Biologiske forklaringer er ikke velkomne i ligestillingsdebatten, hvor troen på samfundets evne til at påvirke mennesker og deres handlemønstre er stor.
Kritikken af Joachim B. Olsen efter hans udtalelser om, at man ikke kan se bort fra biologien, hvis man skal forstå, hvorfor mænd og kvinder på træffer forskellige karrierevalg, tydeliggør, at biologiske forklaringer bestemt ikke er i høj kurs i den danske ligestillingsdebat. Som Berlingskes chefredaktør, Tom Jensen, bemærker i et indlæg om emnet: »biologien som forklaringsmodel på menneskers handlingsmønstre synes at være blevet et regulært moderne tabu«.
At det er blevet sådan, er der givetvis flere årsager til.
En er, som Tom Jensen er inde på, at vi som moderne mennesker med en tro på, at alt lader sig forandre, ikke bryder os om biologiens determinisme: at vi gør, som vi gør, fordi vi biologisk er, som vi er, og at det kun vanskeligt eller slet ikke lader sig ændre. At det skulle være sådan, selv blot i nogle af livets sammenhænge, strider direkte imod den tro på viden, moral og dannelse, vi har dyrket siden oplysningstiden. Samtidig står det i direkte modsætning til essensen i den bølge af socialkonstruktivistisk filosofi og samfundsteori, som har præget de vestlige samfund siden 1970’erne.
En anden er, at koblingen mellem biologi og forståelsen af menneskelig handlen fortsat bringer mindelser om nogle af videnskabshistoriens mørke kapitler. At man engang troede, at man kunne fastslå menneskers intelligens ved at måle størrelsen på deres kranier, vil vi helst glemme – og på ingen måde sættes i forbindelse med. Det samme gælder biologisk funderede teorier om racers overlegenhed og ideen om, at sindslidelser kan kureres med operative indgreb i hjernen. Det har langt fra altid været kønt, når mennesket har forsøgt at forstå og behandle sig selv med udgangspunkt i biologiske forklaringer, og sporerne skræmmer den dag i dag.
Ser man på, hvem de største kritikere af Joachim B. Olsens udtalelser er, opdager man hurtigt, at de kommer fra de partier, der har den største tro på, at mennesker lader sig forandre af samfundet og dets institutioner.
Pernille Skipper (Ø), Pia Olsen Dyhr (SF) og Ida Auken (R) er blandt dem, der har reageret skarpest på den liberale politikers udtalelser, og det er ingen tilfældighed. Det skyldes ikke først og fremmest, at de alle tre er kvinder – om end det sikkert spiller en rolle – men at de alle tre tror på, at mennesket i udgangspunktet er godt, og at det er samfundsindretningen – ikke biologien – der skaber det onde i mennesket. En tro, som kan føres tilbage til oplysningsfilosoffen Jean-Jacques Rousseau (1712-1778), der udviklede sin filosofi omkring netop den grundidé.
For Skipper, Olsen Dyhr og Auken er troen på mennesket som fundamentalt godt tæt knyttet til ideen om, at samfundet har positive og negative potentialer. Det er samfundet, ikke mennesket, der ikke fungerer, hvis mennesker udvikler sig dårligt. Derfor er det også samfundet, der kan rette op på det. Menneskelige tragedier er for Skipper, Olsen Dyhr og Auken resultatet af en forkert samfundsindretning og kan forhindres ved at indrette samfundet anderledes.
Denne grundopfattelse gælder på alle områder, og i det lys er det let forstå, hvorfor de tre kvinder reagerer så voldsomt på Joachim B. Olsens udtalelse om biologiens betydning for mænd og kvinders karrierevalg: »Jeg tror, der er noget medfødt i os, som gør, at kvinder gennemsnitligt set måske har mere lyst til at være derhjemme med børnene«. For derved siger Olsen, at mennesket ikke kun påvirkes af samfundsindretningen, og at der er handlemønstre, man ikke kan ændre selv med nok så mange justeringer af de love og regler, der er gældende på området.
Skematisk kan forskellene mellem de to modstridende opfattelser sammenfattes som følger:
Skemaer egner sig bedre til at fremhæve overordnede forskelle end til at udtrykke nuancer, og dette er ingen undtagelse. Her er tale om en oversigt over den grundlæggende uenighed, ikke en udtømmende forklaring af de respektive opfattelser.
Debatten om Joachim B. Olsens udtalelser viser, at biologi fortsat er et stærkt våben i diskussionen om køn og ligestilling. Kan man bevise, at en debatmodstanders opfattelse hviler det mindste på biologisk determinisme, har man gode chancer for at vinde sympati blandt de mange, der opfatter biologiske forklaringer som noget gammeldags, forkert og farligt.
Når eksempelvis Pernille Skipper omtaler Joachim B. Olsens udsagn som »neandertaler-udtalelser«, spiller hun bevidst på denne mekanisme. Hun er klar over, at hun ikke behøver imødegå den liberale politikers udtalelser på substansen, men kan feje hans udtalelser af bordet ved at trække ‘hulemandskortet’, som henviser til, at Joachim B. Olsens ideer om biologiens betydning for køn og arbejdsmarked er dybt forældede og aldeles uegnede i en moderne sammenhæng. Den tidligere kuglestøder ude af trit med virkeligheden, og derfor er hans ideer det også, er logikken.
Kun få har diskuteret, om der er noget om det, Joachim B. Olsen siger. De fleste har som Pernille Skipper, Pia Olsen Dyhr og Ida Auken på forhånd afvist det som »idiotisk«.
Om de har ret i det, har vi til gode at finde ud af.
Det er muligt, at det tåbeligt at forestille sig, at de biologiske forskelle på mænd og kvinder – som ingen benægter – har indflydelse på de valg, vi træffer i forhold til arbejdsliv og familieliv.
Men hvis det er tåbeligt, så er det det uafhængigt af, om der er noget galt inde i hovedet på Joachim B. Olsen eller ej. Det samme gælder, hvis der er noget om snakken. For sådan er biologien: fuldstændig ligeglad med, hvad vi synes om den.