Anmeldelse: Feministiske klassikere – læst af mænd. Redigeret af Mikkel Thorup.
Jeg har for vane at indlede mine anmeldelser med en deklaration. Måske er det en uvane, men jeg synes, det er rimeligt over for læseren at klargøre, hvilket grundlag anmeldelsen sker på.
I dette tilfælde forekommer det mig væsentligt at indskærpe, at jeg i min anmeldelse af Feministiske klassikere – læst af mænd alene forholder mig til værket og ikke til den uenighed, jeg har med bogens forfatter, Mikkel Thorup, angående min position.
Thorup har i en tidligere bog klassificeret denne hjemmeside som antifeministisk og dermed min position som det samme. Jeg har på min side altid betragtet mig selv som ikke-feminist og fastholdt, at der er en forskel. Ligesom en ikke-ryger ikke nødvendigvis er anti-ryger, er en ikke-feminist ikke nødvendigvis antifeminist. Jeg mener, der er svagheder i det feministiske tankesystem og dets præmisser, og det vil jeg have lov til at mene uden at skulle finde mig i at blive sidestillet med en norsk massemorder.
Men nok om det. Er man interesseret i den disput, kan man læse min anmeldelse af Thorups 2020-bog, Antifeminisme – Kvindehad i lighedens tidsalder.
16 mænd læser feminisme
Feministiske klassikere – læst af mænd var en bog, jeg havde glædet mig til at læse. Thorups idé om at se, hvad der kommer ud af at lade 16 mænd læse feministiske tekster, kunne jeg godt lide. Spørgsmålet om, hvad, om noget, feminisme kan bruges til for mænd, er et, jeg selv i længere tid har tænkt over. For i svaret på det ligger også et svar på feminismens begrænsninger. Noget, jeg tror, der kan komme noget meget nyttigt ud af at gøre sig bevidst.
Desværre blev Feministiske klassikere – læst af mænd ikke den læseoplevelse, jeg havde set frem til. Bogen indeholder en indledning og så ellers 16 enkeltstående kapitler, skrevet af 16 forskellige forfattere, herunder et af Thorup selv. Hver af forfatterne har valgt en feministisk tekst, som de forholder sig til i deres kapitel, og bogen giver på den måde som sidegevinst et indblik i 16 feministiske tekster. Det er ingen ringe trøst, da bogen ellers har store svagheder.
Bekræfter det, den vil gøre op med
I indledningen skriver Thorup følgende:
”Dette er en bog om mænd. Men det er også en bog om feminisme. Eller rettere: Det er en bog om, hvad feminisme siger om og til mænd. Mange vil være mindre end rigtigt nysgerrige og vil sige: ‘Jeg ved godt, hvad feminisme siger om mænd: at vi er nogle svin’, mens andre vil sige: ‘Hvorfor skal I mænd nu også tage feminismen fra os og gøre den til jeres?’ Bogen her ser ikke feminisme som en mandehadende ideologi men heller ikke som en kvindeeksklusiv affære.”
Videre skriver han:
”Vi læser teksterne som mænd, som noget der også angår os som mænd. Vi læser efter, hvad de siger om os mænd, og efter hvad vi som mænd kan bruge feminismens klassikere til i refleksionerne over vores køn og kønsrelationer. Formålet med bogen er at undersøge og diskutere feminismens bidrag i forståelsen af, hvad det historisk og aktuelt vil sige at være mand, og i at forstå de mandlige køns-, identitets- og magtforhold. Det er konstruktive, kritiske, nysgerrige læsninger.”
Bogen skal altså demonstrere for læseren, at mænd kan få noget ud af feminisme, som adskiller sig fra de opfattelser, man kan støde på i kommentarspor på nettet. Men efterhånden som man læser sig igennem kapitlerne, bliver det side for side mere og mere tydeligt, at bogen bekræfter de fordomme, den har sat sig for at gøre op med. Feministiske klassikere – læst af mænd afliver ikke påstanden om, at mænd ifølge feminister er nogle svin. Den understøtter den.
For hvad er det, vi kapitel efter kapitel præsenteres for? En rekalibrering af feminismen, så den kan anvendes fra en mandlig position? Nej. En kritisk læsning, som udpeger feminismens svagheder i analysen af mænd? Nej. Faktisk forholder kun få af forfatterne sig til mænd og mænds problemer. Svend Aage Madsen, psykolog og formand for Forum for Mænds Sundhed, som mange vil kende fra hans utallige indlæg i den offentlige debat, bruger en del af sit kapitel på at ridse nogle af mænds problemer op, men ellers er det så som så med forfatternes interesse for mandens situation.
Hvad vi til gengæld præsenteres for i rige mål, er de anklager mod mænd, feminismen er så fuld af. Mænd vold, mænds voldtægter, mænds sexisme og så videre og så videre. Vi får at vide, at mænd er med til at opretholde kvinders patriarkalske undertrykkelse, og at mænd bør slutte sig til den feministiske kamp mod den. Som en forfatter, Jeppe Trolle Linnet fra NGO’en DareGender, udtrykker det: ”At få blik for ens egne misogyne reaktioner er at blive en friere mand. Desuden gør et skarpere blik for misogyni i verden det muligt at råbe op og være en allieret for kvinder, der udsættes for overgreb.”
Jeg er ikke sikker på, at bogens forfattere vil forstå det. Men hvis det er det her, feminismen har at tilbyde mænd, så skal I ikke regne med at løbe tør for indmeldelsesblanketter lige foreløbig.
Heterodiegetisk nulfokalisering?
Et andet problem er bogens form. Flere af kapitlerne er så svære at læse, at de næppe til fulde kan forstås uden for en meget snæver akademisk kreds. Jeg måtte visse steder give op, og jeg kan kun tro, at andre læsere må gøre det samme. Afsnit som det følgende illustrerer, hvad jeg mener:
”Endelig vil jeg nævne, hvordan Lansers termer bidrager til at tilgængeliggøre narratologiske indsigter. Gérard Genettes begreber for fortællesituationer er bestemt berettigede præciseringer og oprydninger i et inkonsekvent vokabular fra tidligere. Men i forhold til fx hans “heterodiegetisk nulfokalisering” for fri adgang til karakterernes tanker, så er der ingen tvivl om, at “authorial voice” har bredere appel – og uden at miste præcision eller blive semantisk diffus som fx “alvidende”.”
Afsnittet indgår i Henrik Zetterberg-Nielsens kapitel, og sidst i bogen kan vi i en oversigt se, at Zetterberg-Nielsen er professor på Aarhus Universitet. Da bogen er udgivet på samme universitets forlag og dermed ikke foregiver at være letlæselig, er det som sådan rimeligt nok, at indholdet har akademisk tyngde. Men når det er sagt, kunne man med fordel have tænkt over formidlingen i flere af kapitlerne. En del af bogen har forskningsartiklens kedsommelige skær.
Det skal med, at nogle kapitler naturligvis er bedre end andre, også hvad angår formen. Det bedste er efter min mening Rune Lykkebergs, som sprogligt er bogens mest levende og medrivende. Andre lægger større vægt på at forklare, hvad de mener, og her synes jeg, at føromtalte Jeppe Trolle Linnet lykkes godt med i et tilgængeligt sprog at forholde sig til sin tekst af Kate Manne.
På rad og række
Et tredje problem er valget af bidragsydere. Thorup skriver, at ”nogle af forfatterne forstår sig som feminister, andre ikke.” Hvem disse andre er, står man som læser tilbage uden et svar på. Sikkert er det, at ingen af bogens forfattere kradser i mere end den alleryderste lak i de tekster, de læser.
Hvis Thorups bredere projekt er at gøre flere mænd til feminister, er det forståligt, at han har fravalgt at lade feminismekritiske mænd bidrage i bogen. Men det gør ikke bogen nogen tjeneste. Den ville have stået stærkere, hvis mænd med et kritisk blik på feminisme havde fået lov til at dele deres tanker. Meget sandsynligt ville de have fået øje på ting, som netop kun kan ses, hvis de betragtes fra deres position. Det ville have givet bogen mere tyngde og større bredde.
En tale til de indviede
Det er svært at se, hvilke sjæle Feministiske klassikere – læst af mænd skal vinde. De mænd, som allerede er feminister, kan finde bekræftelse i bogen fra nogle af deres frænder. Men selv på én hånd vil man have mange fingre tilbage, hvis man om et år tæller op, hvor mange ikke- eller antifeministiske mænd, bogen har fået til at ændre mening.
Positivt er det, at Mikkel Thorup er begyndt at tænke over sit udgangspunkt som feminist. Netop det var fraværende for fem år siden i Antifeminisme – Kvindehad i lighedens tidsalder. Men der er et stykke vej endnu, åbenbart, før refleksionen bliver kritisk.
Feministiske klassikere – læst af mænd får to stjerner herfra. Bogen er ikke dårlig fra ende til anden, men der er langt mellem snapsene, og Thorups redaktionelle valg og fravalg betyder, at vi aldrig får svar på, hvad feminisme kan bruges til for mænd – bortset fra at slå dem oven i hovedet.