Norsk børnehave opdeler børn efter køn. »Drenge og piger bliver mere ligestillede af at lege hver for sig«, siger børnehaveleder.
I børnehaven Bakken, som ligger i Skien, 150 kilometer sydvest for Oslo, har piger og drenge hver deres afdeling. Bakken er Norges eneste kønsopdelte børnehave, og opdelingen sker ifølge børnehavens pædagogiske leder, Randi Svege, for at fremme ligestillingen.
– Jeg troede, jeg var god til ligestilling, indtil jeg observerede en lille dreng, som sad på bænken i garderoben med armene og benene strakt ud til siden, mens to små piger hjalp ham af med overtøjet, fortæller hun til utdanningsnytt.no.
– Siden lagde jeg mærke til mange lignende situationer, og jeg ser, at børn tidligt påtager sig kønsbestemte roller, uddyber Randi Svege.
Farvel til biler og dukker
Bakken er opdelt i fem afdelinger. En til drenge, en til piger og tre blandede, som børnene får lov til at komme i, når de nærmer sig skolestart.
Når børnene starter i Bakken, får de udleveret en blå og en rød t-shirt. Det er ikke et krav, at de skal have dem på, men børnehaven ser helst, at børnene bruger dem.
Legetøj som biler og dukker er bandlyst i Bakken, og det samme er kønnede lege. Børnene må heller ikke have lege med hjemmefra, og det eneste, de må lege med i børnehaven, er børnehaves kønsneutrale legetøj, som består af skum- og genbrugsmateriale.
Udenfor har børnene adgang til sandkasse, klatrevæg og forhindringsbane, og om eftermiddagen får de nogle gange lov til at lege på tværs af køn. Det glæder Lea Høgman Skogstad, en af børnehavens piger.
– Det er allerbedst at lege ude, og jeg leger mest med drenge der, siger hun til det norske medie.
Arbejder efter den islandske Hjalli-model
Bakkens pædagogik hviler på den såkaldte Hjalli-model, som er udviklet af den islandske pædagog Margrét Pála Ólafsdóttir. Tidligere leder af Bakken, Lisbeth Kristiansen, opdagede Hjalli-modellen på en studietur til Island og indførte den derefter som princip i børnehaven.
Centralt i Hjalli-modellen er begrebet kompensationsarbejde. Kompensationsarbejde består i øvelser, som har til formål at tilføre børnene det, de mangler.
For drengene i Bakken børnehave kan en øvelse kan for eksempel bestå i, at to drenge bliver placeret på samme stol. Det skal træne drengene i nærhed. Andre øvelser lærer drengene finmotorik, at blive bedre til at lytte og at blive bedre til at opfatte, at andre har brug for hjælp.
For pigerne i Bakken handler øvelserne om det modsatte. Hvor drengene lærer at tie stille og fylde mindre, lærer pigerne at tage plads, stille sig i midten og bruge deres stemme. Og mens drengenes øvelser ofte er finmotoriske, foregår pigernes øvelser tit på klatrevæggen og forhindringsbanen.
Afviser kritik
Bakkens metoder har mødt kritik i det norske, men det ryster ikke fungerende børnehaveleder Halla Jörundardóttir.
– Mange, der ikke kender modellen, er skeptiske. De mener, man går tilbage i stedet for frem ved at opdele i drenge og piger, siger hun.
– Men vi erfarer det modsatte, nemlig at drenge og piger bliver mere ligestillede af at lege hver for sig. Vi får mulighed for at styrke de svage sider, som hvert køn har. Og vi tager naturligvis hensyn til, at der er store individuelle forskelle på børn af samme køn, understreger Halla Jörundardóttir.