligheden.
»Det mest risikable, du kan være i nattelivet, er en ung mand! Men alt det er køns- og normkritikken ligeglad med. Her skaber ordet, hvad det nævner. Også når ordet lyver. Det centrale greb er nemlig at omskrive virkeligheden så den passer med teoriens anklageskrift. Herefter kan virkeligheden uden videre dømmes og fordømmes som endnu et eksempel på patriarkatet i al dets vælde«, konkluderer Christian Egander Skov.
Til Christian Egander Skovs kønspolitiske blik på spørgsmålet kan lægges det påfaldende hykleri, at feminister igen og igen har hævdet det synspunkt, at kvinder ikke er ansvarlige for, at mænd har det godt. Når kvinder lytter til mænd, der fortæller om deres problemer, udfører kvinder gratis »følelsesarbejde«, og det er ikke rimeligt, at kvinder gør det, lyder argumentationen. Mænd må selv ligge og rode med deres problemer. Eller betale kvinder for at høre på dem.
Hvis man agiterer for det synspunkt, er man ikke så lidt dobbeltmoralsk, hvis man samtidig mener, at mænd har ansvar for kvinders følelser i det offentlige rum.
Når en mand skifter fortov af hensyn til en kvinde, udfører han et lille stykke arbejde med det formål at fjerne en bekymring fra kvinden, altså for at få hende til at have det godt. Det lille stykke arbejde er lige så meget følelsesarbejde som det arbejde, en kvinde udfører, når hun lytter til en mand, der er træt af sin chef. Og hvor kvinden i den situation typisk gør det for en mand, hun har en intim relation til, og hvor effekten af følelsesarbejdet derfor også kommer hende selv til gode, udfører manden, der skifter fortov, en gennemført altruistisk handling, idet han ulejliger sig for at gøre en kvinde tilpas, han ikke kender og formentlig aldrig kommer til at møde igen.
Personligt har jeg i lighed med Tom Jensen skiftet fortov masser af gange i situationer som dem, han beskriver. Jeg har ikke gjort det, fordi jeg skal, men fordi jeg har tænkt, at det muligvis var ubehageligt for kvinden at have mig gående bag ved sig. Samtidig har jeg selv syntes, situationen var ubehagelig. Det er ingen glæde for mig at føle, at jeg måske skræmmer nogen. Tværtimod.
I mit tilfælde er det ofte sket på et stykke vej fra Metroen og ned mod det område, jeg bor i. Her er kun én vej, og alle, der ikke inden da er drejet af, skal følges ad nogle hundrede meter ned ad vejen, inden der kommer sidegader at dreje ned ad. Det er et forholdsvis mørkt stykke vej uden butikker. Og fordi de fleste ankommer sammen med Metroen, er vi ofte et »hold«, der stille og roligt tynder ud ned mod det omtalte vejstykke, indtil vi kun er et par stykker, der skal den vej. I den situation har jeg ofte valgt en af Tom Jensens muligheder, oftest overhalet eller skiftet fortov.
Det ser jeg hverken noget umandigt eller forkert i. Jeg opfatter det som et udtryk for en rimelig hensyntagen til mine medmennesker, på linje med at gøre plads for en barnevogn på fortovet eller rejse sig for en gammel dame i bussen. Jeg påstår desuden ikke, at jeg er et perfekt menneske, der altid opfører mig ideelt, aldrig begår fejl, og aldrig overser andre. Det gør jeg bestemt. Igen og igen. Men er jeg opmærksom i situationen, og har jeg overskud til det, ser jeg ingen grund til ikke at tage hensyn til andre, herunder skifte fortov en sen aftentime, når jeg er havnet bag en kvinde på gaden.
Der er dog noget ved det, der nager mig. Ved at skifte fortov for at fjerne kvindens frygt, bekræfter jeg, at hun har grund til at være bange. På den måde bidrager jeg til at opretholde hendes frygt. Hvordan skal hun lære, at det ikke er farligt at have en mand gående bag sig om aftenen, hvis det aldrig sker? Ved at skifte fortov styrker jeg den fortælling om virkeligheden, Mira Skadegård og andre feminister er talskvinder for, men som ikke understøttes af empirien. Jeg bliver i en vis forstand enabler af kvinders frygt ved at styrke dem i den i stedet for i at komme af med den.
Jeg har tænkt på det mange gange, men hver gang jeg har været i situationen, har jeg sat det konkrete over det abstrakte. Denne kvindes frygt over kvinders frygt i almindelighed. Hendes frygt her og nu over hendes mulighed for på sigt at komme af med den. Om jeg derved gør den konkrete kvinde og kvinder i almindelighed en tjeneste, er jeg ikke sikker på. Det er et meget vanskeligt spørgsmål, som jeg ikke er sikker på, jeg nogensinde vil være i stand til at besvare.
En sidste bekymring, jeg har, angår det længere perspektiv. Det kan være meget sympatisk, at mænd skifter fortov en sen aftentime af hensyn til kvinders frygt for mænd. Men hvorfor skulle det stoppe der? Det galanteri, det i princippet er udtryk for, kan udmærket udvides til andre områder. Er det eksempelvis høfligt at lægge sig lige bagved en kvinde på stranden? Kan det tænkes, det er ubehageligt for hende, at en mand placerer sig netop der, hvor »udsigten« er bedst? Bør mænd være opmærksomme på det og undlade at lægge sig i nærheden af kvinder for at vise hensyn til kvinder? Eller hvad med ledige sæder i bussen? Kan man forestille sig, det er ubehageligt for en kvinde, at en ukendt mand sætter sig ved siden af hende og »spærrer hende inde« mod vinduet? Bør mænd som høflighedsgestus lade være med at sætte sig ved siden af kvinder i bussen?
Man ser, hvor jeg vil hen. Eller netop ikke vil hen. Der findes et sted for enden af udviklingen, vi næppe ønsker at havne. Et sted, hvor mænd og kvinder lever betydeligt mere adskilte liv, end de på vore breddegrader har gjort i mange årtier, hvis ikke århundreder.
Derfor tror jeg, den bedste strategi findes på midten.
På den ene side må vi have øje for virkeligheden. Kvinders frygt er formentlig større, end hvad risikoen berettiger. Det betyder ikke, at kvinders frygt er falsk, forkert eller ureel, for frygt drives af mere end sandsynlighedsregning. Men det betyder, at noget af den måske kan imødegås på samme måde som flyskræk siges at kunne kureres gennem indsigt i, hvordan fly virker. Kvinders frygt hviler i høj grad på en fortælling om virkeligheden, og den fortælling er der god grund til at udfordre. De fleste voldtægter sker ikke på gaden, men blandt folk, der kender hinanden. De fleste, der overfaldes og udsættes for vold på gaden, er ikke kvinder, men mænd. Osv.
På den anden side er der ingen grund til, at mænd demonstrativt skulle nægte at tage hensyn til kvinder. Der er så godt som intet besvær forbundet med at skifte fortov eller holde ekstra afstand, når man havner bag en kvinde en mørk aften. Og der er trods alt et stykke vej endnu, før vi havner i det kønsopdelte samfund. Lidt mere galanteri er der plads til, inden det går så galt.