Jo mere, man ser på idéen om repræsentation, desto særere fremstår den.
I et debatindlæg på journalisten.dk 27/10 argumenterer journalist og forfatter Lotte Rosdahl for, at medierne bevidst skal vælge flere kvindelige kilder til og flere mandlige kilder fra. Mændene må skubbes i baggrunden, mener Rosdahl, så kvinderne kan komme til.
»I bund og grund handler hele diskussionen om, hvad vi vil. Om vil vi sikre de mange perspektiver. Om vi vil understøtte en demokratisk debat ved at skabe plads til flere stemmer. Og om vi vil afspejle mangfoldigheden i samfundet. Hvis dette er tilfældet, må nogen jo vige pladsen, så andre kan komme til. Sådan må det være. Hidtil har det blandt andet været kvinderne. Fremover vil det blive nogle af mændene«, skriver hun.
Idéen om repræsentation
Rosdahl baserer sin argumentation på idéen om repræsentation. Det er hun langt fra alene om. Tværtimod er det et udredt synspunkt ikke mindst i feministiske kredse, at samfundets institutioner, organisationer, foreninger med videre bør afspejle befolkningssammensætningen.
Omtrent halvdelen af befolkningen er kvinder, og derfor bør omtrent halvdelen af eksempelvis folketinget, halvdelen af bestyrelsesmedlemmerne, halvdelen af musikerne på festivalerne og her altså kilderne i medierne også være det, ræsonnerer man.
Idéen om repræsentation forekommer umiddelbart sympatisk, og dens tilhængere mener desuden, den er demokratisk.
Det er udemokratisk, mener de, at der findes kønssammensætninger, som ikke afspejler befolkningens sammensætning.
»Man kan (…) spørge, hvor demokratisk den debat er, når størstedelen af deltagerne er etnisk danske mænd«, skriver Rosdahl.
Det modsatte, at skabe kønssammensætninger, der afspejler befolkningssammensætningen, vil derfor styrke demokratiet, slutter de.
Hvem repræsenterer Jane Nielsen?
Helt så simpelt forholder det sig imidlertid ikke. Rosdahl og hendes ligesindede baserer deres argumenter på den opfattelse, at mennesker først og fremmest skal opfattes som repræsentanter for diverse identitetsgrupper.
Tag Jane Nielsen, en tilfældigt til lejligheden opfundet gift kvinde på 47 fra Assens. For repræsentationsidéens tilhængere er Jane Nielsen ikke først og fremmest Jane Nielsen. For dem er Jane Nielsen først og fremmest kvinde, sekundært hvid, tertiært heteroseksuel og så fremdeles. Det er disse kriterier, Jane Nielsen ifølge repræsentationstilhængere skal bedømmes på. Jane Nielsen er for dem ikke et menneske, men et nummer i et statistik.
De kunne ikke drømme om at spørge Jane Nielsen, hvem hun repræsenterer. Måske ønsker Jane Nielsen blot at repræsentere sig selv. Men det kan hun ikke inden for rammerne af repræsentationsidéen. Her er hun aldrig mere end sin identitet. En repræsentant for et kollektiv, hun ikke har meldt sig ind i.
Denne tilgang til mennesker er langt fra så demokratisk, som Rosdahl og andre mener. Tværtimod har den lighedstegn med tilgange til mennesker i regimer, som var og er alt andet end demokratiske. Mange af de mennesker, der har lidt i historiens mørkeste timer, har gjort det på grund af deres identitet.
I sin rene form er repræsentationsidéen et overgreb på det enkelte menneskes suverænitet og ukrænkelighed. Et overgreb på retten til at blive betragtet, behandlet og respekteret som sig selv, uafhængigt af sit køn, sin hudfarve, sin baggrund og alle andre identitetsmarkører.
For få raske i artikler om syge?
Et andet problem ved repræsentationsidéen er dens ureflekterede sidestilling af det, den beskæftiger sig med – i Rosdahls tilfælde kilder i medierne – og sammensætningen af befolkningen. Halvdelen af kilderne skal være kvinder, for halvdelen af befolkningen er kvinder, lyder det.
Men hvad er konsekvensen af denne logik? Forestiller man sig, at artikler om syge skal afspejle befolkningens sundhed, således at en vis andel af kilderne skal være raske? Skal vi se artikler om kørestolsbrugere, hvor de fleste af kilderne ikke bruger kørestol, fordi de fleste i befolkningen ikke gør det? Skal artikler om alkoholmisbrug domineres af udsagn fra mennesker, der ikke har problemer med alkohol? Det er let at se problemet: Der er ikke nødvendigvis overensstemmelse mellem, hvilke kilder det er relevant at bruge, og hvor stor en andel af befolkningen de udgør.
Det gælder i alle sammenhænge. Det relevante ved en professor er, at vedkommende er professor. Ikke at vedkommende er mand, kvinde, homoseksuel, langhåret eller født i Lemvig. Disse aspekter kan i særlige tilfælde være relevante, men helt overordnet er det professorens viden om sit fagområde, der gør ham eller hende relevant som kilde.
Konsekvensen ved at se bort fra det er åbenlys. Som Hans Bonde redegør for i sit indlæg på journalisten.dk 16/10, fører repræsentationsidéens gennemtvingelse til, at man fravælger mere kompetente kilder til fordel for mindre kompetente. Anderledes kan det ikke være, når man gør det til at væsentligere kriterium, at en kilde er kvinde, end at en kilde er professor.
Omkring tre ud af fire professorer i Danmark er mænd. Hvis medierne med udgangspunkt i idéen om repræsentation divergerer fra dette forhold i deres brug af professorer som kilder, vil det have den effekt, at medierne formidler en ringere faglig indsigt til deres læsere, end de kunne have gjort.
Det er den indlysende og uimodsigelige konsekvens af ukritisk at underkaste sig repræsentationsidéens ureflekterede sidestilling af kønsfordelingen blandt professorer og kønsfordelingen i befolkningen.
Kvindekamp i repræsentationsklæder
Jo mere, man ser på idéen om repræsentation, desto særere fremstår den. Hvor mange ville foretrække at flyve med en pilot, der er ansat af hensyn til repræsentationen blandt piloter og ikke af hensyn til sine evner til at flyve et fly? Hvor mange ville for at fremme repræsentationen af homoseksuelle sundhedsmedarbejdere foretrække at blive opereret af en mindre kompetent homoseksuel kirurg, hvis de kunne vælge en langt dygtigere heteroseksuel? Formentlig de færreste.
Når det bliver alvor, anerkender de allerfleste af os, at kompetencer er afgørende. Vi vil have den læge, der kan redde vores syge barn. Også selv om vedkommende ikke har det »rigtige« køn, den »rigtige« seksualitet eller den »rigtige« hudfarve ud fra en repræsentationsbetragtning. Når tingene spidser til, er vi fuldkommen ligeglade med identitetspolitisk nonsens.
Når idéen alligevel har mange tilhængere skyldes det, at den fungerer godt som redskab i den kønskamp, den indgår i. Rosdahl og hendes ligesindede bruger idéen om repræsentation som argument for det, de i virkeligheden ønsker, nemlig at fremme kvinders muligheder og indflydelse.
Det er en kamp, som har et legitimt udgangspunkt, men desværre ofte ender i illegitime forslag og politikker. Intet fornuftigt menneske er modstander af, at kvinder har mulighed for at udfolde deres talenter. Det er ikke kun til gavn for kvinder. Det er til gavn for os alle. Jo flere i et samfund, der dygtiggør og udvikler sig, desto bedre. Den enkeltes succes er også kollektivets succes.
Nej, der hvor kæden hopper af, er, når det legitime ønske om lige muligheder for kvinder og mænd forvandles til et illegitimt ønske om særrettigheder til kvinder. Og det er præcis, hvad idéen om repræsentation gør. Den får den ret beset absurde logik, at fordi en bestemt gruppe udgør en bestemt del af befolkningen, så har den krav på at udgøre samme andel inden for alle områder, til at virke rimelig. »Selvfølgelig skal der være lige så mange kvinder!«, tænker man. »Det manglede da bare!«.
Men man lader sig narre. Der kan være rigtig mange gode grunde til, at kønsfordelinger afskiller sig fra kønsfordelingen i befolkningen. Eksempelvis er det næppe diskrimination af mænd, der er årsagen til, at mere end 90 procent af alle sygeplejersker er kvinder. En »skæv« kønsfordeling er ikke i sig selv bevis på, at der er noget galt, eller at noget skal laves om.
At være kvinde er ikke en kvalifikation i sig selv, nøjagtig som det at være mand ikke er det. Medierne bør ufravigeligt vælge de mest relevante kilder ud fra rene journalistiske betragtninger. Ikke kun af hensyn til deres læsere, som derved får den væsentligste information, men også af hensyn til et af den vestlige civilisations vigtigste idealer: at individet er ukrænkeligt, værdifuldt i sin egen ret og ikke skal dømmes på sine medfødte karakteristika.
Dette indlæg blev oprindeligt skrevet som debatindlæg og sendt til Journalisten.dk, som ikke ønskede at bringe det.