Kan vi lære noget af en 177 år gammel erklæring? Ja, mener Allan Schmidt.
Debatindlæg af Allan Schmidt, TikTok’er og formand for Ligestillingspartiet.
Vi får ofte at vide, at feminismen bare handler om ligestilling. Mange ser den som en retfærdig kamp for kvinders rettigheder. Andre oplever den som noget mere end det – som en bevægelse, der i stigende grad hviler på modstand mod mænd. Måske endda foragt.
Hvis man går tilbage til begyndelsen, dukker der et oplagt spørgsmål op. For var det virkelig kun lighed, der drev værket? Eller lå der allerede dengang en grundlæggende mistillid til manden? Ikke bare som magthaver, men som køn.
Declaration of Sentiments
I 1848 skrev kvindesagsforkæmperen Elizabeth Cady Stanton (1815-1902) feminismens første manifest: Declaration of Sentiments.
Teksten ligner USA’s uafhængighedserklæring, men i stedet for at gøre oprør mod en konge, rettes vreden mod én bestemt gruppe: Mænd.
“He has made her, if married, in the eye of the law, civilly dead.”
“He has taken from her all right in property.”
“He has endeavored in every way that he could to destroy her confidence in her own powers, to lessen her self-respect.”
Det er ikke en kritik af systemet. Det er en anklage mod manden. I bestemt form. Ikke nogle mænd. Manden. Som undertrykker. Som nedbryder. Som fratager kvinden hendes værd.
Forståelig vrede
Man forstår vreden. Dengang blev kvinder nægtet stemmeret, ejendomsret og adgang til uddannelse. Men man må også spørge: Hvad sker der, når man bygger en frigørelsesbevægelse på en fortælling om én gruppe som offer og én som skurk?
Det er, som om feminismen fra starten lagde et filter ned over verden. Et filter hvor kvinden er den undertrykte og manden undertrykkeren. Og det filter har vi aldrig rigtigt fået fjernet igen. Det er i undervisningen, på sociale medier, i politik. Manden som skyldig. Kvinden som offer og sandhedsvidne.
Måske begyndte feminismen ikke som had og foragt. Men som noget der nemt kunne udvikle sig i den retning. Når man taler om lighed, men i praksis kun kigger én vej. Når man siger kamp for frihed, men samtidig peger ud, hvem der skal tage skylden.
Det burde være muligt at kæmpe for kvinder uden at skabe en syndebuk. Men det kræver, at vi tør stille spørgsmålet: Så feminismen nogensinde manden som andet end modstander?